Gå til indhold
Sundhedsprofessionel med borger

Forskningsalliance skal gøre os klogere på samarbejdet på tværs af sektorer

Debatindlæg i Sundhedsmonitor den 18. juni 2026 af Jakob Harder, dekan, Mette Kreutzfeldt Zebis, forskningsleder, Ditte Jacobsen, forskningsleder og Marie Høyer Lundh uddannelsesleder, Københavns Professionshøjskole

Sundhedsreformen rykker en række sundhedsopgaver tættere på borgere og patienter. Det stiller nye krav til det tværsektorielle samarbejde og medfører nye ansvarsområder for de sundhedsprofessionelle. Med sundhedsreformen er dermed rejst en væsentlig debat: Hvis sundhedsreformen flytter opgaver tættere på borgerne, skal forskningen flytte med?

Vi er derfor glade for praktiserende læge Morten Haaning Charles og professor Niels Jessens forslag i Sundhedsmonitor om en forskningsalliance mellem hospitalernes fokus på sygdomme og den kommunale sundhedsindsats. Men de glemmer noget.

Forskning skal zoome ind på det tværsektorielle arbejde

Når en stor del af behandlingen i fremtiden skal ligge tættere på patienten eller i borgerens eget hjem, skal der etableres et tættere samarbejde og udveksling af data mellem kommuner, hospitaler og praktiserende læger. Forskningen skal derfor stille skarpt på noget andet end det, vi kender fra hospitalerne.

Patienter, der behandles i eget hjem, er ofte kronikere og ældre borgere med flere, langvarige sygdomme, som oplever mange overgange mellem hjem, kommune og hospital. De har derfor behov for sammenhængende og koordinerede forløb, hvor en bred vifte af sundhedsfaglige medarbejdere samarbejder.

Forskningsalliancen skal derfor zoome ind på, hvordan vi bedst tilrettelægger det tværsektorielle samarbejde, sikrer individuelt tilpassede forløb og bruger nye teknologier meningsfuldt til gavn for borgerne.

Vi mangler viden om organisering, teknologi og tidlig indsats

Hvis hr. Jensen har diabetes, KOL og er overvægtig, er både de pårørende, den praktiserende læge, hospitalet, den kommunale sygeplejerske og fysioterapeut inde over – hver med deres værdifulde blik. Det kræver et velfungerende samarbejde, så alle arbejder sammen, rollerne er klare, og intet falder mellem to stole.

Her er det hverken forskning i diabetes, KOL eller overvægt, der er den største mangel. Det er viden om forskellige fagligheder, organisering, teknologi, adgang til data, tidlig og individualiseret indsats samt pårørendes positive indflydelse. Forskning, som ligger uden for det klassiske kliniske forskningsfelt, men som har fokus på den samlede kvalitet i behandlingen og plejen, og som kan sikre den rette indsats til den enkelte borger.

Professionshøjskoler har stor erfaring i praksisnær forskning i borgernær sundhed

Når vi fra professionshøjskolerne blander os, er det fordi vi i mange år netop har forsket i borgernær sundhed – for eksempel hvordan vi målretter og tilrettelægger den tværprofessionelle indsats eller inddrager de pårørende. Professionshøjskolerne har også i fællesskab etableret NAMU (Nationalt center for anvendt forskning blandt ældre borgere i livet med multisygdom), der gennemfører praksisnær forskning i kommunale sundhedsindsatser til ældre borgere med multisygdom.

På professionshøjskolerne uddanner vi mange af de sundhedsprofessionelle. Den viden, vi skaber, kommer tilbage i uddannelserne og klæder dagens og fremtidens medarbejdere på. Derfor er det afgørende, at professionshøjskolerne har en central rolle i en ny forskningsalliance.

Vi skal også forske i innovation som de små forbedringer i hverdagen

Men ny viden gør det ikke alene. Der skal også innovation til, så vi skaber de små forbedringer i hverdagen. På professionshøjskolerne klæder vi fremtidens sundhedsprofessionelle på til at have kompetencer til innovation i praksis. Københavns Professionshøjskole er med i Innovation District Copenhagen, hvor uddannelsesinstitutioner, industri og forskningsmiljøer arbejder side om side om innovative teknologier i sundhedsvæsenet – og her skal vi også huske innovation i den borgernære sundhed.

Så tilbage til udgangspunktet:

Vi støtter fra Københavns Professionshøjskole helhjertet en national forskningsalliance. En sådan alliance skal sikre, at vi sammen bliver klogere på, hvordan vi på tværs af kommune, hospital og borgerens hjem kan organisere sammenhængende forløb for borgerne. Sådan en alliance vil vi gerne bidrage til – både med professionshøjskolernes forskning og i vores uddannelser.