Gå til indhold
Dekan Jakob Harder

Faldende ansøgertal til læreruddannelsen truer skolernes faglighed i Hovedstadsregionen

Debatindlæg i Frederiksborg Amts Avis den 7. juli 2022 af dekan Jakob Harder fra det Lærerfaglige Fakultet, Københavns Professionshøjskole

Ansøgningsfristen for kvote 1 er netop overstået, og 738 ansøgere har sat kryds ved læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole som deres førstevalg.

Det lyder jo som et ganske pænt tal, men det er 98 færre ansøgere i forhold til sidste år – og faktisk det laveste ansøgertal til læreruddannelsen siden 2018. Og det er slet, slet ikke nok til at følge med den efterspørgsel, som vi oplever fra skolerne i hovedstadsregionen.

Konsekvensen er, at børn og unge i folkeskolerne i store dele af hovedstadsregionen ikke møder en voksen, der er klædt godt nok på til at tage sig af både klassens læring og – ikke mindst – de børn, der har særlig behov for støtte og omsorg. Fagligt og socialt. Det er ikke sådan, at folkeskolen skal være.

Alle børn, uanset postnummer, fortjener en skole med dygtigere lærere omkring sig.

Tal fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at hver sjette lærer i folkeskolen ikke er læreruddannet. Men tallet dækker over store geografiske forskelle, og her ser det særligt udfordrende ud i Nordsjælland, hvor knapt hver fjerde, der underviser i de nordsjællandske folkeskoler, ikke har en læreruddannelse.

Hver fjerde! Det er altså dybt bekymrende og også en af årsagerne til, at KP har taget initiativ til, at der i 2023 bliver etableret en ny læreruddannelse i Hillerød.

Jeg ved, at en lang række kommuner i Nordsjælland bakker op om den nye læreruddannelse i Hillerød og ser frem til åbningen til næste år. Det gør jeg også.

Men jeg vil gerne minde de lokale politikere om, at en læreruddannelse tæt på i sig selv ikke skaffer flere lærerstuderende. Vi oplever tværtimod, at studenter i hovedstadsregionen i langt overvejende grad styrer uden om professionshøjskolen og direkte på universitetet i København.

KP har et ansvar for, at læreruddannelsen tiltrækker flere unge. Men også kommunerne har et stort ansvar for den vejledning, der foregår for de unge, og for at lærergerningen har attraktive udviklingsmuligheder med efteruddannelse og særlige udviklingsfunktioner.

Politikerne på Christiansborg forhandler i øjeblikket om en ny læreruddannelse, der forhåbentligt kommer til at sikre en læreruddannelse med flere undervisningstimer og styrket praktik.

En bedre læreruddannelse vil i sig selv også kunne tiltrække flere stærke lærerstuderende. Det håber jeg inderligt, at Christiansborg under vores børn. Og at kommunerne vil bakke op om som attraktive praktiksteder og arbejdspladser for de lærere, der nu har søgt ind på læreruddannelsen på KP.