Glemmer vi igen børnehandicapområdet, når vi vil forbedre velfærden?

Debatindlæg i Politikens Socialmonitor af Katrin Leicht Schnohr, lektor på videreuddannelsesområdet, Københavns Professionshøjskole.

Da regeringen i maj sammen med tre andre partier landede en kommende politisk aftale på handicapområdet, blev der sat en ny retning for den del af vores velfærd, som handler om at give mennesker med funktionsnedsættelser bedre trivsel og velfærd.

Med rammeaftalen i hånden skal politikere rydde op i bureaukratiet, så fremtidige sagsforløb kan blive mere smidige.

Jeg har en stor forståelse for den regelforenkling, som rammeaftalen ønsker på handicapområdet. Regler og komplicerede forløb, der ikke nødvendigvis gavner mennesker med handicap, er i dag en virkelighed, som mange rådgivere genkender.

Men set fra et børnehandicapperspektiv er vi så ved at begå samme fejl, som da barnets lov blev til? For ligesom barnets lov er den politiske aftale på handicapområdet udviklet til et større socialfagligt område uden at tage hensyn til, hvordan aftalens generelle præmis skaber udfordringer på delområderne, som for eksempel på børnehandicapområdet.

Problemer med at oversætte loven til børnehandicapområdet

Som underviser på videreuddannelsesområdet hører jeg ofte rådgivere stille spørgsmål såsom: Giver det mening at inddrage et barn med kommunikative og kognitive vanskeligheder i en sag, der alene handler om en medicinbevilling? Hvordan bruger jeg barnets lov i mit arbejde på børnehandicapområdet, så den er meningsfuld?

For børn og unge med handicap kan der være forhold, der vanskeliggør deres inddragelse. Her efterspørger rådgiverne viden i forhold til at tilrettelægge sagsbehandlingen, så den tager højde for at inddrage børn og unge med handicap på deres præmisser.

Spørgsmål går igen hos bekymrede forældre

Barnets lov har også efterladt forældre med bekymringer. Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet har registreret et stigende antal henvendelser fra forældre, der er usikre på, hvorfor deres barn nu skal inddrages i sagsbehandlinger.

Forældre mener ikke, at det er muligt at inddrage deres børn med funktionsnedsættelser i samtalerne, eller de ønsker slet ikke, at deres barn bliver inddraget i kommunens sagsbehandling. De er for eksempel bekymrede for, om den enkelte rådgiver vil forstå barnets udsagn for ’direkte’, og hvad oplysningerne vil blive brugt til. Kan misforståelser få uhensigtsmæssige konsekvenser for barnet og familien?

Nogle forældre undervurderer fordelen ved en øget inddragelse af deres børn, men mange forældre har en god vurdering af deres børns kompetencer. Det er derfor vigtigt, at der i sagsforløbene er plads til disse nuancer, så både børnene, de unge og deres forældre oplever de nye ændringer med barnets lov som meningsfulde.

Er der én rigtig måde at regelforenkle på?

Den politiske aftale på handicapområdet er sat i verden for at sanere bureaukratiske proceskrav, så rådgiverne får frigivet flere ressourcer til at være i dialog med de berørte børn og deres familier. Den skal brolægge en kortere vej fra bekymring til, at familierne oplever, at de får den hjælp, som de har brug for.

Det er værdier og intentioner, som jeg gerne vil gå forrest for. Men er der én måde at regelforenkle på? Eller skal vi regelforenkle på delområdernes egne præmisser?

Hvis vi skal i mål med disse intentioner, så må vi ikke begå samme fejl, som da barnets lov blev udviklet og skrevet ned. Vi skal være mere grundige, når vi undersøger de præmisser, der ligger bag en sagsbehandling på delområderne. Ellers kan vi risikere igen at skabe en virkelighed på handicapområdet, der gør rådgiverens arbejde mere kompliceret, og som gør familier til børn med handicap bekymrede.

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at vide mere om, hvad Københavns Professionshøjskole kan tilbyde af kompetenceudvikling på børnehandicapområdet? Så læs videre her:

Børnehandicap – Københavns Professionshøjskole (kp.dk)