Hvor er den fritidspolitiske vision?

Skolepolitiske visioner står i kø i valgkampen. Det vidner om en stærk politisk vilje til at prioritere folkeskolen. Det er godt og rigtigt. Vi kan kun bifalde ambitionerne om at styrke nærheden mellem lærer og elev – enten gennem færre elever i klasserne eller flere lærere i undervisningen.

Internationale sammenligninger fra OECD viser da også, at de lande, der lykkes bedst med at sikre, at færre børn får udfordringer i almenskolen, er lande, hvor læreren spiller en helt central rolle – både i undervisningen og i arbejdet med at støtte eleverne. Men det kan læreren kun, hvis der er tid og rum til begge dele.

Der ligger derfor et vigtigt forsvar for fagligheden i, at ambitionen ikke blot handler om flere “voksne” i skolen, men om flere uddannede lærere. Samtidig aner vi en politisk vilje til at forene fokus på trivsel og faglighed og til at styrke meritlæreruddannelse, efteruddannelse og fastholdelse i lærerfaget.

Alligevel mangler der noget i debatten. Vi mangler alt det, der foregår efter middagstid. For børn er hele mennesker. Deres trivsel og læring formes ikke kun i skolen, men i hele deres hverdag.

Fritidspædagogikken er blevet gradvist udhulet

Danmark har i mere end hundrede år været et foregangsland, når det gælder børns fritidsliv. I fritidshjem og klubber har børn mødtes på tværs af alder og sociale skel og lært at indgå i fællesskaber, der er større end dem selv.

For mange børn har fritiden også været et sted, hvor de kunne lykkes, selv hvis skoledagen var svær. Nogle børn kæmper med det boglige eller med at finde sig til rette i klassens rammer. For dem har fritidslivet været et frirum, hvor andre sider af dem selv kunne få plads – i værkstedet, på boldbanen, i musikken eller i fællesskabet omkring en aktivitet. Her kunne de opleve mestring og tage den erfaring med tilbage i skolen næste dag.

Derfor er det bekymrende, at fritidspædagogikken gennem mange år er blevet gradvist udhulet. Siden indførelsen af SFO’erne er serviceniveauet flere steder blevet presset, blandt andet gennem højere forældrebetaling. Skolereformen i 2013 førte samtidig til færre ressourcer til fritidstilbuddene – ressourcer, som ikke for alvor er vendt tilbage, efter at skoledagen igen blev kortere.
Samtidig er fritidsområdet i stigende grad blevet trukket ind i skolens logik. Mange pædagoger bruger en stor del af deres arbejdstid i undervisningen eller i samarbejdsopgaver omkring skolen. Det kan være meningsfuldt – men det betyder også, at tiden til fritidspædagogikken bliver mindre.

Bemærkelsesværdigt fraværende i de politiske udspil

Konsekvensen er, at nogle børn i dag oplever færre steder i deres hverdag, hvor de kan lykkes. Det er et paradoks. For netop i disse år er der stor politisk opmærksomhed på børn, der mistrives eller har svært ved at finde sig til rette i skolen. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at fritidsområdet næsten er fraværende i valgkampens skolepolitiske udspil.

Det er ellers ikke, fordi området mangler politisk opmærksomhed. Folketinget har nedsat et bredt partnerskab om fritidsområdet, som sidste år har leveret en række anbefalinger til, hvordan kvaliteten i fritidstilbud kan styrkes – blandt andet gennem et tydeligere formål, et fælles pædagogisk grundlag og stærkere faglig ledelse. Men i valgkampen er fritidslivet for de +6-årige børn stort set forsvundet ud af den politiske samtale.

Hvis vi vil styrke børns trivsel og deltagelse i fællesskaber, må vi se på hele deres hverdag – ikke kun skoledagen. Folkeskolen er vigtig. Men børns liv slutter ikke, når klokken ringer ud.