”Man lærer hurtigere hinanden at kende”
For Rebecca, Emma og Emilie var det afgørende for deres uddannelsesvalg, at KP oprettede en læreruddannelse i Hillerød
28. august 2023
”Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være lærer. Lige siden folkeskolen. Så jeg har glædet mig utrolig meget til at begynde på læreruddannelsen i dag. Og det bliver da mega fedt at være den første årgang her i Hillerød, så man kan være med til at sætte sit præg på hele kulturen”.
Sådan siger 22-årige Emma fra Hundested, der er blandt de 40 nye lærerstuderende, som begynder på KP’s nye udbud af læreruddannelsen på Campus Hillerød.
Denne mandag formiddag er undervisningslokalet på Carlsbergvej fyldt med både nye studerende, undervisere, lokale skolechefer, borgmestre, journalister og mange andre, der har set frem til åbningen.
Emmas veninde Emilie på 23 år er ligeledes fra Hundested og havde faktisk også været til Åbent Hus på læreruddannelsen på Campus Carlsberg, inden hun i sidste ende valgte Campus Hillerød.
”Jeg kan godt lide, at det er et mindre uddannelsessted. Det bliver mere intimt, og man lærer hurtigt hinanden at kende. Og så kan jeg blive boende tæt på familie og venner”, fortæller hun.
21-årige Rebecca fra Ølsted har arbejdet i hele tre år som lærervikar, mens tanken om læreruddannelsen langsomt voksede sig større. Og da uddannelsen så åbnede i nærområdet, tog hun beslutningen.
”Det har været et langt tilløb. Men jeg er glad for, at jeg kan bo i Hillerød. Det er også her, at jeg har gået i gymnasiet, og jeg kender byen. Det er også noget nemmere og billigere at finde en studiebolig her end i København”, siger Rebecca.
Glad og stolt institutchef
Institutchef Lis Madsen fra KP’s læreruddannelse var den første i talerrækken til at byde de nye lærerstuderende velkommen. Hun fremhævede, at de nye lærerstuderende bliver en del af et stærkt eksisterende studiemiljø på Campus Hillerød, hvor der i forvejen er 2.200 andre studerende på fx sygeplejerske- og pædagoguddannelsen.
”Og så kan I godt glæde jer til samarbejdet med de lokale praktikskoler her i Hillerød, når den nye læreruddannelse med integreret praktik nu træder i kraft. Det giver et fantastisk samspil mellem de to arenaer – skole og uddannelse, når I som nye studerende skal i fast praktik én dag om ugen”, siger Lis Madsen.
Hillerøds borgmester Kirsten Jensen glædede sig især over, at der nu er udsigt til flere uddannede lærere til de nordsjællandske skoler, der i forvejen kæmper med stor lærermangel. Mens forperson Anneline Larsen fra Lærerstuderendes Landskreds opfordrede de nye lærerstuderende til at engagere sig i alt det, der ikke ligger i den skemalagte undervisning.
”Hvis man skal være en dygtig lærer, så kræver det, at man er god til at planlægge. At man har mod på at stille sig op foran mange mennesker. At man kan stille sig op til morgensamling og starte en sang. Det er altså ikke noget, som man lærer i undervisningen. Det er noget, man lærer, ved at være en del af det, der sker rundt om undervisningen. Noget der sker mellem os lærerstuderende”