Kære regering: Flyt ikke sygeplejerskernes studiepladser fra København til provinsen
Debatindlæg i Politiken Sundhedsmonitor den 22. april 2021 af Jesper Fisker, bestyrelsesformand for Københavns Professionshøjskole, Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Region Hovedstaden, kandidat til overborgmesterposten i Københavns Kommune og Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune
22. april 2021
Foråret er på vej, og vi kan så småt se en ende på den omfattende corona-krise, som i et år har holdt hele Danmark i et jerngreb – og i perioder presset vores sundhedsvæsen til det yderste.
Hovedstadsområdet har været hårdt ramt med smittetal og indlæggelser, og vi skylder vores hårdtarbejdende sundhedspersonale en stor tak. Ingen kan være i tvivl om, hvor katastrofalt det ville være, hvis vi ikke i fremtiden har det sundhedspersonale, der skal til for at håndtere både hverdag og pandemi.
Derfor er det en højaktuel og relevant problemstilling, når regeringen med indenrigsminister Kaare Dybvad (S) i spidsen nu vil sikre et Danmark i balance – med uddannelsespladser til hele Danmark. At det skal være lige så nemt at uddanne sig til eksempelvis sygeplejerske uanset, om man bor i Odsherred, Tønder eller København.
Det er en sympatisk dagsorden – men det er knap så sympatisk, hvis det handler om at fjerne uddannelsespladser fra hovedstadsområdet i stedet for at oprette nye uddannelsespladser i provinsen.
Det er alarmerende
Vi har i en del år haft store rekrutteringsproblemer i hele Region Hovedstaden, og ledigheden blandt sygeplejersker i hovedstadsområdet har siden 2014 været nede på sølle 1 procent. Hertil kommer, at udviklingen af det nære sundhedsvæsen har øget efterspørgslen efter sygeplejersker i kommunerne.
Det er særlig udtalt i Københavns Kommune, som har etableret højt specialiserede tilbud til borgere med eksempelvis stress, KOL, kræft eller demens. Et tilstrækkeligt antal sygeplejersker er en forudsætning for, at kommunen fortsat kan løse den opgave.
Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at der i perioden marts 2020 til september 2020 var 190 forgæves rekrutteringer af nye sygeplejersker til ledige stillinger til vores hospitaler og sundhedshuse. Altså 190 jobopslag, som aldrig endte med en ansættelse, selv om sundhedsvæsnet kører på pumperne. Og i Københavns Kommune var der i 2020 i gennemsnit 3,3 sygeplejersker, som søgte de ledige stillinger. Det er alarmerende.
Slet ikke nok studiepladser
Det er ellers ikke, fordi vi mangler engagerede og motiverede unge mennesker, der kan se sig selv arbejde som sygeplejerske i fremtiden. Hele 837 ansøgere i kvote 2 satte deres kryds ud for sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole som deres absolutte førsteprioritet. Det er en fremgang på 100 ansøgere i forholdt til sidste år.
Men hvis det går som sidste år, bliver mange af ansøgerne mødt af en ærgerlig afvisning – vi har nemlig ikke studiepladser nok. Selv om 1.230 studiepladser måske lyder af meget på papiret, er det slet, slet ikke nok i praksis.
Vi har derfor en klar opfordring til regeringen: Se på både demografi og geografi, når I flytter rundt på uddannelser i Danmark. Vi forventer 57 procent flere indbyggere over 80 år i Region Hovedstaden i 2030. Og så giver det jo ikke mening, hvis der alene oprettes flere uddannelsespladser i provinsen.