Inklusion lykkes kun, hvis samarbejdet spiller

Af Rasmus Anker Bendtsen, videreuddannelsesleder på Københavns Professionshøjskole. Dette er en redigeret version af debatindlægget, som blev bragt i Folkeskolen.dk.

Skolelederforeningen har for nylig lavet en rundspørge hos kommunerne om, hvordan det står til med inklusionsopgaven i folkeskolens almenundervisning.

Undersøgelsen viser bl.a., at kommunerne i 65 pct. af tilfældene har indført en ’øget brug af mellemformer’ i inklusionsarbejdet. Mellemformer er pædagogiske metoder i undervisningen, der kombinerer tilgange fra både almen- og specialområdet. Det kan fx være to-voksenordninger og en undervisning, der imødekommer elevers særlige behov gennem inddragelse, forudsigelighed og fleksibilitet.

Mellemformer er ofte billigere og mindre indgribende end specialtilbud, og de giver mange elever med særlige behov både fagligt og socialt udbytte i en mangfoldig skole. Eleverne oplever, at de bliver værdsat som deltagere i skolens faglige og sociale fællesskaber. De oplever at blive mødt af voksne, der vil dem og ser deres ressourcer.

Men det er ikke nok at se på mellemformer som strukturelle ændringer.

Skal kommunerne lykkes med udviklingen af mellemformer og bedre inklusion på almenområdet, handler det også om et anerkendende børnesyn og om inkluderende samarbejde blandt de professionelle på skolen.

Kan du ikke bare styre dine følelser?

Et anerkendende børnesyn er ikke noget, man bare har, men noget man konstant må øve sig på og værne om som en vigtig værdi i skolens fællesskaber. Det er for let for en skoleleder at sige, at de på deres skole arbejder med et anerkendende børnesyn – for i praksis kan det forholde sig helt anderledes.

Alle, der har med børn at gøre, ved, at det nogle gange er svært, og de fleste har nok tænkt noget a la ”kan du ikke bare styre dine følelser og lade være med at ødelægge det, jeg forsøger at sætte i gang?”.

For det er en helt almindelig og menneskelig reaktion på, at noget ikke går, som man havde forestillet sig. Hvis voksne ikke kan eller har mulighed for at reflektere professionelt over deres egne følelser, reaktioner og antagelser, falder de ofte tilbage på at opføre sig på den måde, som der er kultur for, der hvor de arbejder. Det kan for eksempel være ved at irettesætte, ignorere, skælde ud eller glemme, at alle børn har ressourcer og en grundlæggende lyst til at deltage i sociale fællesskaber. Hvis de vel at mærke kan.

Det er svært at undervise sammen

At være to voksne i undervisningen kan være afgørende for inklusionsarbejdet, men det kræver, at de professionelle kan planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen sammen. Det lyder nemt, men det er faktisk svært at undervise sammen, når man som lærer har været vant til at være alene om klasseledelsen. Ineffektiv undervisning – hvor kun den ene lærer er aktiv, og den anden bliver en såkaldt radiatorlærer, er stadig udbredt. Ikke fordi nogen vil det, men fordi det kræver viden og øvelse at spille hinanden gode og udvikle undervisningen sammen.

Hvis ikke kommunen eller skolen prioriterer tid og opmærksomhed til opgaven og giver de professionelle kompetencerne, så vil de ekstra ressourcer, som mellemformer muliggør, ikke skabe bedre faglige og sociale deltagelsesmuligheder for flere elever i undervisningen. Så kan mellemformer udvikle sig til at blive en ny eksklusionsstruktur inden for den almene skole, hvor børn med særlige behov underkendes og lever på tålt ophold.

Mellemformer er et godt greb i arbejdet med at skabe en skole, der er mere for flere, men det lykkes kun, hvis samarbejdet spiller kompetent.