Ida blev sorgrådgiver på bare seks måneder

Som pårørendevejleder på bl.a. 11 plejehjem havde Ida Willer Dahl i sit tidligere job daglig kontakt med efterladte og pårørende, og samtaler om sorg og død var en naturlig del af hverdagen.

Selvom hun gennem arbejdet kendte til dét at miste og gerne talte med borgere om døden, var det alligevel svære emner, som hun kunne føle sig fagligt usikker i: Hvad er det rigtige at sige lige nu? Siger jeg for meget? Siger jeg for lidt?

Behovet for nye kompetencer blev tydeligt og meget konkret for Ida, og hun talte derfor med sin chef om muligheden for at specialisere sig som sorgrådgiver – et forløb, der tager seks måneder. ”At forløbet kun tog seks måneder betød, at det var overskueligt, og det gjorde det nemmere at få et ja fra chefen”, forklarer Ida.

Nemmere at kombinere job og videreuddannelse

I dag er det lettere end nogensinde at kombinere arbejde og kompetenceudvikling, sådan som Ida gjorde. Fleksible undervisningsformer, som er nemme at planlægge arbejdet efter, og undervisning, der er tilpasset voksne med en travl kalender, har gjort opkvalificering og fagligt sporskifte til en reel mulighed. Ikke kun for de heldige, men for alle, der ønsker at skifte retning og få nye kompetencer på særlige arbejdsområder.

Nyt fagligt fundament på kort tid

Som uddannet sorgrådgiver har Ida fået et nyt fagligt fundament, som har klædt hende på til at vejlede kolleger, der er usikre på og måske undgår ’den svære samtale’ på plejehjemmet eller på hospitalet. For hvordan taler man egentlig om sorg? Hvad gør jeg, hvis ægtefællen bryder sammen?

“Jeg oplevede, at personalet på plejehjemmene var usikre på, hvordan man gjorde, når en pårørende havde mistet. Skal man tilbyde en samtale? Skal man kondolere? Den tvivl betød, at de måske undgik en bestemt stue. Det blev forklaret med privatlivets fred, men der var også en faglig usikkerhed til stede og en berøringsangst. Det er derfor, viden om sorg er vigtig. Det er vigtigt, at vi, der arbejder i sundhedsvæsenet, kan tage snakken med den sorgramte. Mange af os kommer jo ind i menneskers liv, når de lige har mistet”, fortæller hun.

Kende til sorgens mange ansigter

I dag ved Ida også, hvor svær sorg kan være at spotte for sundhedspersonalet, da den kommer til udtryk på forskellige måder. Nogle pårørende reagerer med vrede mod systemet eller mod en fagperson og kan blive misforstået af personalet som ’hende den besværlige’. En anden sorgreaktion kan være, at man isolerer sig i det daglige eller føler sig lammet. Uden et kendskab til sorg og sorgreaktioner kan man let overse, hvad det i virkeligheden handlede om: At personen sørger over, at et tab nærmer sig og ikke kan se en fremtid alene for sig.

”I sundhedsvæsenet skal vi være bedre til at genkende sorgens mange ansigter. Ellers får vi ikke øje på de pårørende, når de har mest brug for hjælp, eller vi fanger måske ikke borgere, som skal have ekstra hjælp og videre i systemet”, siger Ida, der er enig med Det Nationale Sorgcenter i at sorg er en stor, men ofte overset del af folkesundheden.

Idas eksempel viser, at et fagligt løft ikke behøver være hverken langvarigt eller uoverskueligt – nogle gange kan seks måneder være nok til at gøre en mærkbar forskel i hverdagen.