Gå til indhold
Portræt af Gry Segoli

Implementering af helhedspleje – mulighed for kompetenceudvikling og implementeringsstøtte

Ældrereformen stiller nye krav til medarbejdere og ledere i ældreplejen. Et samarbejde mellem KL, Danske SOSU-skoler og Danske Professionshøjskoler skal sikre, at medarbejdere og ledere i ældreplejen er klædt godt på til at gøre reformen til virkelighed. Der er afsat 23.7 millioner kr., der skal sikre efter- og videreuddannelse af medarbejdere og ledere i ældreplejen med fokus på ældrereformens omstilling.

Af Gry Segoli, regional projektleder og lektor på Københavns Professionshøjskole

Den 1. juli 2025 træder den nye ældrelov i kraft, og med den følger en markant forandring i ældreplejen. Mange kommuner arbejder intenst på at blive klogere på bestemmelserne i loven og ruste ældreplejen til de kommende ændringer. Helhedspleje bliver et centralt princip, der kræver organisatorisk omstilling, en ændring i samarbejdet på tværs af faggrupper og at plejen i endnu højere grader tager afsæt i borgerens individuelle ønsker og behov.

Ny model for visitation

Og der er nok at tage fat på: Der skal foretages en ændring af visitationspraksis, så ydelser fremover skal visiteres i forløb, der giver plads til løbende at justere i hjælpen uden at skulle forbi visitationen hver gang. Det kræver både en ny model for visitation, men også at medarbejderne i praksis får kompetencer til løbende at justere i plejen og omsorgen hos borgeren ud fra borgerens aktuelle ønsker og behov.

Samme leverandør til alle opgaver

Borgerne skal fremover have pleje og omsorg ud fra et princip om helhedspleje. Det betyder, at borgerne skal kunne få al hjælpen af en og samme leverandør, hvad enten det er en kommunal eller privat leverandør. Der stiller dels krav til de private leverandører, som hidtil har kunne byde ind på dele af opgaverne, men også for den kommunale ældrepleje kalder det på en ny tilgang, hvor borgernes behov for vedligeholdende, rehabiliterende og forebyggende tilbud bliver en del af plejen og omsorgen. Her bliver det nødvendigt at se på behovet for at indtænke flere fagligheder i ældreplejen, så helhedsplejen reels bliver ”en sammenhængende og tværfaglig indsats, hvor både praktisk hjælp, genoptræning af fysiske funktioner og støtte til psykisk og socialt velvære er centrale elementer”.

Implementeringsstøtte i en presset hverdag

Københavns Professionshøjskole tilbyder sammen med SOSU H forløb til kommunerne i Region Hovedstaden. Vi tilbyder en fleksibel og praksisnær implementeringsstøtte og kompetenceudvikling, der er målrettet kommunernes specifikke behov. Vores tilgang omfatter temabaseret kompetenceudvikling for både ledere og medarbejdere samt løbende sparring og supervision for lokale implementeringsgrupper. Vi lægger vægt på, at støtten tilpasses kommunernes pressede hverdag og kan implementeres uden at forstyrre driften unødigt. Ved at tilbyde korte og fokuserede moduler samt lokalt forankrede forløb skaber vi rum for kompetenceudvikling, selv under stramme tids- og ressourcevilkår. Samtidig arbejder vi på at sikre organisatorisk bæredygtighed, hvor nøglemedarbejdere og ledere trænes i at facilitere kulturforandringer og fremme teamudvikling, så kommunerne efter indsatsens afslutning selv kan fortsætte implementeringen og understøtte løbende udvikling og implementering af ældrereformen.

Som kommune og privat leverandør vil man kunne få et pakkeforløb, der er bygget op omkring en række indsatser:

  • To indledende møder med henblik på at identificere mål og retning for implementeringen, at sikre tydelige ledelsesophæng og implementeringsfokus, samt at afdække kompetenceudviklingsbehov. Afholdes fælles af Københavns Professionshøjskole og SOSU H
  • Netværksmøder, supervision og workshops med ledere og nøglemedarbejdere for at understøtte fokus på den kulturelle og organisatoriske forandring. Afholdes af Københavns Professionshøjskole.
  • Løbende sparring med implementeringsgruppen for at sikre fremdrift, sparring om de fokuspunkter, der måtte opstå undervejs og mulighed for justeringer og ændringer undervejs i implementeringsperioden. Afholdes af Københavns Professionshøjskole.
  • Kompetenceudvikling af social- og sundhedsmedarbejdere, hvor man kan få op til 3 differentierede og praksisnære forløb i AMU-regi, der er målrettet hjælpere, assistenter og ufaglærte. Afholdes af SOSU H.
  • Kompetenceudvikling af ledere og nøglemedarbejdere, der skal sikre et fælles fagligt fundament inden for de valgte udviklingsområder. Det kunne for eksempel være: ”Forandringsledelse”, ”Selvbestemmelse for den ældre på et fagligt grundlag” eller ”Tillidsbaseret ledelse”. Dette er blot et udpluk af et idékatalog, som vil danne grundlag for implementeringsstøtten. Afholdes af Københavns Professionshøjskole.

Kontakt mig, hvis du har spørgsmål

Gry Segoli

Gry Segoli

Lektor og regional projektleder

+45 51 63 27 24