Familiepolitikken mangler nysgerrighed

Vi synes at befinde os i en form for opbrudstid.

Mange børn og unge signalerer, at de har brug for noget andet end det, de i hverdagen tilbydes i daginstitution og skole. Flere forældre siger deres job op uden at have et andet på hånden. Det gængse setup med fuldtidsarbejde og familieliv fungerer simpelthen ikke for dem. Samtidig arbejder regeringen på en plan, hvor flere skal arbejde mere.

Diskrepansen mellem børne- og familielivet og arbejdsmarkedspolitikken er således til at få øje på. Vi har derfor brug for at genåbne samtalen om, hvilket samfund vi ønsker for vores børn, og være nysgerrige på, hvordan det almindelige hverdagsliv fungerer for vores børn, unge og deres forældre.

Sådanne debatter har der tidligere været politisk tradition for, og vi kan i den forbindelse lade os inspirere af børnepolitiske samtaler, fora og tiltag, som f. eks. da Socialministeriet nedsatte ‘Udvalget om børns dagligdag’ i 1986, og året efter oprettede ‘Det tværministerielle Børneudvalg’ (et embedsmandsudvalg) og ‘ Regeringens Børneudvalg’ (et ministerudvalg).

Det tværministerielle Børneudvalg og Regeringens Børneudvalg var begge med til at sikre børne- og familieperspektiverne i dansk børnepolitik frem til 2001.

Det var især Det tværministerielle Børneudvalg, der i slutningen af 1980’erne tillod sig at være nysgerrige på, hvordan det stod til i det helt almindelige børneliv.

Det var en interesse, der – meget anderledes end vi ser børnepolitikken i dag – var undersøgende og spørgende i forhold til at få informationer om, hvordan de danske børn havde det. Det handlede om vilkårene i børnelivet og om forholdene i hverdagen.

Som Børnekommissionen (der blev nedsat i 1974 og afgav hovedrapport i 1981) havde fundet det allerede i begyndelsen af 1980′ erne, fandt Det tværministerielle Børneudvalg i første halvdel af 1990′ erne, at danske småbørns hverdagsliv var tilrettelagt uhensigtsmæssigt. Børnenes hverdag var presset. Udvalget satte blandt andet fokus på, hvor meget tid små børn tilbragte i deres daginstitutioner, og dermed også balancen mellem børnenes tid ude og hjemme.

I 1994 igangsatte man fra politisk hold en kampagne, hvor danske børn blev bedt om at fortælle med ord eller tegninger, hvad der var et godt børneliv. 3.300 børn svarede, og besvarelserne blev samlet i udgivelsen ‘ Sæt ord på dit liv’ (Børnerådet 1996). Forordet heri har overskriften: »Når børn bliver synlige«, og det var netop dét, der var den erklærede hensigt.

Som daværende formand for Børnerådet, Frode Muldkjær, udtrykte det: »Denne bog indeholder stærke udsagn, som kan være voksne til stor hjælp, når de på alle planer skal prøve at skabe en god opvækst for børn« (Børnerådet 1996, s. 5).

Nysgerrigheden på betingelserne for at være barn og familie i Danmark har vi altså haft. Denne nysgerrighed bør vi genvække.

Når opmærksomheden på børne- og familielivet er tilbage på de politiske slagmarker, skal vi øve os på at lytte. Selv om danske politikere faktisk var nysgerrige på, hvordan det stod til i børnelivet op igennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne, blev politikken aldrig rigtig børne- og familiesensitiv.

Børne- og familiepolitikken har i årene efter primært handlet om, hvad man fra politisk hold vil med børnene – f. eks. at de skal lære mest muligt – og hvad man vil med forældrene – f. eks. at de skal bidrage mest muligt til arbejdsmarkedet – og ikke om, hvordan det opleves at være barn eller forælder i Danmark – f. eks. at man oplever at blive presset på tid og overskud.

Når vi i den kommende tid genåbner samtalen om, hvilket samfund vi ønsker for vores børn og familier, skal vi derfor gøre os umage med at lytte. Vi må overveje, hvordan viden om, hvordan det knirker i hverdagslivet, kan være afsættet for at skabe en bedre politik og derfra en bedre hverdag for flere børn, unge og familier.