Mit første job som pædagog

Caroline Laustsen blev færdig med pædagoguddannelsen i januar 2024 og er en af de ca. 1200 pædagoger, der hvert år dimitterer fra Københavns Professionshøjskole. I dag arbejder Caroline i Børnehuset Stjernen i Frederiksberg Kommune.

Læs om, hvordan det var for hende at komme ud på arbejdsmarkedet som nyuddannet:

“Som pædagog er det nødvendigt at have en udviklet omstillingsevne. Det var noget, jeg som nyuddannet lige skulle øve mig på.

For arbejdet med børn er fuld af uforudsigeligheder, og dagen kan hurtigt udvikle sig i en anden retning end planlagt. Måske er børnene urolige, eller et nyt barn på stuen kræver særlig opmærksomhed.

En vejleder sagde engang til mig: ‘Prøv at møde ind og se, hvad børnene har lyst til. Se, hvad de er optagede af. Tag udgangspunkt i dét. Det er godt at planlægge pædagogiske forløb, men det skal gøres på en dynamisk måde, så det kan tilpasses hverdagens uforudsigeligheder.’

Det er et råd, som jeg har taget til mig. Det passer godt til virkeligheden i en daginstitution.

Jeg overvejer at blive talepædagog

Arbejdet i Børnehuset Stjernen har gjort min interesse for sprogudvikling hos børn endnu større. Jeg ser hver dag, hvordan børnenes sprog tager form, og hvordan deres forskellige forudsætninger påvirker mulighederne for sproglig udvikling. Jeg er også sprogambassadør i institutionen og har været på sprogkursus.

Jeg overvejer at videreuddanne mig til talepædagog på sigt. Så det er fedt, at jeg har mulighed for at nørde med emnet i løbet af arbejdsdagen – dyrke min interesse for sprog og få gode erfaringer.

De svære og sårbare forældresamtaler

Forældresamtalerne var nye for mig. De var samtaler, som jeg ikke var vant til at tage. Vi har heller ikke haft om forældresamarbejde på studiet. Som nyuddannet pædagog – der også skal samarbejde med forældrene – brugt jeg lidt tid på at vænne mig til den faglige rolle, jeg har i relationen til børnenes forældre. Det er i de samtaler nødvendigt, at jeg tror på den professionalisme og dømmekraft, jeg havde med fra studiet.

Jeg er blevet meget bedre til forældresamtaler, men nogle gange kan de være ’svære samtaler’, fordi de bliver sårbare.

F.eks. hvis vi inviterer forældre til et dialogmøde for sammen med dem at finde ud af, hvordan vi bedst støtter en positiv udvikling hos deres barn. Måske har barnet sproglige udfordringer, motoriske vanskeligheder eller emotionelle problemer. Alle i rummet kan mærke, at noget er på spil til de samtaler. Måske skal vi inddrage en talepædagog, en socialrådgiver, en psykolog eller en fysioterapeut, der kan hjælpe barnet.

Jeg står ikke alene med ‘de svære samtaler’

Jeg syntes, at de svære forældresamtaler var udfordrende. Det kan de stadig være. Derfor tog jeg en snak med både souschefen og min leder, for jeg følte mig ikke klar til at håndtere de her samtaler. Heldigvis sagde de: “Det skal du ikke stå med alene. Vi hjælper dig og sørger for, at du er godt klædt på til samtalerne. Det er en opgave, vi løfter sammen.”

Men jeg tror faktisk, det er okay at være nervøs før de svære og sårbare forældresamtaler. De er vigtige samtaler. Du skal være grundigt forberedt, og dine praksiseksempler skal være tydelige og relevante. Din forberedelse betyder meget for alle rundt om bordet.

Selvfølgelig bliver man nervøs. Man anstrenger sig og gør sit bedste for barnets og familiens skyld.”