Gå til indhold
Tre sygeplejerskestuderende øver sig i rensning af sår

Gode praktikforløb får de studerende til at vende tilbage til arbejdspladsen

Debatindlæg i Altinget den 22. oktober 2025 af Anne Vang Rasmussen, rektor, Københavns Professionshøjskole, Jeppe Rosengård Poulsen, direktør, SOSU H, Lars Gaardhøj, regionrådsformand, Region Hovedstaden og Steen Christiansen, borgmester, Albertslund Kommune og formand for KKR Hovedstaden

En ny undersøgelse blandt 30.000 studerende og elever viser, at tre ud af fire oplever så gode praktikophold, at de vil anbefale deres praktiksted til andre. Det forpligter os alle til at tage rollen som meduddannere alvorligt.

Når vi spørger de studerende på Københavns Professionshøjskole og elever på SOSU H, hvordan deres praktik har været, er svaret opløftende: Tre ud af fire siger, at de har haft så gode oplevelser, at de vil anbefale deres praktiksted til andre.

Det viser en helt ny undersøgelse fra Strategisk Partnerskab om Uddannelse, der omfatter 30.000 studerende og elever på tværs af kommuner, regioner og uddannelsesinstitutioner.

Spørger man ind til, hvad der gør forskellen, er det ikke svært at få øje på: Det er oplevelsen af at blive taget godt imod og taget alvorligt.

Oplevelserne sætter sig

Det er pædagogstuderende, der ved et opstartsmøde får mødt deres kommende praktiksted i en tryg ramme og på den første dag i daginstitutionen bliver mødt af en engageret vejleder i garderoben.

Det er lærerstuderende, der står i et klasselokale med 8.A og får lov at prøve kræfter med undervisningen – velvidende at der er en erfaren lærer og vejleder i baggrunden, som bakker dem op.

Det er sygeplejerskestuderende, der første dag på hospitalet mærker, at kollegerne har tid til dem og faktisk ser dem som en del af holdet, og giver dem plads til både at lære og at bidrage.

Og det er social- og sundheds­elever, der i hjemmeplejen får lov at følge med ud til borgerne sammen med en erfaren kollega – som både giver plads til at stille spørgsmål undervejs og viser tillid ved at lade eleven tage små opgaver selv

Sådan nogle oplevelser sætter sig. De afgør, om man vender tilbage til campus med faglig stolthed og lyst til at fortsætte sin uddannelse – eller om man sidder tilbage med en følelse af at stå alene.

Selve rygraden i uddannelserne

Professionsuddannelserne og erhvervsuddannelserne er vekseluddannelser, hvor de studerende flere gange skifter mellem undervisning og praktik.

På sygeplejerskeuddannelsen foregår over 40 procent af uddannelsen i klinisk praktik. På læreruddannelsen står man allerede fra studiestart en dag om ugen i en folkeskole. Praktikken er altså ikke et supplement – den er selve rygraden i uddannelserne.

Derfor har vi som ledere af en professionshøjskole, en SOSU-skole, en kommune og en region en fælles interesse i at styrke kvaliteten af praktikopholdene.

Når praktikken fungerer, bliver de studerende bedre klædt på til jobbet, og sandsynligheden for, at de vender tilbage til arbejdspladsen efter endt uddannelse, stiger markant.

Vi ved også, hvad der virker. En god praktik kræver en bevidst indsats – for eksempel:

  • At de studerende bliver taget godt imod fra første dag.
  • At der er uddannede praktikvejledere, som har tid til at støtte.
  • At der er et læringsmiljø, hvor man både kan stille spørgsmål og få ansvar.

Det er ikke raketvidenskab – men det kræver prioritering i en travl hverdag. Og det kræver, at vi som kommuner og regioner bliver ved med at tage opgaven som meduddannere alvorligt.

Vi sender hvert år tusindvis af nye lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere samt social- og sundhedsassistenter og -hjælpere ud i job. Der er rift om dem, og ledigheden er lav.

Derfor skal vi hele tiden tænke over, hvordan vi kan gøre vores praktiksteder til de mest attraktive. For rigtig mange unge vælger deres første arbejdsplads netop dér, hvor de har haft et godt praktikophold.

Det er altså et stærkt udgangspunkt: Flertallet af de studerende er glade for deres praktik.

Men vi skal blive ved med at styrke kvaliteten, dele erfaringerne og fortælle de gode praktikhistorier, som muligvis ikke fylder mest i medierne, men som heldigvis er de mest udbredte.

Det er sådan, vi kan øge gennemførelsen i uddannelserne og sikre, at de unge også i fremtiden har lyst til at blive være en del af vores fælles velfærd.