Gå til indhold
Studerende ved Københavns Professionshøjskole (Foto: Svend Rossen)

Kvote 2: Fremgang på de store velfærdsuddannelser

Københavns Professionshøjskole (KP) har modtaget 9.642 ansøgninger via kvote 2, heraf 3.710 førsteprioritetsansøgninger – en samlet fremgang på 10 procent i forhold til sidste år.

Søndag den 15. marts var der ansøgningsfrist via kvote 2 til landets videregående uddannelser. Og da klokken ramte 12.00, kunne KP konstatere en mærkbar fremgang i søgetallene i forhold til sidste år.  

KP har samlet modtaget 9.642 ansøgninger, hvoraf 3.710 har valgt en uddannelse på KP som 1. prioritet – en fremgang på 10 procent i forhold til 2025, når man sammenligner på 1. prioritet.  

“Vi er virkelig glade for at se, at interessen for vores uddannelser vokser. Og at vi har fremgang på alle vores fire største uddannelser – lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver. Det er et meget positivt signal – både for os og for de velfærdsområder, som har brug for dygtige fagprofessionelle,” siger rektor Anne Vang Rasmussen.  

Anne Vang Rasmussen - Rektor, Københavns Professionshøjskole
Anne Vang Rasmussen - Rektor, Københavns Professionshøjskole

Fremgang på alle fire store velfærdsuddannelser  

Læreruddannelsen har fået 410 førsteprioritetsansøgninger svarende til en fremgang på 7 procent, mens socialrådgiver, sygeplejerske og pædagoguddannelsen går frem med henholdsvis 38, 12 og 3 procent. 

Udviklingen på læreruddannelsen vækker særlig glæde hos rektoren.  

“Der har været meget fokus på folkeskolen i den igangværende valgkamp, og mange politikere taler om behovet for flere dygtige lærere. Derfor er det opløftende at se, at flere nu søger ind. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning,” siger Anne Vang Rasmussen. 

Hun fremhæver også den markante fremgang på socialrådgiveruddannelsen. Socialrådgivere løser nogle af samfundets mest komplekse opgaver – fra arbejdet med udsatte børn og unge til beskæftigelsesindsatser og støtte til borgere i svære livssituationer.  

“Det er ekstra positivt, at interessen stiger netop nu. Socialrådgiveruddannelsen er en af de første professionsuddannelser, der bliver styrket som led i den nye uddannelsesreform, og allerede fra denne sommer bliver de nye studerende en del af den styrkede uddannelse.” 

Fremgang lå i kortene 

Signalerne på fremgangen var der allerede i februar. Dengang kunne KP konstatere et rekordstort efteroptag på over 1.200 studerende på lærer- pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen. Og senere på måneden til KP’s Åbent Hus-arrangementer mødte mange unge op for at høre om uddannelserne, studiemiljøet og karrieremulighederne.   

“Vi oplevede stor interesse til vores Åbent Hus-arrangementer med over 4.000 besøgende, og det gav os en forsigtig optimisme. Det er selvfølgelig rart nu at kunne se sort på hvidt, at interessen også slår igennem i ansøgningstallene,” siger studiechef Jacob Krummes.  

Jakob Krummes, studiechef, Københavns Professionshøjskole
Jakob Krummes, studiechef, Københavns Professionshøjskole

I efteråret 2025 lancerede KP kampagnen “Få Bevægelsesfrihed”, der satte fokus på de mange karriereveje og jobmuligheder, som professionsuddannelserne åbner op for – herunder faglig specialisering og efter- og videreuddannelse.  

“Vi har arbejdet målrettet på at fortælle om alle de muligheder, der åbner sig, når man vælger en professionsuddannelse. Vi håber selvfølgelig, at det har gjort flere nysgerrige,” siger Anne Vang Rasmussen.  

Trods de positive tal understreger rektoren, at indsatsen fortsætter.  

“Det er en rigtig god start, men vi ved, at det kræver et langt og vedholdende arbejde at få endnu flere til at vælge en professionsuddannelse. Derfor fortsætter vi vores indsats – både i dialogen med unge og med vores samarbejdspartnere,” siger Anne Vang Rasmussen.  

Næste milepæl er ansøgningsfristen til kvote 1 den 5. juli, hvor det samlede optag falder på plads.  

“Nu håber vi, at den positive udvikling fortsætter helt frem til sommerens optag,” siger Jacob Krummes.  

For yderligere oplysninger:   

Anne Vang Rasmussen, rektor, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 20691393   

Jacob Krummes, studiechef, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 31417767   

Michael Duus Andersen, pressechef, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 23445383   

Fakta om kvote 2  

Kvote 2 er for ansøgere, som vil søge optagelse på baggrund af andet end kun karaktergennemsnit. Det kan fx være erhvervserfaring, optagelsesprøver eller en motiveret ansøgning.  

Københavns Professionshøjskole har cirka 19.000 studerende, hvoraf 35 procent er optaget via kvote 2.  

Udviklingen i kvote 2-ansøgninger på Københavns Professionshøjskole      

2026: 9.642 ansøgninger – 3.710 førsteprioritetsansøgninger  

2025: 9.449 ansøgninger – 3.372 førsteprioritetsansøgninger   

2024: 9.276 ansøgninger – 3.412 førsteprioritetsansøgninger   

2023: 10.150 ansøgninger – 3.624 førsteprioritetsansøgninger     

2022: 11.967 ansøgninger – 4.052 førsteprioritetsansøgninger     

2021: 15.456 ansøgninger – 5.061 førsteprioritetsansøgninger     

2020: 13.778 ansøgninger – 4.742 førsteprioritetsansøgninger     

2019: 13.902 ansøgninger – 4.755 førsteprioritetsansøgninger