Forstå følelser og regulering i et neuroaffektivt perspektiv

Forestil dig et barn eller en ung, der reagerer med voldsom vrede eller trækker sig og lukker helt ned, når kravene bliver for store. Eller forestil dig en borger med udviklingsforstyrrelser, som reagerer meget voldsomt, når dagens program bliver ændret. Det pædagogiske personale har forsøgt at imødekomme den slags situationer ved at lave klare aftaler med vedkommende om, hvad han eller hun skal gøre, når situationerne bliver for overvældende – men aftalerne ser ikke ud til at virke. Her kan viden om neuroaffektiv udviklingspsykologi være et vigtigt pædagogisk greb.

Relationen er afgørende, når hjernen lukker ned

Når et menneskes hjerne er i alarmberedskab, tager følelserne over, og så lukker hjernen ned for læring. I de situationer kan man ikke nødvendigvis genkalde sig aftaler eller strategier, som er lavet tidligere, og derfor kan det blive vanskeligt at følge de planer eller aftaler, som man har lavet med det pædagogiske personale. I stedet bliver relationen mellem barnet/den unge/borgeren og personalet afgørende, fordi det er igennem relationen, vi kan understøtte muligheden for følelsesmæssig regulering.

I socialpædagogisk praksis møder vi ofte mennesker, der kæmper med følelsesmæssig regulering. Det kan være mennesker med traumer, diagnoser eller udviklingsforstyrrelser, hvor små ændringer i hverdagen ser ud til at få store følelsesmæssige konsekvenser. Neuroaffektiv udviklingspsykologi giver os en dybere forståelse af, hvordan hjernen udvikler sig, og hvordan følelser kan være med til at styre adfærd.

De tre lag i hjernen

I den neuroaffektive udviklingspsykologi arbejder man med en metaforisk beskrivelse af hjernen som en treenighed, hvor de forskellige lag i hjernen udvikles og påvirker hinanden nedefra og op. Man kan forestille sig, at i det nederste lag befinder de autonome funktioner sig – det er vejrtrækning og sansning af impulser, men også kroppens alarmberedskab. I det midterste metaforiske lag, som bygger videre på det nederste, udvikles følelserne – her kobles kropslige erfaringer og impulser med bestemte følelser. I det øverste lag, som er den mest komplekse del af hjernen, udvikles refleksioner og abstrakt tænkning.

Når en person bliver bragt i situationer, som aktiverer alarmberedskabet – altså de autonome funktioner, så nytter det ikke at tale om regler, aftaler eller konsekvenser, som hører til i det øverste lag af hjernen. Der er i stedet behov for først at skabe ro og tryghed og dæmpe alarmberedskabet i det nederste hjernelag. Når vi forstår, hvad der sker i det andet menneskes hjerne, kan vi handle mere målrettet og forebygge konflikter. Det giver både dig og den, du hjælper, bedre muligheder for at lykkes.

Få her tre råd til, hvordan du og dine kolleger kan begynde at tænke den følelsesmæssige udvikling ind i jeres pædagogiske praksis.

Bliv klogere

Vil du vide mere om neuropsykologi og den neuroaffektive tilgang? Læs om muligheder for videreuddannelse her: