Kunstig intelligens går ikke væk. Hvad skal skolen gøre?

Undervisningsministeren har inviteret uddannelsesDanmark til en samtale om kunstig intelligens og folkeskolen. Det er godt. Men kunstig intelligens i folkeskolen kræver ikke kun samtale. Det kræver byggeri. Og vi skal begynde at bygge med det samme.

Kunstig intelligens påvirker folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Om vi vil det eller ej. Fordi udviklingen af kunstig intelligens påvirker det arbejdsmarked, vi uddanner til. Og fordi udviklingen af kunstig intelligens påvirker elever og studerendes måde at lære på og være i verden på. Det er vi nødt til at forholde os til.

Derfor er det rigtig godt, at den nye undervisningsminister Magnus Heunicke, har dedikeret årets Sorømøde til en samtale om folkeskolen og kunstig intelligens. Ligesom det er rigtig godt, at regeringsgrundlaget varsler en national strategi for brugen af kunstig intelligens i hele skoleog uddannelsessektoren.

Formuleringen i regeringsgrundlaget er både nuanceret og ambitiøs, fordi den nye strategi både skal danne rammen om at gribe den nye teknologis mange muligheder og tjene som et værn mod uhensigtsmæssig brug af kunstig intelligens. Ligesom den skal sætte fokus på digital suverænitet.

Vi er nødt til meget hurtigt at bevæge os fra samtale og strategiarbejde og over i et meget konkret bygningsarbejde. Elever og studerende på alle niveauer i uddannelsessektoren lever allerede med kunstig intelligens. Måske oplever de sig også ladt i stikken med kunstig intelligens uden tydelig rammesætning fra lovgivere, ledere og undervisere. Derfor er byggearbejdet nødt til at starte med det samme.

Der skal bygges danske værktøjer. Der skal bygges underviserkompetence. Der skal bygges regulatoriske rammer. Der skal bygges fagindhold. Der skal bygges lederkompetencer. Der skal bygges viden. Samtalen om kunstig intelligens behøver ikke være hverken luftig eller diffus. Den kan sagtens være endog meget konkret. For behovet for handling er helt håndgribeligt. Det vil jeg uddybe i denne kronik.

Men først en værdimæssig tilkendegivelse. Jeg troede længe, at kunstig intelligens var ligesom andre nye teknologier. For det er ikke nyt, at nye teknologier forandrer verden og os mennesker i den. Det er heller ikke nyt, at vi som samfund er nødt til at forholde os kritisk nuanceret til udbredelsen af ny teknologi.

Som regel med nye teknologier giver det hverken mening at være for eller imod en given ny teknologi. Det giver derimod mening at forholde sig reflekteret til dens anvendelse. Det har vi ikke altid været særlig gode til blandt beslutningstagere i uddannelses-Danmark.

Jeg har selv været med som henholdsvis børne- og ungeborgmester i Københavns Kommune og ansvarlig fagdirektør i Ballerup Kommune, mens smartboards er blevet installeret i alle klasselokaler, og chromebooks udleveret givet til alle elever fra 4. klasse og op. Uden nogen synderlig pædagogisk eller didaktisk refleksion over, hvad det gjorde ved elever og lærere.

Her adskiller kunstig intelligens sig ikke fra andre teknologier. Hvis beslutningstagere har lært noget som helst de seneste 10-15 år, er det, at vi skal forholde os kritisk og nuanceret til ny teknologis både potentialer og udfordringer. Og at vi er nødt til at foretage dybe investeringer i både teknologi og mennesker.

Ny teknologi er ikke en gratis omgang, den kræver investeringer både teknisk, didaktisk og organisatorisk. Men kunstig intelligens er alligevel anderledes. Fordi det er så potent en ny teknologi. Og fordi kunstig intelligens forandrer selve vores forståelse af læring og faglighed. For kunstig intelligens betyder, at viden ikke længere er en knap ressource. Hvad er da den nye tids knappe ressource? Det er dømmekraft. Det må og skal både folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser tage farve af. For undervisning forstået som formidling af viden vil gradvist miste sin relevans i en verden, hvor information og svar findes overalt. Mens undervisning forstået som udvikling af dannelse, refleksionsevne og dømmekraft vil blive så meget desto vigtigere.

Er folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser så klar til det? Her må lyde et rungende nej. Men vi kan blive det. Hvis vi vel at mærke starter byggeriet lige nu. Det er det, Sorø-mødet de kommende dage skal handle om. Og det er det byggeri, denne Kronik leverer et bud på.

Det første byggeprojekt handler om at bygge værktøjer. For kunstig intelligens har et fantastisk potentiale i undervisningssammenhænge. Kunstig intelligens kan give feedback, vejledning og forklaringer.

Et godt eksempel på det er SkoleGPT. SkoleGPT er udviklet af Future Classroom Lab og CFU ved Københavns Professionshøjskole og er en open source, gratis og GDPR sikker kunstig intelligens, der kan bruges i folkeskolens undervisning. Og det er vigtigt. Det er vigtigt at have et sikkert og danskudviklet værktøj, der kan bruges i stedet for dem, techgiganterne stiller til rådighed. På den måde fungerer SkoleGPT som en tryg sandkasse, hvor data ikke gemmes. Vi har brug for både udvikling af SkoleGPT og mere af den slags.

Det gælder også værktøjer til simulationsundervisning. Der er jeg stødt på flere gode eksempler i mit virke som rektor på Københavns Professionshøjskole.

Tag for eksempel botten Poul, som vores studerende møder, hvis de læser offentlig administration eller sundhedsadministrativ koordinator. Poul giver dem mulighed for at træne den svære samtale med en frustreret borger. Inden de skal møde en virkelig en af slagsen. Eller tag den avatar, der er udviklet til socialrådgiveruddannelsen, så vores studerende kan træne mødet med et barn, der har været udsat for overgreb.

Sådan et får studerende altså ikke lov at møde i praktikken. Heldigvis. Kunstig intelligens har et helt utroligt potentiale, når det kommer til at simulere praksissituationer. Vi bruger det allerede på professionshøjskolerne. Det kan også bruges i folkeskolen til at forløse noget af ambitionen om mere praksisnær og differentieret undervisning. Men det kræver, at byggeriet af de konkrete værktøjer sættes i gang – og det er gennemtænkt både i forhold til digital suverænitet, pædagogik og didaktik.

Netop den pædagogiske og didaktiske refleksion leder mig til det andet helt nødvendige byggearbejde. Det handler om at bygge underviserkompetence.

En international undersøgelse har for nylig vist, at unge lærer om kunstig intelligens gennem sociale medier. Ikke gennem undervisning. Kun 15 procent af de unge peger på undervisere som primær kilde til viden om kunstig intelligens. Over halvdelen peger på sociale medier.

Har vi lyst til at overlade vores børn og unges digitale dannelse hvad angår kunstig intelligens, til sociale medier? Selvfølgelig har vi ikke det. Derfor er vi nødt til at bygge underviserkompetencer op. Både i folkeskolen, på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
På Københavns Professionshøjskole arbejder vi med det, vi kalder teknosofikum, for alle vores studerende. Vores læreruddannelse er en af de uddannelser, der er længst. Men der er ikke kun brug for en indsats, der retter sig mod nye lærere.

Vi har brug for en national tænkning omkring efteruddannelse af alle de lærere, der allerede er i folkeskolen. Ligesom vi har brug for et kompetenceløft af vores undervisere på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Kompetenceløftet handler selvfølgelig om evnen til overhovedet at bruge kunstig intelligens i sit arbejdsliv.

Da regeringen i 2023 udgav sin digitaliseringsstrategi, refererede den en undersøgelse fra Dansk Erhverv, der viste, at halvdelen af danskerne føler sig ’slet ikke klædt på’ til at benytte ChatGPT eller andre sprogmodeller i deres fremtidige arbejdsliv.

Men kompetencen handler i mindst lige så høj grad om den pædagogiske og didaktiske refleksion over, hvornår og hvordan kunstig intelligens er et hensigtsmæssigt værktøj, når målet er elevernes udvikling og læring. For kunstig intelligens har et stort potentiale hvad angår feedback, vejledning, differentiering og simulation. Men kunstig intelligens kan i den grad også svække elevers læring, hvis kunstig intelligens overtager opgaveskrivning, refleksion og analysearbejde.

På samme måde forholder det sig med fordybelse. Her kan kunstig intelligens være roden til ondet: Man behøver ikke at fordybe sig for at klare sig i hverken uddannelsessystem eller arbejdsliv. Men kunstig intelligens indeholder også muligheden for netop at fordybe sig helt vildt ned i et tema. Det afhænger af, hvad vores tilgang er. Og der svigter vi elever og studerende, hvis vi lader det være op til dem selv.

Derfor er det tredje nødvendige byggeprojekt at bygge regulatoriske rammer. For underviserkompetence og -refleksion er nødvendig for at sikre den gennemtænkte anvendelse af kunstig intelligens. Men det kan ikke stå alene. Der er også nødt til at være tydelige rammer for anvendelsen af kunstig intelligens, herunder i forbindelse med prøver og eksaminer. For nylig talte jeg med en underviser, der med desperation i øjnene fortalte om oplevelsen af at bruge tid på at rette opgaver, som kunstig intelligens har skrevet. Og om følelsen af at være bagud i forbindelse med regulering af brugen af kunstig intelligens til eksamen.

Vi har brug for at komme på forkant og udvikle tydelige både institutionelle og nationale rammer. Kunstig intelligens fungerer på mange måder som fremkaldervæske for svaghederne i en eksamenskultur, hvor udprøvning af og til forveksles med læring. I takt med at kunstig intelligens vinder indpas, bør prøveformer i højere grad understøtte læring, refleksion, progression, fordybelse og faglig dømmekraft – ikke kun teste viden på ét tidspunkt. Det er dyrt at holde meningsfulde og valide eksamenermen det er det værd, og det skal en national strategi fremme og sikre midler til.

Også fagindhold er der brug for en national tænkning om. Min fjerde byggeklods handler om at bygge konkret fagindhold. Teknologiforståelse som valgfag rulles ud som et nyt toårigt praktisk/musisk valgfag i folkeskolens udskoling med fuld virkning fra skoleåret 2027/2028. Det er på mange måder en sejr at have fået teknologiforståelse på skoleskemaet, og arbejdet med det nye fag er løfterigt. Samtidig er teknologiforståelse som valgfag også lidt en skuffelse. For teknologiforståelse bør ikke være et enkeltstående projekt eller et valgfag, men en faglig ambition med progression fra folkeskole til ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Elever og studerende skal lære både om, med og gennem kunstig intelligens.

Jeg håber, at en ny national strategi vil fremme teknologiforståelse som et gennemgående element i hele folkeskolen og på tværs af uddannelsessektoren. Digital dannelse er ikke nok. Kunstig intelligens skal kobles til fag, professioner og praksis, så teknologien styrker faglig og professionel dømmekraft frem for at udlicitere den til systemer. Det er let at skrive. Og langt sværere at gøre i praksis. Derfor er byggearbejdet med det helt konkrete fagindhold nødt til at begynde nu.

Det sker ikke af sig selv. Jeg har allerede skrevet om underviserkompetencer. Det kræver også lederkompetencer at lykkes med regeringsgrundlagets flotte formulering om at gribe de mange muligheder i kunstig intelligens og samtidig værne mod uhensigtsmæssig brug. Derfor skal der arbejdes med at bygge lederkompetencer.

Det er nok på sin plads at indrømme, at jeg selv er sådan en leder, der faktisk længe har håbet på at kunne dukke mig lidt. Bruge de tilgange, jeg plejer. Uddelegere til vores (heldigvis) særdeles vidende dekan og institutchef på området. Problemet med den tilgang er, at kunstig intelligens griber ind i snart sagt alle områder af en uddannelsesinstitutions virke. Hvordan vi helt fysisk bygger uddannelsesinstitutioner.
For når den klassiske vidensformidling kommer til at fylde mindre, og simulation, øvelser og refleksion fylde mere, hvordan skal lokalerne så se ud? Er det muligt at forudsige? Eller skal det tværtom være så fleksibelt som muligt? Hvad med vores administration? Hvordan påvirker kunstig intelligens den? Og hvordan påvirkes både vores studerendes og vores medarbejderes arbejdsrytmer, arbejdsformer og tilgange til læring, viden, dannelse og uddannelse? Hvilke kompetencer bliver vigtigst for vores studerende at tilegne sig i et samfund præget af kunstig intelligens?

Jeg deler gerne, at vi i min direktion har drøftet et centralt dilemma omkring kunstig intelligens, som vi faktisk endnu ikke har et svar på. Vi er gået i gang med det konkrete byggearbejde.

I den forbindelse har vi valgt en eksperimenterende tilgang med prøvehandlinger. Uddannelserne får hjælp fra en central enhed til at bygge værktøjer til undervisningsbrug.

Efterfølgende samles viden op med henblik på deling på tværs i organisationen. Det var efter vores vurdering den mest relevante metode til udvikling på et felt, hvor vi i direktionen ikke har alle svarene, og gerne vil sikre både lokal udviklingskraft og skalering.

Nu opstår problemet så. Teknologien udvikler sig faktisk så hurtigt, at noget af det allerede er forældet, inden vi overhovedet når til samtalen om potentiel skalering til hele organisationen. Ingen af os har oplevet en lignende situation tidligere, hvilket siger noget om tempoet, hvad angår kunstig intelligens’ udvikling. Det siger også noget om, hvordan ledelser rundt om i Danmark står overfor en opgave, som vi har mindst lige så meget brug for at bygge kompetencer til at håndtere, som vores medarbejdere har.

På tværs af uddannelsesinstitutioner i Danmark har vi brug for ikke at stå alene med den opgave. Derfor min sjette og sidste byggeklods: Behovet for at bygge viden. Viden, der kan udgøre et solidt afsæt for den kritiske og nuancerede stillingtagen til brugen af kunstig intelligens i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og videregående uddannelsesinstitutioner.

Jeg drømmer om millioner afsat på forskningsreserven. Om tværinstitutionelle forskningssamarbejder. Om en dansk forskningsmæssig styrkeposition. Om et solidt vidensgrundlag for at tage samtalen om, hvad børn og unge skal lære – og hvordan de skal lære det – i et samfund præget af kunstig intelligens.