Lad os tale om fællesskaber i skolen – ikke kun i fritiden

Debat: Trivselskommissionen har netop fremlagt deres anbefalinger til at styrke børns trivsel. Der er mange gode intentioner – men hvorfor er skolens fællesskaber nærmest fraværende i rapporten?

Vi ved fra forskning, at elevernes trivsel hænger uløseligt sammen med deres faglige liv i skolen. Men i stedet for at sætte fokus på klassefællesskaber og læringsmiljøer, drejer kommissionens anbefalinger sig primært om fritidsfællesskaber. Hvordan kan vi sikre, at skolen ikke kun bliver et sted for faglig udvikling, men også en ramme for stærke klassefællesskaber – så det sociale ikke kun bliver noget, der foregår i fritiden?

Pendulet svinger. For få år siden lå politikernes fokus næsten udelukkende på læringsmål og testresultater. Nu er det pludselig trivsel, der dominerer dagsordenen.

Forskningen viser, at trivsel og læring ikke er to separate størrelser – de er hinandens forudsætninger. Når elever føler sig som en del af fællesskabet, tør de deltage aktivt i undervisningen. Når de oplever faglig mestring, styrker det deres selvtillid og trivsel. Derfor har jeg i min forskning udviklet begrebet sociofaglige fællesskaber, som understreger, hvordan sociale og faglige processer understøtter hinanden og skaber bedre betingelser for både læring og trivsel.

En skole, der prioriterer både faglighed og fællesskab, giver eleverne de bedste betingelser for at udvikle sig. Det handler ikke kun om at lære matematik eller dansk, men også om at samarbejde, lytte og tage ansvar for hinanden. Det handler om at blive en del af et læringsfællesskab, hvor alle elever oplever sig set og hørt.

At skabe en skoledag med stærke sociofaglige fællesskaber kræver en bevidst indsats. Det indebærer, at vi organiserer undervisningen sådan, at eleverne aktivt inddrages i hinandens læring og trivsel. Det indebærer, at vi ser klassefællesskabet som en pædagogisk ressource, der både kan styrke den enkeltes faglige udvikling og bidrage til en stærkere trivsel på tværs af klassen.

Fritidslivets fællesskaber er vigtige, men de kan ikke kompensere for en skoledag, hvor eleverne føler sig ensomme, usikre eller udgrænset. Hvis vi virkelig vil tage børns trivsel alvorligt, skal vi starte dér, hvor de tilbringer størstedelen af deres dag: I klasseværelset.

Trivselskommissionens rapport er et vigtigt skridt. Men hvis vi ignorerer skolens rolle i at skabe fællesskaber, risikerer vi at efterlade de mest udsatte elever uden en plads i fællesskabet – både fagligt og socialt. Det kan tage mange år at få skabt bedre fritidsfællesskaber og adgang til efterskoler og højskoler for de mest socialt udsatte – mens et fokus på klassefællesskabet ligger lige foran os, hvis vi husker at gribe ud efter det.