Her er syv pointer om bevægelse i skolen

Torsdag 23. januar var en række interessenter på skoleområdet på Christiansborg til en åben høring om implementeringen af de 45 minutters daglig fysisk aktivitet i folkeskolen.

Ønsket var at skabe overblik over udfordringerne med implementeringen samt at få input til, hvordan disse udfordringer kan løses.

Andelen af skoler, der ifølge skolerne selv lever op til kravet om 45 minutters fysisk aktivitet om dagen, ligger ifølge Dansk Skoleidræt på omkring 60 procent i gennemsnit, men med meget stor variation fra skole til skole. Om 60 procent er højt eller lavt afhænger nok af øjnene, der ser, men faktum er, at nogle skoler har svært ved at leve op til kravet om 45 minutters bevægelse for alle børn på alle skoledage.

Vi har et par pointer, som vi synes er vigtige i den forbindelse.

For det første er det vigtigt at tænke på hele skolen og hele skoledagen. Transport til og fra skole, pauser og frikvarterer, idrætstimer, bevægelse i fagene og understøttende undervisning er alle områder, hvor man med en målrettet indsats kan indføre mere bevægelse. Det er altså ikke den boglige undervisning alene, der skal trække 45 minutters bevægelse om dagen.

Det er vigtigt at tænke bevægelse som meget mere og andet end idræt. Faktisk vil vi foreslå, at man tænker lige så meget ‘krop’, som man tænker ‘bevægelse’.

I nogle tilfælde kan det f.eks. være brugbart at bruge kroppen til at sænke arousalniveauet igennem yoga eller mindfulnessøvelser. Her er det i højere grad kroppen og ikke bevægelsen i sig selv, der bidrager til at sikre gode forudsætninger for at komme godt igennem skoledagen. Bevægelse er også dans, friluftsaktiviteter, gamle lege og alt muligt andet.

En af udfordringerne med at få implementeret bevægelse, er at få skoleledelser og bestyrelser til at prioritere området. For at personalet kan arbejde målrettet med bevægelse og opleve indsatsen som legitim og vigtig for elevernes læring, trivsel og sundhed, skal strategier og politiker omkring bevægelse forankres i skolens ledelse.

Samtidig spiller også professionshøjskolerne en vigtig rolle for, at bevægelse integreres som en vigtig del af f.eks. pædagog- og læreruddannelserne, så nye praktikere møder professionerne med gode bevægelseskompetencer.

Åben skole og samarbejdet mellem skole og lokale foreninger er en vigtig del af reformen, og det har med rette været et område, som idrættens organisationer har brugt stor energi på siden reformen. Der synes at være stor enighed om, at potentialet i det gode samarbejde er stort. Dog mener vi, at man bør have det forhold med i overvejelserne, at foreningsidrætten kan have vanskeligt ved at inkludere alle børn, præcist ligesom bevægelse i skolen kan have det.

Lad os bruge de bedste elementer fra den frivillige idræt og dermed sikre, at eleverne møder de muligheder, der er i de lokale foreninger. Samtidig skal der dog være opmærksomhed på, at idrætten skal justeres og tilpasses, hvis den ikke kun skal fungere for de elever, der allerede er fysisk aktive.

Vi har, efter Vives rapport om skolereformens resultater og høringen i folketinget, et par steder stødt på argumentet om, at når reformen ikke har ført til højere testscore på elevernes faglige niveau, skulle det være et bevis for, at bevægelse ikke bidrager positivt til elevers læring. Denne tolkning mener vi ikke er korrekt.

For det første, når man tænker bevægelse, er der mange komponenter i reformen. Det er derfor vanskeligt at adskille, hvilke delelementer, der har effekt, og hvilke, der ikke har effekt på testresultaterne. Derudover viser fra Dansk Skoleidræt som nævnt, at kun 60 procent af danske skoler selv vurderer at de lever op til bevægelseskravet.

Denne relativt lave implementeringsgrad betyder, at man også må forvente et tilsvarende lavt udslag på en eventuel effekt. Endeligt skriver Vive i deres rapport, at implementering af bevægelse i skolen allerede var sat i gang på mange skole før reformen, og der for en del skoler derfor ikke er tale om en før/efter-sammenligning, men i stedet en status quo.

Evalueringen af en reform med høj kompleksitet egner sig ikke til en simpel undersøgelse af, om bevægelse har en effekt på læring. Dertil kræves projekter, der er specifikt designet til at undersøge dette.

Der er i vores øjne ingen grund til at tvivle på den forskning, der dokumenterer, at bevægelse brugt på den rigtige måde og implementeret ordentligt kan have en betydning for børns læring. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan være udfordringer med at finde gode og meningsfulde måder at bruge bevægelsen på – men vi mener, at bevægelse som didaktisk redskab kan bidrage positivt både til elevernes trivsel og læring.

Vores sidste og måske vigtigste pointe er ønsket om, at vi holder fokus på bevægeglæden. Vi vil gerne aflive det udsagn, at bevægelse per automatik bliver mindre motiverende og sjov, blot fordi bevægelsen bruges som et middel til noget andet – som f.eks. øget trivsel og læring.

Snak med eleverne, se på deres deltagelse (og ikke-deltagelse) og identificér de aktiviteter og undervisningsformer, der giver smil på læberne og deltagelsesmuligheder for alle. At bevægelsen også har en positiv effekt på en række parametre som sundhed, læring og trivsel, er nok oppe i tiden, men ikke det, der øger motivationen for bevægelse blandt eleverne i hverdagen.

Vi ønsker, at den kommende generation oplever bevægelse som noget naturligt og sjovt, der føles rart og givende, og som kan være med til at sikre et godt skoleliv for alle børn.