Gå til indhold
Laurits Rauer Nielsen

Katastrofeberedskabet er for vigtigt til at blive overset

Kronik i Kristeligt Dagblad den 11. august 2022 af lektor Laurits Rauer Nielsen fra katastrofe- og risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Med krigen i Ukraine har Europa fået en ny sikkerhedspolitisk dagsorden. For første gang i flere årtier har vi fået ikke bare et nyt fokus på Forsvaret, men også på det civile katastrofeberedskab, som ellers ikke har trukket opmærksomhed længe. Udviklingen af det danske katastrofe- og redningsberedskab har i de seneste årtier været præget af én gennemgående dagsorden; at høste fredsdividenden og sikre den økonomisk mest effektive drift. Forberedelse og øvelse af mere omfattende hændelser er gledet i baggrunden, og tiltagene for at engagere befolkningen i katastrofeberedskabet har været nedprioriteret.

Da coronakrisen ramte Danmark, havde vi ikke, som Finland, lagre af værnemidler til sundhedsvæsnet. Og vi havde ikke, som svenskerne, forberedt hele befolkningen på, at det kunne være nødvendigt at blive hjemme nogle dage, hvad enten det skyldtes ekstremt vejr eller en anden samfundskrise.

Når Folketinget, formentlig i sensommeren, skal forhandle et nyt forsvarsforlig, er det forventningen, at det civile katastrofe- og redningsberedskab også behandles. Økonomisk set er det en lille del af pakken – men det er uhyre vigtigt. Derfor er det også tid til at stille spørgsmålet: Hvilket katastrofeberedskab er det, vi ønsker os?

I Sverige planlægger og forbereder man i højere grad end i Danmark borgere og myndigheder på krigsrisiko. Det blev bemærket herhjemme, da svenske kommuner for nogle år siden blev instrueret i at have deres civile beredskabsplaner på plads. De svenske myndigheder omdelte også folderen ”Om krisen eller kriget kommer”, en vejledning til borgerne i at være forberedt i eget hjem. Nu tilpasses beredskabsorganisationen i Sverige også på højere administrative niveauer, så der ikke kan være tvivl om, hvilke myndigheder, der skal sikre beredskabsplanlægningen for samfundet forskellige sektorer.

Jagten på fredsdividenden er gået for vidt. Vores katastrofe- og redningsberedskab består af Beredskabsstyrelsen (staten) og de kommunale redningsberedskaber (brandvæsner). Siden 2015 er de kommunale beredskaber blevet samlet i kommunale selskaber (lidt ligesom forsyningssektoren) for at høste nogle stordriftsfordele, men nogle af selskaberne er allerede opløst igen, fordi kommunerne faktisk ikke ønskede sammenlægningen. Det tyder dog på, at selskabsdannelsen har fundet et leje, hvor der er tale om frivillige, frugtbare samarbejder, som vælges til, hvor kommunerne ser en fordel ved det.

Det siger sig selv, at selskabsdannelser (og opløsning af dem igen) har kostet kræfter, som ikke er gået til at servicere borgerne med professionelle beredskabsfaglige løsninger. Tilsvarende har statens redningsberedskab, Beredskabsstyrelsen, måtte bruge kræfter på jagten på en marginal besparelse.

Det er bekymrende, at Beredskabsstyrelsen har fået lagt funktioner over i Forsvarsministeriets koncernfælles tjenester. Det drejer sig blandt andet om systemer til at håndtere personale, materielindkøb, ejendomsdrift og så videre. Spørgsmålet er, om det gør mere skade end gavn for Beredskabsstyrelsen at blive serviceret af de samme driftsfunktioner som Forsvaret i den aktuelle situation?

Godt nok har Beredskabsstyrelsen og Forsvaret det til fælles, at de begge indkalder værnepligtige. Men Forsvarets og Redningsberedskabets kerneopgaver og operative virke er væsensforskelligt.

Forsvaret skal sikre statens eksistens på den lange bane og skal i princippet løse sin opgave ved sin blotte eksistens. Redningsberedskabet skal sikre borgernes liv og værdier NU OG HER. Hvis vi skal sætte et billede på, så løser Forsvaret sin opgave godt, hvis fremvisningen af et nyt krigsskib på Kulturnatten afskrækker rigets fjender – mens der ikke er nogen ildebrand, der går ud af sig selv, alene fordi der er åbent hus på brandstationen.

Det giver meget forskellige forudsætninger for hverdagens arbejde. For en brandmand er Forsvarets planlægningshorisonter uendelig lange – en brandbil er købt og slidt op igen hurtigere end nogen har taget stilling til, hvilke nye kampfly, der skal bestilles. Derfor er sammenblandingen af drift ikke særlig hensigtsmæssig ud fra andre logikker end den økonomiske besparelse. Tidligere blev Beredskabsstyrelsen serviceret af bl.a. Moderniseringsstyrelsen, som er vant til at servicere civile myndigheder, og når jeg taler med professionelle, der oplevede skiftet, fortæller de, at de tidligere løsninger virkede mere tidssvarende og egnede for et katastrofeberedskab.

Men hverdagen er én ting – noget andet er det mere principielle plan. Her er det også betænkeligt at blande det humanitære arbejde sammen med det krigsførende. Forsvarets driftsfunktioner er nemlig lovlige militære mål. Derfor er det også international standard, at katastrofe- og redningsberedskabet skal være klart adskilt fra militære organisationer for at undgå at kompromittere løsningen af den humanitære kerneopgave. Når katastrofe- og redningsberedskabet deler drift med Forsvaret, sætter vi den sikre drift over styr. Det gjorde juristerne i Udenrigsministeriets Folkeretskontor opmærksom på, allerede da Beredskabsstyrelsen i sin tid flyttede til Forsvarsministeriet i 2004.

En tredje overvejelse er, at redningsberedskabets nærmeste samarbejdspartnere på skadestedet er Politiet – skarpt forfulgt af den akutte del af sundhedsvæsnet. Hvorfor ligger redningsberedskabet egentlig ikke i Justitsministeriet i stedet for i Forsvarsministeriet? Det har brandvæsnerne gjort før, og det gør katastrofeberedskabet i Norge fx. Det er påfaldende, at det faglige ansvar for at udvikle retningslinjer for samarbejde ved ulykker og katastrofer ligger i Beredskabsstyrelsen, mens ansvaret for at koordinere samarbejdet i akutte situationer er Politiets. Da vi i 2020 under coronapandemien fik en Styrelse for Forsyningssikkerhed, fik den hjemme i Justitsministeriet – og forsyningssikkerhed er om noget en tværgående beredskabsfaglig problemstilling, som egentlig er Beredskabsstyrelsens område. Mon ikke noget kunne vindes ved at samle de myndigheder, der har ansvar for kriseledelse i ulykker og katastrofer samme sted?

Hvis vi skal tænke ambitiøst, skal vi have et egentligt Beredskabsministerium, der også kan rumme vores humanitære hjælp til andre lande i katastrofesituationer. Det vil læne sig op ad modellen i EU, som har vist sin klare styrke med en enorm humanitær indsats i forbindelse med krigen i Ukraine. Eller måske skal ansvaret lægges i Statsministeriet, hvor koordineringskraften er størst – der har dele af Beredskabsstyrelsens ansvarsområde ligget før. Det snævert tekniske fokus på stordriftsfordele i placeringen i det nuværende ministerium, Forsvarsministeriet, er ikke udtryk for et fokus på kerneopgaven: at afhjælpe ulykker og katastrofer. Det at være den lille i den store butik betyder, at det ikke er redningsberedskabets behov for fx fælles statsligt og kommunalt indkøb af slukningskøretøjer, der sætter takten.

Hvis vi ser os omkring til nabolandene, er der inspiration at hente, og det er naturligvis nu, hvor de politiske linjer for de næste mange år skal lægges fast, vi skal tage os tid til den eftertanke. Selv om katastrofeberedskabet er en lille økonomisk brik i det store Forsvarsforlig, fortjener det at stå i sin egen ret. Faktisk burde vi have et selvstændigt forlig om katastrofeberedskabet. Det ville styrke den demokratiske samtale med synlige og gennemskuelige prioriteter på området. For det er især gennem demokratisk inddragelse af befolkningen, vi kan afhjælpe egentlige katastrofeforhold.