Gå til indhold
Child draws on asphalt

Forsker om børn, skilsmisse og den bedste deleordning: Det handler ikke om matematik og statistik, men om noget helt andet

Debatindlæg bragt i Berlingske 26.1.25, af Anja Marschall, lektor og forsker på Københavns Professionshøjskole.

Endnu en gang debatterer vi børn og skilsmisse. Det sker med jævne mellemrum. I foråret blev diskussionen drevet af en undersøgelse, der mente at påvise, at 7/7-ordning er bedst for børnene. Nu er det et forskningsstudie fra ROCKWOOL Fonden, der viser det stik modsatte:

Ingen deleordning er entydigt bedre end andre, når man ser på børnenes trivsel.
Som skilsmisseforsker med fokus på deleordning og børns perspektiver hilser jeg altid nuancer i debatten velkommen. Alt for ofte reduceres diskussionen til konklusioner om, at skilsmissebørn klarer sig dårligere, og at deres forældre skal tage sig sammen. Men den slags forsimplede analyser gør os ikke klogere på, hvordan vi kan støtte børn med det, som de reelt kæmper med i hverdagen efter en skilsmisse.
Det handler ikke om tal og fordelingsnøgler, det handler om relationer.
Mange undersøgelser af børn og skilsmisse baserer sig på matematik og statistik. Tallene kan afdække mønstre og tendenser på befolkningsniveau, men de fortæller os ikke så meget om, hvad det betyder for børn at leve i dobbelte loops mellem to forskellige hverdage.

To eksempler
Når vi følger børnene nysgerrigt og prøver at forstå, hvordan deres hverdag leves mellem mor og far, ser vi det arbejde, børn er på for at få deres liv til at hænge sammen. Overgangene mellem de to hjem indebærer en kontinuerlig reorganisering med mange hverdagslige forskelle, som barnet må navigere i og håndtere.
Det gælder både de praktiske forskelle på, hvad man må og skal hos henholdsvis mor og far, men også og især den følelsesmæssige opgave med at pleje og vedligeholde relationen til en forælder, man midlertidigt er adskilt fra.
Hvis vi vil forstå, hvad der er på spil for børn, må vi forsøge at begribe verden, som den stiller sig for dem dér, hvor de befinder sig og tager del.
Forskellene mellem de to hjem kan umiddelbart virke som bagateller, hvis forældrene ellers samarbejder, men de påvirker børns forståelse af sig selv.
For eksempel når 12-årige Holly skal i seng klokken 20 hos sin far, der vægter søvn højt, mens hun hos sin mor selv styrer sin sengetid.
Eller når otteårige Elliott og hans lillebror den ene uge bor hos deres vegetariske mor og den næste uge hos deres far, der elsker kød. Disse forskelle har betydning for, hvordan børn kan forbinde deres hverdage på tværs af to hjem til en rimelig sammenhængende livsførelse.

Savnet
Savn er en anden central dimension, som børn ofte står alene med.
Et af de børn, jeg har interviewet i min forskning, fortæller, at ét er hverdagslivets praktikaliteter, hvor forældrene et stykke hen ad vejen kan hjælpe gennem deres indbyrdes dialog og samarbejde, et andet er en oplevelse af at savne. Som Samuel på ni år beskriver det:
»Det er bare fordi, jeg synes, det er rigtig lang tid siden, jeg har været hjemme ved min far. Jeg vil rigtig gerne hjem til ham, men jeg gad altså også godt være hjemme ved min mor.«
Savn er en del af hverdagen for Samuel på dette tidspunkt i hans liv. Savn kan i statistiske undersøgelser ofte placeres under kategorien mistrivsel, men det er langt mere komplekst. Det handler om længslen efter en forælder, man har en stærk tilknytning til, og det kan ikke reduceres til et enkelt tal eller en kategori. Savn er samtidig dynamisk, det forandrer sig og ændrer karakter over tid og kræver opmærksomhed – ikke mindst fordi det er en hverdagspræmis for mange børn med to hjem.

Fokus på børnene
Mit mål med dette indlæg er ikke at diskvalificere statistiske studier af børn og skilsmisse. De er nyttige til at skabe overblik og identificere tendenser – og ikke mindst til at skabe opmærksomhed på området. Men de må ikke fjerne fokus fra børnene.
Vi har brug for at rette blikket mod det arbejde, som børn er på for at få deres deleliv til at fungere. Det kræver, at vi som forældre, professionelle og politikere lytter til dem og interesserer os for de dilemmaer og udfordringer, de oplever. En skilsmisse er en livsomvæltende begivenhed, der efterlader spor i børns liv. Disse spor kan vi kun forstå, hvis vi tager børnenes perspektiv alvorligt.
Børn kan godt have to hjem og trives, hvor det samtidig er vanskeligt og krævende, uanset hvordan tiden fordeles. Det er ikke fordelingsnøglen, der er afgørende, men hvordan livet i de to hjem faktisk leves.