Mindre bureaukrati stiller store krav til fagligheden
Debatindlæg i Politiken Sundhedsmonitor den 2. januar 2023 af Randi Brinckmann, dekan for det Sundhedsfaglige Fakultet, Københavns Professionshøjskole
2. januar 2023
Politikerne har blæst til angreb mod administration og papirarbejde. Der er ganske enkelt for mange regler i den offentlige sektor, og nu skal alle medarbejdere mere eller mindre sættes fri i en stor afbureaukratiseringsproces.
Og umiddelbart er det jo svært at være uenig.
Socialdemokratiet vil »sætte velfærden fri« i deres udspil ’Danmark kan mere III’, og Venstre mener i sin 2030-plan at kunne finde hele 2,5 milliarder kroner ved at nedbringe bureaukratiet i kommunerne. Det er rigtig mange penge – og da det blandt andet er disse to partier, som har dannet en ny regering, så vil vi i den kommende valgperiode med garanti se flere tiltag i retning af afbureaukratisering.
Jeg er som udgangspunkt enig i ambitionen. For det lyder jo besnærende med mere frihed og færre regler, så de professionelle kan bruge tiden sammen med borgerne/patienterne. Væk med alt det meningsløse papirarbejde – hvis altså det vitterlig er meningsløst.
Dokumentation kan være en nødvendighed
For der er faktisk meget dokumentationsarbejde og mange retningslinjer, der er nødvendige. Og det gælder især de steder, hvor man gør brug af ufaglært arbejdskraft, fordi man ikke kan rekruttere en professionel.
Det er jo netop udfordringen i disse år på sundhedsområdet, hvor politikerne lover flere sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter i massevis. Der er blot ingen at ansætte, men i mange tilfælde må sygehuse og plejehjem ansætte medarbejdere, der ikke nødvendigvis har de rette kompetencer. Her kan dokumentation og papirarbejde vise sig at være en nødvendighed.
Tag f.eks. den dementramte borger, som skal på plejehjem. Det kræver mange overvejelser at flytte på plejehjem, både for mennesket med en demenssygdom og for de pårørende. Det er derfor vigtigt at kende til de juridiske aspekter ved flytningen.
Skal et menneske med demens give samtykke til at flytte på plejehjem? Og hvordan får man samtykke fra et menneske med demens? Vil der være situationer, hvor det ikke er nødvendigt? Flere relevante spørgsmål – som viser, at der skal være klare retningslinjer på området. Så alle ansatte ved, hvad der skaber den bedste modtagelse – også selv om det kræver en del administration.
Den demensramte borger kan også være udadreagerende, når de kognitive færdigheder forsvinder, og sproget forringes. Her er det vigtigt, at personalet har viden om de forskellige kommunikationsmetoder, fordi ansvaret for kommunikationen netop påhviler omsorgspersonen.
Der skal tages ansvar for styring af samtalen og vises hensyn til den anden parts aktuelle oplevelse af situationen. Det kan man ikke forvente af en ufaglært, og derfor må der retningslinjer til.
Frihed kræver stor professionalisme
På sundhedsområdet er der rigtig meget forskning og udvikling – ikke mindst for at sikre, at borgeren og patienten får den bedste pleje og behandling. De klare regler og retningslinjer er f.eks. vigtige i en akutafdeling, hvor det er nøje beskrevet, hvem der skal gøre hvad i hvilken rækkefølge, når den hårdt kvæstede ankommer i ambulancen med udrykning.
Men man kan sagtens forestille sig, at den sundhedsprofessionelle afviger proceduren, fordi den konkrete situation tilsiger det. Fordi man har en stærk faglighed og bruger sit professionelle skøn. Fordi man kan gennemskue situationen og har patienten i centrum.
Mange sundhedsprofessionelle kender også til de enorme patientjournaler, hvor der registreres alt muligt mellem himmel og jord.
Men det gør der jo som regel, fordi det kan vise sig at være vigtigt for det senere forløb.
Fordi det er vigtigt, at der er styr på medicinen. Fordi man ikke skal foretage flere røntgenundersøgelser end højest nødvendigt. Og i hvert fald ikke den sammen to gange, fordi man ikke vidste, at den var udført. Fordi småtspisende ældre borgere i eget hjem har brug for, at omsorgspersonen følger med i, om der er blevet spist noget til frokost.
Så ja tak til mere frihed og bedre arbejdsgange. Men ikke uden høj kvalitet i fagligheden. Det kræver nemlig stor professionalisme at være fri for regler og retningslinjer og arbejdsgange. Så vær opmærksom på, at den stærke faglighed skal være til stede, når de sundhedsprofessionelle sættes fri.
Frihed kræver faglighed.