”Jeg vil arbejde med mennesker og gøre en forskel”
24-årige Josefine Fangel og 22-årige Yasmin Niazi havde tirsdag første skoledag på Københavns Professionshøjskole, og begge fremhævede sygeplejerskeuddannelsens store andel af praktik som en afgørende årsag til, at de er havnet på Campus Tagensvej
1. september 2020
Tekst: Journalist Michael Duus Andersen. Billede: Fotograf Asger Hunov
Der var travlhed og en smule nervøsitet på parkeringspladsen ved Tagensvej 86 på Nørrebro i København tirsdag morgen. Sygeplejerskeuddannelsen havde første skoledag for nye studerende, og med hele 1.230 optagne i dette studieår har uddannelsen aldrig været større. Vi fangede to af de nye studerende, lige efter de stillede deres cykler ved Campus Tagensvej.
”Jeg synes, at det er helt naturligt, at uddannelsen er meget populær. Sygeplejersker gør en stor forskel, og vi har jo lige set under coronakrisen, hvor vigtige de er for os alle sammen”, siger 24-årige Josefine Fangel.
Hun har længe overvejet at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen, men endte i første omgang at arbejde i nogle år samt læse Leasure Management på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde, før hun kunne mærke, at det virkelig var sygeplejerskeuddannelsen, som hun brændte for.
”Måske har det også holdt mig en smule tilbage, at man ofte hører historier om sygeplejersker, der har det hårdt på jobbet og tvinges til at gå på deltid for at hænge sammen. Jeg håber, at det bliver bedre, inden jeg bliver færdiguddannet. For selv om det er rart at vide, at der er et job, når man er færdig, så skal man også kunne holde til det”, forklarer Josefine Fangel.
For 22-årige Yasmin Niazi havde det stor betydning for studievalget, at næsten halvdelen af sygeplejerskeuddannelsen foregår ude i praktik.
”Jeg har det bedst med hurtigt at kunne afprøve de ting, som jeg har lært. Jeg kan ikke bare sidde og læse en masse i en bog uden at se, om det virker. Så jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud i praktik”, siger Yasmin Niazi.
Hun har længe vidst, at hun ville læse til sygeplejerske og har også en del venner, der i forvejen går på sygeplejerskeuddannelsen på Tagensvej.
”Jeg vil gerne arbejde med mennesker og føle, at jeg gør en forskel. Coronakrisen har ikke som sådan haft betydning for mit studievalg. Heller ikke at det lige blev denne sommer, at jeg søgte ind. Men krisen har været med til at vise alle andre, at sygeplejersker er en af de sejeste faggrupper i Danmark”, fortæller Yasmin Niazi.
Josefine Fangel og Yasmin Niazi drømmer om at komme til at arbejde i henholdsvis psykiatrien og som anæstesisygeplejerske, men er begge åbne for, at uddannelsen åbner andre døre for dem. I første omgang åbner de døren til Tagensvej 86, hvor 3,5 spændende år venter forude.
Fakta om sygeplejerskeuddannelsen
Med over 11.000 studerende er sygeplejerskeuddannelsen en af Danmarks største videregående uddannelser. Københavns Professionshøjskole er Danmarks største sygeplejerskeuddannelse, og vi uddanner hver tredje sygeplejerske i landet.
Uddannelsen tager 3,5 år, og 43 procent af studietiden foregår i praktik.
Du kan læse til sygeplejerske på Campus Tagensvej 86 på Nørrebro, Campus Hillerød og Campus Bornholm. Alle campusser har studerende fra andre uddannelser og flere af de sociale aktiviteter foregår på tværs.
Læs mere om sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole