Københavns Professionshøjskole afbryder alt samarbejde med Rusland og Belarus
Vi fordømmer den russiske invasion og sender en støtteerklæring til vores samarbejdspartnere i Ukraine, siger rektor Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole
3. marts 2022
Den russiske invasion af Ukraine får nu konsekvenser for Københavns Professionshøjskoles samarbejde med Rusland og Belarus. Københavns Professionshøjskole har valgt øjeblikkeligt at indstille alt uddannelses- og vidensamarbejde med Rusland og Belarus, fortæller rektor Stefan Hermann.
”Det er tragisk at være vidne til den russiske fremfærd i Ukraine. Vi aflyser alle KP-ansattes planlagte besøg i Rusland og Belarus og stiller samtlige samarbejdsaftaler i bero”, siger Stefan Hermann.
Det betyder blandt andet, at Københavns Professionshøjskole ikke vil modtage deltagere fra Rusland til International Week 2022, der finder sted den 4. – 6. april.
Københavns Professionshøjskole sender samtidig en støtteerklæring til vores samarbejdspartnere i Ukraine, som i disse dage og uger gennemgår en uvirkelig tid. Det drejer sig blandt andet om det pædagogiske universitet i byen Poltava i den østlige del af Ukraine.
”Vores læreruddannelse har en stærkt og mangeårigt samarbejde med universitetet i Poltava. Deres rektor har været til vores internationale dage flere gange, og der har også været ukrainske studerende fra Poltava på vores læreruddannelse. Vi ønsker at udtrykke vores solidaritet og støtte og sender derfor den dybeste medfølelse til vores gæstfrie venner og medmennesker i Ukraine”, siger Stefan Hermann.
For yderligere oplysninger:
Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole, tlf.: 26 13 73 97
Læs pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet