Hverdagen i familien er løbet løbsk

Danmark har længe haft brug for en familiepolitik. Alligevel er det et emne, som meget få partier for alvor beskæftiger sig med. Når danske familier i dag skal indrette hverdagen, er de på egen hånd, og de kunne godt bruge en politisk håndsrækning til at få enderne til at mødes i en ofte temmelig presset dagligdag.

Om mindre end et år er det 20 år siden, at den daværende regering nedsatte Familie- og Arbejdslivskommissionen. Kommissionen fik i 2004 til opgave at finde ud af, hvordan de danske familier har det, og komme med politiske løsninger, der kunne sikre, at familierne kunne indrette hverdagen i spændet mellem familieliv og arbejdsliv bedre. Konklusionen var klar:

Familie- og Arbejdslivskommissionen har en vision om et fremtidigt Danmark, hvor arbejdsliv, familieliv og samfund skaber rum for, at børn får den opmærksomhed, nærhed og stimulering, som de har brug for.

Langt de fleste børn i Danmark har det godt. Men nogle gange kommer de i klemme, når opgaverne på jobbet trækker i os. Det kan knibe med at være der for barnet, når det har særligt brug for omsorg, for eksempel ved sygdom. Vi skal indrette rammerne for vores familie- og arbejdsliv på en måde, så der tages særligt hensyn til børnene. (Familie- og Arbejdslivskommissionen 2007, side 9)

Kommissionen kom derpå med 31 forslag, politikerne kunne arbejde videre med. Desværre led kommissionens anbefalinger under, at danske politikere også dengang var ganske lidt interesseret i det almindelige hverdagsliv i helt almindelige børnefamilier.

Selv om kommissionen måtte konkludere, at børnefamiliers hverdagsliv ofte var presset, og pegede på forhold, der kunne ændres, så politikerne ikke disse problemstillinger som politisk relevante. De måtte håndteres i privatlivets sfære. Samme år udgav Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender en pjece, der åbnede med ordene:

En vellykket familiepolitik giver familierne frihed til selv at tilrettelægge deres liv. Udgangspunktet er, at familierne kan og vil tage ansvar for sig selv og deres nærmeste. Samfundets opgave er at træde til med tilbud, der sikrer familierne valgfrihed og fri udfoldelse og giver tryghed for dem, der har svært ved at klare sig selv. (Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender 2007)

Den familiepolitiske retorik byggede således på en grundlæggende forståelse af, at forældre er frit vælgende, og når det knaser i en families hverdag, skyldes det, at forældrene ikke træffer de rette valg.

Politikernes opgaver var at sørge for valgmuligheder, mens forældrenes opgave var at træffe de rigtige valg og dermed tilrettelægge hverdagen på en måde, der var god for netop deres familie. For hvem kunne vide bedre end forældrene? Det forekom således ikke hensigtsmæssigt at lave en familiepolitik, der gik tæt på familiernes hverdag.

Selv om politikerne i en årrække talte, som om valget er frit, har danske forældre måttet sande, at der er knap så meget at vælge imellem.

Når vi i dag interviewer forældre, fortæller mange om et hverdagsliv, der er løbet løbsk. Med Hartmut Rosas begreber opleves den almindelige hverdag som uhensigtsmæssigt accelereret. Familier er i tidsnød, og selv om mange forældre er ganske effektive og planlægger og afstemmer hverdagens mange små processer, oplever de, at der mangler samhørighed og resonans.

Mange fortæller, at den almindelige hverdag er præget af en fornemmelse af aldrig at have tid nok til børnene og af ikke at have overskud til hinanden. Om at halse ud om morgenen efter at have afleveret børnene for dernæst at halse hjem igen om eftermiddagen for at kunne hente, inden det bliver alt for sent. Det kan være svært at navigere i og måske særligt hårdt, fordi mange politikere nok fortsat vil sige, at det er forældrene selv, der skal finde bedre løsninger i en kompleks hverdag.

Hvordan man ønsker at indrette sig, står jo én frit. Sådan er den dominerende politiske retorik, og sådan forstår mange forældre da også sig selv. De har simpelthen en fornemmelse af, at de bør gøre det lidt bedre, og det er dem, der ikke slår til, når hverdagen slår knuder. Når familietid og familieliv italesættes som en privat sag, peger pilen kun en vej, når det ikke hænger sammen: på forældrene. Men man glemmer indimellem, at langtfra alle forældre er så frit agerende, som vi siger, de er.

I 2015 undersøgte 3F, hvordan deres medlemmer oplever hverdagen i spændet mellem familieliv og arbejdsliv. Det er forældre, der arbejder på f.eks. fabrik eller værksted. Nogle forældre møder på arbejde kl. 6 eller 7, og en del har rullende arbejdstider og veksler mellem dag-, eftermiddags- og nattevagt.

Uanset hvordan arbejdstiden er placeret, oplever mange af de adspurgte forældre, at familietiden og hverdagen er fuldstændig underlagt arbejdslivets rytmer. Det sætter hverdagen med børn under pres. Det sætter familielivet under pres. På samme måde oplever en del forældre, at de ikke kan varetage deres børns behov, hverken når de trænger til lidt ekstra samvær i hverdagen eller ved sygdom.

Disse familier taler vi sjældent om, og i det politiske arbejde forsvinder de helt. Resultatet er, at familierne skal finde individuelle og akutte løsninger på noget, der kunne være et samfundsanliggende og dermed centrale familiepolitiske temaer.

Det betyder ret beset, at der i dag er uoverensstemmelse mellem familiernes oplevelser af, hvad der er relevante problemstillinger, der kræver politiske løsninger, og hvilke forhold i familiernes hverdagsliv som politikerne finder relevante.

Vil man etablere en reel familiepolitik i Danmark, må man derfor lægge ud med at afstemme med befolkningen, hvilke forhold i hverdagen med børn der kalder på, at der findes fælles løsninger, og man må stoppe den naive retorik om, at børnefamiliernes kvaler skyldes, at forældrene ikke træffer tilstrækkeligt gode valg.

Hvis arbejdstiden kolliderer med familielivet, og børns sygdom ikke lader sig håndtere inden for den gældende politiske rammesætning, kunne det meget vel være her, man skulle se nærmere på de faktiske forhold. Det kunne gavne både familier, der oplever sig fleksible i hverdagen, og i høj grad familier, for hvem der reelt ikke er noget at vælge imellem.