Sorggrupper er ikke for alle børn
Få de vigtigste opmærksomheder fra Anne Suhrs afhandling, som kan bidrage med nuancer til den faglige samtale på arbejdspladsen om, hvordan I bedst håndterer børn og sorg.
6. februar 2024
Som pædagog eller lærer i folkeskolen eller fritidsklubben vil du med stor sandsynlighed møde børn og unge, der oplever kriser eller sorg. Det kan være som følge af en skilsmisse med mange konflikter eller efter et dødsfald i familien. At miste en person, man holder af, er noget af det sværeste, man kan opleve i livet – og det gælder selvfølgelig også for børn.
Sorggrupper for børn vinder frem
Med et ønske om at hjælpe børn og unge gennem svære perioder tilbyder flere og flere skoler og institutioner samtale- og sorggrupper. Grupperne ledes typisk af lærere, pædagoger eller andre ansatte, som støtter børnene i at sætte ord på deres oplevelser og følelser.
De er initiativer, som bliver tilbud ud fra et ønske om at hjælpe børn med at håndtere deres sorg eller krise ved skabe et rum, hvor de kan tale om deres følelser med ligesindede i institutionen og en pædagog, lærer eller sundhedsplejerske, der hjælper dem med at håndtere sorgen og guider dem igennem et forløb.
Selvom intentionen er god, er det vigtigt at huske, at ikke alle børn ønsker at tale om deres svære oplevelser i en sorggruppe. Og for nogle kan det være særligt svært, når gruppen ledes af en voksen, som de også møder i skolens hverdag.
Ifølge Anne Suhrs ph.d.-afhandling er der tegn på netop dette. Vi mangler en opmærksomhed på, at sorggrupper og samtalegrupper ikke er den rigtige løsning for alle børn. Ifølge afhandlingen skal vi være mere kritiske over for at give tilbuddet om samtalegrupper som en one size fits all-løsning til alle sorgramte børn og unge.
Dette ud fra et argument om, at det ikke er alle gode hensigter, der handler om at få børn til at dele deres svære følelser i grupper, som har en positiv effekt.
En af Anne Suhrs pointer fra ph.d-afhandlingen er, at gode intentioner også kan have skadelige effekter, som de involverede omsorgsprofessionelle ikke nødvendigvis har blik for i den gode sags tjeneste.
One size doesn't fit all
Børn håndterer sorg og kriser lige så forskelligt som voksne. Derfor bør vi som fagprofessionelle passe på med at antage, at samtale- og sorggrupper er den rette løsning for alle. Alle børn har brug for omsorg, men omsorg behøver ikke nødvendigvis at bestå i at tale om sorgen i en gruppe:
”Tendensen er en del af en terapeutiseringstendens i pædagogiske kontekster og betyder, at samtalegrupper for børn med fx skilte forældre og sorggrupper for børn i stigende grad tilbydes i de danske skoler og daginstitutioner. Men vi skal passe på med at tro og handle ud fra forestillingen om, at det fx altid giver problemer for børn, når mor og far bliver skilt.
Det er vigtigt, at vi forstår at ”one size doesn’t fit all”. Forstået på den måde, at børn er forskellige og deres måde at være i sorg og kriser på er forskellige. Det betyder, at man som professionel omsorgsperson også må have forskellige tilgange til børn i sorg og krise,” siger Anne Suhr, der er adjunkt på Københavns Professionshøjskole og står bag ph.d.-afhandlingen ’Sorggrupper i de danske skoler’.
Når du oplever en elev eller et barn i sorg
Anne Suhr kommer her med de vigtigste opmærksomheder fra sin afhandling, som kan bidrage med nuancer til den faglige samtale på din arbejdsplads om børn og sorg.
-
Børns sorg- og krisereaktioner er forskellige
Det er vigtigt, at børn og elever, der er i sorg eller krise, oplever, at de kan få hjælp og støtte fra de professionelle omsorgspersoner, som er omkring dem.
Men det er nødvendigt at være kritisk over for antagelsen om, at alle børnene har brug for at dele deres følelser i en samtale- eller en sorggruppe på skolen.
Børn er forskellige, og det er deres sorg- og krisereaktioner også. Nogle børn vil have gavn af at tale om deres følelser i en gruppe, mens andre børn ikke har ord for deres følelser.
Nogle børn får det dårligt ved at tale om deres allersværeste livsvilkår i en gruppe på skolen.
Det kan også være svært for et kriseramt barn at høre andre børn tale om konflikter, sygdom, selvmord og andres dødsfald.
-
Risiko for at få en uhensigtsmæssig dobbeltrolle over for barnet
I skal være opmærksomme på, at det kan være svært for børn at sige ”nej” til at deltage i en sorg- eller skilsmissegruppe, hvis skolens personale og forældre anbefaler det.
Personalet, der leder sorggruppen og/eller er pædagog i SFO’en eller klasselæreren for eleven, risikerer at få en uhensigtsmæssig dobbeltrolle over for barnet, som potentielt kan skabe dilemmaer for barnet.
Et ”nej” til deltagelse kan komme under pres pga. af en asymmetrisk magtrelation.
-
Fagetiske overvejelser
Det er vigtigt at forholde sig kritisk til det pædagogiske personales kompetencer mht. at fungerer som sorggruppeledere for børn i sorg og krise, hvis interventionen i gruppen handler om at bearbejde følelser.
Korte samtale- og sorggruppelederkurser for pædagogisk personale kan ikke erstatte en psykologfaglig eller anden langvarig terapeutisk uddannelse.
Der er nogle fagetiske overvejelser, I bør overveje.
-
Skolen eller institutionen som et frirum
Nogle børn ser skolen som et frirum, hvor de ikke ønsker at tale om deres sorg.
Dette skal ikke misforstås som om, at sorgramte børn ikke ønsker, at omgivelserne kender til deres sorg. Men børnene kan have brug for en anden form for omsorg end at blive tilbudt en sorggruppe.
Det kan være omsorg i form af, at det pædagogiske personale bidrager til at sikre et fokus på, at de sorgramte børn bliver en del af et trygt fællesskab med andre børn.
Eller personalet er opmærksom på, at børn i krise eller sorg får ekstra støtte til at klare lektierne, eller de har en fornemmelse af, at deres omverden godt kan forstå, at de kan gå ud og ind af sorgen/krisen i løbet af en dag.