Gå til indhold

Fælles forberedelse på kriser får os bedre igennem

Kriseparathed skal også handle om, hvordan vi hjælper hinanden - og ikke kun vores hjemmeberedskab. Ny forskning viser nemlig, at danskerne i høj grad regner med at blive reddet af myndigheder, som egentlig ikke er forpligtet til at hjælpe og får travlt med at tage sig af andet, hvis en krise rammer. Der er brug for klar ansvarsfordeling og stærkt samarbejde mellem borgere og myndigheder og fælles prepping i civilsamfundet, lyder det fra to katastrofeforskere fra Københavns Professionshøjskole.

Når stormflod, strømnedbrud og andre kriser rammer danskerne, regner vi i alt for høj grad med, at kommunen eller beredskabet kommer og hjælper os.

Men det nye trusselsbillede, der er opstået i kølvandet på klimaforandringer og krige, tvinger måske danskerne til at få de hænder, de har siddet ganske godt på, op af lommerne og forberede sig på kriser i fællesskab.

International forskning viser nemlig, at samfund, der står sammen lokalt, har de bedst mulige forudsætninger for at klare sig godt igennem kriser.

Det fortæller Nina Blom Andersen, der er forsker og ekspert i risiko- og katastrofehåndtering ved Københavns Professionshøjskole, og som netop har afsluttet et projekt, hvor borgere på Frederiksberg har givet deres perspektiv på håndtering af fremtidige skybrud. Projektet er en del af et stort EU-projekt, som handler om at styrke resiliensen i katastrofer.

Det er under halvdelen i undersøgelsen, der mener, de selv har et ansvar for at hjælpe og informere naboen, hvis der kommer et skybrud eller drikkevandsforurening. Det kan godt bekymre mig lidt
, Docent og forsker på Katastrofe- og risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

For hvis der sker fx et strømnedbrud eller en vandforurening, vil kommunen få travlt med at tage sig af egne institutioner som fx hospitaler, plejecentre eller hjemmeplejen.

”Dem, jeg bekymrer mig om, er dem, vi lidt abstrakt kalder de ressourcesvage borgere, som kan have brug for hjælp uden at være registreret i et system. Og så vil der også være nogle ressourcestærke borgere, som bare ikke synes, myndighedernes anbefalinger om hjemmeberedskab er nødvendige at følge eller relevante for dem. Som samfund har vi vænnet os til at have et redningsberedskab, der har den kapacitet og professionelle kapacitet, der skal til for at hjælpe os. Når samfundet så pludselig rent ressourcemæssigt skal omlægge arbejdet, bliver der prioriteret anderledes i, hvem der får hjælp. Et skift i trusselsvurdering, kræver også et skift i ansvarsfordeling,” forklarer hun.

Travlt med madpakker og badminton

Nina Blom Andersen efterlyser, at myndighederne melder mere klart ud, hvad borgerne selv skal løse.

”Situationen er nu den, at enderne ikke altid kan mødes i forhold til at løse alle de mange opgaver i en krise, for der vil ikke nødvendigvis være nok ressourcer til at tage sig af dem. Men det er nogle mellemregninger, som almindelige borgere ikke følger med i, for de har travlt med få hverdagen til at hænge sammen med madpakker, der skal smøres og børn, der skal køres til badminton. I den ligning er der brug for at myndighederne melder meget klart ud,” siger Nina Blom Andersen.

Hun peger også på, at den internationale forskning viser ret store forskelle i, hvem der kommer på banen hvor.

”Nogle gange er det fodboldklubben, andre gange lokallisten eller erhvervsklubben. Civilsamfundet kan ikke sættes på formel, men det har nogle andre processer og ressourcer, som kan sættes i spil. Jeg har en tro på, at hvis det kan lykkes i andre lande, kan det også lykkes her. Vi er bare ikke vant til det, fordi det ikke har været nødvendigt i mange år,” fortæller Nina Blom Andersen.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi parallelt med de nye husstandskampagner fra myndighederne også får kampagner om, hvordan vi hjælper hinanden
, Docent og forsker på Katastrofe- og risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Flere skal involveres mere

Samme efterlysning kommer fra Laurits Rauer Nielsen, der også forsker på Katastrofe- og risikomanagementuddannelsen og er ekspert i frivillighed og beredskab.

”Vi skal bruge de netværk og ressourcer, vi har. Det er fint med en minister, der stiller sig op og siger, hvad vi skal have fokus på, men det næste og mindst lige så vigtige skridt er, at vi hjælper hinanden og får borgerne involveret i at lave et lokalt beredskab,” siger Laurits Rauer Nielsen, der blandt andet har beskæftiget sig med, hvordan stormfloder kan håndteres lokalt og med hjælp fra frivillige.

”Vi har brug for at flere bliver involvereret mere i vores samfundsberedskab, og det er ikke gjort ved, at vi hver især forbereder os med forsyninger til 72 timer. Det kræver, at vi kan hjælpe hinanden og naboen, for med det trusselsbillede vi står overfor, er der ikke professionel hjælp til alle på samme tid,” siger Laurits Rauer Nielsen.

Hvad med dem, der ikke har plads eller økonomi til et solidt hjemmeberedskab eller står i en sårbar situation? Hvis alle dem, der kan hjælpe, hjælper hinanden, så har myndighederne flere ressourcer til at koncentrere sig om de andre, der skal hjælpes
, Lektor og forsker på Katastofe- og risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Smede mens jernet er varmt

Forskning i frivilliges involvering i krisesituationer viser, at danskernes krisebevidsthed generelt er – og har været – ret lav.

Laurits Rauer Nielsens peger på, at involvering af borgerne med fordel kan ske med udgangspunkt i aktuelle kriser og nærværende risici. Der skal kort sagt smedes, mens jernet er varmt.

”Aktuelle og nærværende kriser er et godt udgangspunkt for at få borgerne i tale. Det er, når vi oplever en aktuel fare, vi er mest optagede af at afhjælpe den. Det skal de professionelle beredskaber tage udgangspunkt i, når de gerne vil i dialog med borgerne om, hvordan de og myndighederne kan lave beredskab, både sammen og hver for sig. Opbakning fra autoriteter og ledere som borgmestre og ministre er meget vigtigt for de professionelles mulighed for at komme i dialog med borgerne, men det er mest effektivt at bruge kræfterne først, der hvor borgerne er opmærksomme på en risiko, som de gerne vil gøre noget ved ,” siger Laurits Rauer Nielsen.

Frivillige kan lede frivillige

Laurits Rauer Nielsen peger også på de psykologiske fordele i at ruste danskerne til ikke bare til at kunne klare sig selv, men også til at kunne hjælpe hinanden.

”Når vi mennesker oplever et problem, skal vi kunne gøre noget ved det. Det har vi det bedst med. Det er helt normalt, at vi gerne vil have kontrol, når vi oplever en krise. Den kontrol handler også om at kunne gøre noget for andre. Det giver det, man med et engelsk udtryk kalder empowerment – oplevelsen af at kunne handle sig ud af krisen og føle sig kompetent fremfor hjælpeløs. Det er i sig selv værdifuldt,” siger Laurits Rauer Nielsen.

”De professionelle skal beredskaber overveje, hvordan de kan involvere borgerne, og så at sige dele opgaverne med dem, hvor det er relevant. Det koster kræfter, så myndighederne kan med fordel tænke på at involvere civilsamfundsorganisationerne, så det bliver frivillige, der leder frivillige”.

Forberedt på kriser i fællesskab - eksperternes råd


Tænk ’Hvem er vi?’ og gå sammen i de fællesskaber, I har i forvejen

Det kan være andelsboligforeningen, grundejerforeningen, det lokale digelag, spejderklubben, sportsklubben, den lokale afdeling af Ældresagen eller barselsgruppen. I kender hinanden – og det betyder også, I kender hinanden, hvis der opstår en krise. Måske kan I få andre med, som ikke allerede er en del af netværket?

Tænk ’Hvad kan vi?’ og kig på lokale sårbarheder og ressourcer
Måske bor I et sted, hvor mange har små lejligheder og begrænset lagerplads – men til gengæld kan I lave et fælleslager af vand og skaffe en gasovn til at varme et fællesrum op. Måske ligger jeres lokalsamfund et sted, hvor der er stor risiko for oversvømmelser og brug for en evakueringsplan, eller der er langt til ambulancen, og I ønsker jer en fælles hjertestarter.

Kig på jeres fælles sårbarheder – og den kapacitet, I har til fælles. Hvem har plads i kælderen, hvem har mulighed for at køre bil? Brug de netværk I har på forhånd, som kan blive aktiveret og skab nogle netværk omkring de ting, I er fælles om; boligen, gaden eller landsbyen – og med blik for, hvem der er sårbare.

Tænk de nye vaner ind i de vante rutiner
Det er nemmere at lade beredskabshåndteringen indgå i det daglige liv og den hverdag, der allerede er i fælles flow end at starte helt forfra. Brug fx den årlige sommerfest, juletræstænding og arbejdsdag til at få fyldt frisk vand på lageret og tjekke, at batterier eller nødstrøm virker.

Se også på hvilke ressourcer, I har i forvejen eller kunne anskaffe til flere formål. Den fælles gasgril I bruger til sommerfesten, kan bruges til at koge vand og lave mad på i en krise. En regnvejrstønde i fx en fællesgård kan samle vand til blomstervanding i hverdagen – og til hygiejnebrug som håndvask og toiletskyl i en krisesituation.

Projektet ’Borgernes forståelser af skybrud og andre beredskabshændelser samt forventninger til kommunikation i Frederiksberg Kommune’

Københavns Professionshøjskole har fra 2020-2023 deltaget i EU Horizon 2020 Research and Innovation Programme, projektet LINKS “Strengthening links between technologies and society for European disaster resilience”
De danske projektdeltagere har i udgangspunktet haft fokus på risikoen for skybrud og på muligheden for at styrke kommunikationen mellem myndigheder og borgere for at øge samfundets mulighed for at komme sig ovenpå kriser og hændelser.

 

Nina Blom Andersen

Docent

+45 23 73 33 83

Laurits Rauer Nielsen

Lektor

+45 51 38 06 03