Kravene på pædagoguddannelsen skal kunne mærkes – og fagligheden skal kunne ses

Pædagogstuderende Pernille Arentoft Juhls debatindlæg i Politiken rejser en vigtig og nødvendig diskussion om pædagoguddannelsens faglige niveau og de signaler, vores studerende møder. Hvis studerende oplever, at der stilles for lave krav – eller at deres faglige indsats ikke bliver taget alvorligt – er det et problem. Ikke kun for den enkelte, men for professionens faglige fundament. Den kritik skal vi lytte til.

Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at pædagoguddannelsen er en stor og mangfoldig uddannelse. På Københavns Professionshøjskole har vi omkring 5.000 pædagogstuderende med vidt forskellige forudsætninger, erfaringer og veje ind i uddannelsen. Nogle kommer med stærke studiekompetencer eller solid praksiserfaring. Andre har brug for mere støtte for at finde deres faglige fodfæste.

Vores opgave som uddannelsesinstitution er ikke at sænke ambitionsniveauet for at rumme den mangfoldighed. Tværtimod. Alle studerende skal udfordres. Faglighed skal kunne mærkes – og den skal kunne udvikles.

Pædagoguddannelsen er ikke én snæver vej mod ét bestemt job. Den er en professionsuddannelse, der åbner mange døre. Pædagoger arbejder med komplekse opgaver inden for børn, unge og voksnes trivsel, fællesskaber, forebyggelse af mistrivsel og sociale indsatser – ofte i tæt samspil med andre faggrupper. Det kræver solid teoretisk viden, praktiske handlekompetencer og professionel dømmekraft.

Mulighed for specialisering
Derfor rummer uddannelsen også mulighed for faglig fordybelse og specialisering. Eksempelvis gennem profilhold, talentforløb i samarbejde med praksis – og fra 2026 via den nye professionsmaster i pædagogisk psykologisk praksis. Det er spor, vi skal blive bedre til at vise frem. For hvis vi reducerer pædagoguddannelsen til noget, man “bare” kan komme igennem, risikerer vi at skræmme netop de ambitiøse studerende væk.

Her spiller den kommende reform af pædagoguddannelsen en afgørende rolle. Reformen giver bedre muligheder for differentieret undervisning, så vi både kan fastholde høje faglige krav og tage højde for de studerendes forskellige forudsætninger.

Jeg er enig med Pernille Arentoft Juhl i, at rekrutteringskrisen ikke løses ved at slække på kravene. Men vi skal være bedre til at møde de studerende, hvor de er – og samtidig insistere på, at fagligheden skal kunne ses og mærkes. Det fortjener de. Og det fortjener de børn, unge og borgere, de senere skal gøre en forskel for.