En stille revolution på skole- og uddannelsesområdet?

Regeringsgrundlagets 63 sider er interessant læsning og har allerede været botaniseret grundigt. Hvor er det røde, hvor er det blå? Og hvad med det grønne? Sort-hvidt er det i al fald ikke.

Men bag scenen med kompromisser og genkendelige reformtiltag gemmer der sig nye mønstre, måske endda stille revolutioner og mere eller mindre uerkendte selvopgør på navnlig det skole- og uddannelsespolitiske område.

Her skal folkeskolen være mindre boglig, eleverne øjensynligt have færre timer, og medarbejdere, skoler og kommuner frisættes, som det hedder igen og igen. Erhvervsskoler skal prioriteres højere, gymnasierne være sværere at komme ind på og dermed blive mindre. Halvdelen af universitetsuddannelserne være kortere og SU’en trimmes.

Med andre ord næsten det stik modsatte af den uddannelsespolitiske konjunktur, som tog sin begyndelse i starten af 2000’erne og vandt bred tilslutning i Folketinget og i alle samfundets betydende eliter. Forhippelsen på vidensamfundet fra 2000erne er afløst af en alliance med det såkaldte Produktionsdanmark.

Hvor vidensamfundet var forbundet med en globalisering, hvor fabrikkerne flyttede til Kina og ”vi kan ikke blive kloge nok” er Produktionsdanmark knyttet til en ny protektionisme, der rimer på den nye forsvarspolitiske oprustning og forsyningssikkerhed.

Grænserne er tilbage, som Kaare Dybvad Bek gjorde en dyd ud af i sit opgør med de såkaldte 89’ere, der har dyrket grænseløs frihed og demokrati i et messiansk globalt perspektiv siden Murens fald i 1989.

Det hed ikke vidensdanmark, men netop mere abstrakt vidensamfund, og nu samles vi om netop Produktionsdanmark – blot for at antyde nationen, der jo både er land og by og ikke en abstrakt verden. Næsten en slags folkelighed med arbejde og forbrug som lejrbålet vi angiveligt skal lune os ved. Sådan kunne det se ud i træskolængder.

Spørgsmålet er ikke mindst, hvor det efterlader de uddannelser og professioner, som i høj grad bærer den borgernære velfærdsstat. Det er åbent spørgsmål. For det behandles stort set ikke i grundlaget. Og statsministerens nytårstale bekræftede indtrykket af, at velfærdens professionelle uddannelsesmæssigt forsvinder, når håndens arbejde stilles over for åndens, håndværkeren over for akademikeren.

Lad mig kort rekapitulere udviklingen de sidste tiår på skoleområdet, for ungdomsuddannelserne og endelig de videregående uddannelser.

Danmark får sig i efteråret 2001 et sputnik-chok. Danske elevers kompetencer i OECDs PISA-måling er på middelniveau inden for læsning, matematik og naturfag. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde allerede i valgkampen varslet fokus på faglighed og opgør med skolens ”kærlige slaphed” som Bertel Haarder (V) ofte yndede at udstille dansk pædagogik. Vi fik herefter pligtige nationale test, bindende trin- og slutmål, flere eksamensfag, uddannelsesparathedsvurderinger, krav om kommunale kvalitetsrapporter etc.

I det hele taget stribevis af politiske initiativer, der skulle sikre en mere faglig robust folkeskole, også for de svageste elever. Derfor blev ikke mindst dansk og matematik prioriteret højt af skiftende borgerlige regeringer.

Sideløbende hermed en løbende investering i undersøgelser og data, evalueringer og rejsehold, der sammen med evidensbaseret viden fra nye institutioner og forskningsinitiativer, skulle styrke kvalitet og effektivitet i grundskolen. Danmark skulle vinde i den globale konkurrence ved at være bedre, når de andre var billigere som Fogh sagde.

Der var tale om en videns- og kvalitetsdagsorden. Derfor blev uddannelse og forskning en hjørnesten i udviklingen af konkurrencekraften. Skolen blev indiskutabelt mere boglig og midlet var ikke mindst politisk styring og evidens. Den kærlige slaphed var groet i et decentralt styret og frisat skolevæsen. Den nye oprustning skulle fremme nationens konkurrencekraft tilsat nationalkulturel afstivning med en stribe kanoner.

Med folkeskolereformen i 2013 kulminerede denne udvikling på den ene side, og på den anden side lagde den kimen til en af de nye grundsten i udviklingen. Eleverne fik flere timer, ikke mindst udvirket gennem en betydelig forøgelse af lærernes undervisningsforpligtelse, som blev mulig med lockout og lovindgreb. Matematik og dansk blev de store vindere. Her lå 80 pct. af det betydelige timeløft. Lærerne skulle efteruddannes i stort omfang. Flere timer skulle være bedre timer.

Samtidig introducerede regeringen og forligspartierne nye elementer. Eleverne skulle trives bedre og der skulle måles på det og følges op, nationalt og lokalt. Det var den ene nydannelse, som er blevet standardkomponent i reformarkitekturen på særligt Undervisningsministeriets område (jf. reformerne af erhvervsskoler, gymnasium og FGU), men også en mærkbar dagsorden på de videregående uddannelser.

Det andet markante nybrud var, at det lykkedes Socialdemokratiet at komme igennem med en lighedspolitisk målsætning om at reducere betydningen af social baggrund. Det havde man drømt om siden Borgbjergs undervisningsministertid i 1930erne, men aldrig fået højrefløjen og de radikale med på.

Meget andet kunne nævnes, fx at fornyelsen af skolens faglige mål blev affattet som læringsmål, og fagenes mål i øvrigt i stigende grad forekom mere og mere abstrakte, ja akademiske. Skolen blev igen mere boglig selvom også andre elementer i reformen trak i anden retning (45 min. bevægelse, en ekstra musiktime fx).

Med strukturreformen gives gymnasierne bygningsmæssigt selveje fra 2007, slipper for amtslig kontrol og konkurrencen mellem dem sættes mere eller mindre fri. Taxameterstyring, der sikrer bevilling af midler efter antal elever, havde man i forvejen. Andelen af en årgang, der vælger en treårig gymnasial uddannelse fortsætter således med at stige efter strukturreformen.

Da jeg gik ud af Dalgasskolen i Skive i 1987, var det også finere at gå i gymnasiet end at komme i lære hos en speditør eller værktøjsmager. Men det var et mindretal, der gjorde det, og det akademiske var dermed ikke dominerende.

I dag er gymnasiet ikke alene finere, men også fuldstændig normsættende, fordi et stort flertal søger og tager en gymnasial uddannelse. Ingen reformer har for alvor kunne ændre dette billede. Hverken reformer af erhvervsuddannelserne eller de noget komplekse adgangsbegrænsninger, man lavede til det almene gymnasium i 2017.

Udbygningen af denne akademiske motorvej, altså de næste led, foretages tidligt i 2000erne. Det er som antydet ikke mindst Foghs regeringer, der står for den. Velfærdsaftalen fra 2006 laver med levetidsindekseringen af pensionsalderen et provenu på 42 mia. kr., der skal bruges på forskning, uddannelse og innovation. En slags omvendt ”Arne”. De fleste af pengene kaster man i forskning og innovation, men også i mere kvalitet for flere på de videregående uddannelser, der bliver flere og flere af i 2010erne på større og fusionerede institutioner.

Produktionen af ph.d.’er fordobles. Ikke mindst universiteterne fortsætter med at vokse og når små og mellemstore virksomheder ikke af sig selv ansætter akademikere, så laver man ordninger, der giver dem tilskud (videnpiloter og videnkuponer). Vi kan ikke blive kloge nok, som en uddannelses- og forskningsminister sagde. Viden er vejen til vækst. Fra tanke til faktura. 60 pct. skulle have en videregående uddannelse.

Vi får således en flersporet motorvej. PISA-ficering og bogliggørelse af folkeskolen, vækst i det akademiske almene gymnasium, massive investeringer i voksende universiteter. Ikke så underligt, at børn og unge, der i stigende grad omringes af bogligt uddannede mennesker, får en fornemmelse af, at det gode liv ligger for enden af en universitetsuddannelse som min kollega, rektor på Professionshøjskolen Absalon Camilla Wang, ynder at sige.

Den stille revolution kommer ikke med revolutionære bekendelser ved første morgengry. Den er ikke født med en grandios reformarkitektur. Den starter med de gradvise afpilninger af folkeskolereformen, der indvarsles halvandet år efter dens ikrafttræden. Færre timer og mere frihed til skolerne under Merete Riisagers periode som undervisningsminister fra 2016-19, hvor der i 2018 indgås forlig om en styrkelse af den såkaldte praksisfaglighed.

Uklar adgangsbegrænsning til det almene gymnasium kommer i 2017. Opbremsning i navnlig universiteternes optag med ledighedsbaseret dimensionering fra 2015, siden fulgt op med striber af tiltag. Løkkes smalle V-regering foreslår i 2016 en nedskæring af SU’en, men må opgive ævred.

Fra 2019 begynder Pernille Rosenkrantz-Theil som undervisningsminister at længes efter en folkeskole med mere praktisk indhold og et bredere dannelsesbegreb som det hed. Mere praksis, mere virkelighed og mere hurtig omsættelighed er nøgler i uddannelsespolitikken fra 2019. Det gælder bl.a. i den nye (og glimrende) læreruddannelse, som blev aftalt i 2022, men også i justeringerne af universitetsuddannelserne med bl.a. erhvervskandidatuddannelser tilbage i 2017 og 2018. Sådan kunne man blive ved.

Tendensen er klar: mindre boglighed, mere erhverv og praksis. Onde tunger vil sige, at her mødes arbejderisme med begunstigelse af erhvervslivet. Virkemidlerne: En ikke nærmere defineret frisættelse samt omprioritering. Læg mærke til: ingen bebudede investeringer eller vidtløftige tanker om kvalitet, men reformer og omlægninger, hvor penge flyttes fra en del til en anden.

De mange stemmer i det store akademiske kor argumenterer derfor også mest med konkurrencestatens logik: det samfundsmæssige afkast er stort af femårige videregående uddannelser, lyder det igen og igen på Twitter og i mediefremstød. Og femårige kandidatuddannelser vil der blive mindre af med regeringens planer, hvis de afkortes, og hvis gymnasiet indskrænkes og folkeskolen i videre omfang skal lægge mere vægt på praktiske fag.

Læg også mærke til, at vi for første gang i nyere tid får et regeringsgrundlag, der næsten ikke omtaler eller har ambitioner vedr. forskning og kvalitet, faglighed og dannelse, men mest tænker i relevans og arbejdsudbud – for Produktionsdanmark.

Den stille revolution sker ikke af sig selv og hvor langt den rækker er usagt. Den efterlader imidlertid offentligheden med en række ubesvarede spørgsmål. Det ene angår, hvad folkeskolen skal med sin nyvundne frihed. Er det bare frihed fra? Skal eleverne blot have færre timer i stedet for mange? Medarbejderne løsere tøjler?

Der er ingen omtale af den stabilt vigende tilslutning til folkeskolen. Det voksende inklusionsproblem i folkeskolen adresseres nærmest ikke, ligesom FGU’en, der blev sat i verden for at bidrage til at få de 45.000 unge uden uddannelse og job ind på sporet, heller ikke ofres én eneste linje. Ønsker man bare mere trivsel i stedet for præstationspres, eller har man skænket ideen om dannelse en tanke?

Det andet handler om den kolossale mangel på sygeplejersker og pædagoger, men i stigende omfang også skolelærere og socialrådgivere, som er en forudsætning for, at velfærdsstaten fungerer – ja endog for at erhvervslivet har gunstige rammevilkår.

Ses der bort fra SOSU’erne, som KL prioriterer über alles, er rekrutteringskrisen til de øvrige fag stort set ikke omtalt i regeringsgrundlaget, og regeringens tre partiledere synes i deres første mange udtalelser at have valgt en klar kurs i spørgsmålet: vi skal primært fastholde sygeplejersker, pædagoger etc. i faget gennem dels højere løn, dels færre regler. Læg hertil løfterne om privatisering og frit valg.

Her er således ingen uddannelsespolitiske løfter eller sigtepunkter, selvom optaget til disse uddannelser rasler stabilt ned. Den pædagoguddannelse som regeringen forberedte et løft af, som der var sat penge af til i ”Danmark kan mere 3”, nævnes ikke selvom langt de fleste partier i Folketinget aktivt har støttet en markant styrkelse af uddannelsen. Ej heller nævnes meritpædagog- og meritlæreruddannelserne, skønt de netop er nøgler til på kort sigt at få flere og bedre kompetencer på det brede pædagogiske område og i folkeskolen.

Måske håber man, at manglen på medarbejdere går væk af sig selv. En dag bliver ungdomsårgangene jo større. Men her forregner man sig i givet fald. Gennemføres en afkortning af halvdelen af universiteternes kandidatuddannelser vil det formentlig indebære, at flere unge end i dag fravælger en professionsbacheloruddannelse.

Med forslaget kan man på universitetet blive kandidat på fire år, få masser af praksis, høste prestigegevinsten, studere sammen med gennemsnitligt og formelt set dygtigere studerende, og man kan søge langt flere jobs, end man kan med en professionsbacheloruddannelse.

Verden åbner sig, endda på kortere tid, og i normførende omgivelser. Samtidig vil en adgangsbegrænsning til det almene gymnasium, der skal kanalisere flere unge over i erhvervsuddannelserne, alt andet lige indebære, at der vil være færre unge, der kan søge en videregående uddannelse, og dermed en af de store professionsuddannelser til fx sygeplejerske eller pædagog. Og det i en tid, hvor ungdomsårgangene bliver mindre.

Jeg håber selvsagt, at jeg har afluret regeringens analyse og strategi forkert, men jeg kan ikke få analysen til at se meget anderledes ud, når jeg læser regeringsgrundlaget, når jeg med utallige års erfaring i politisk afkodning lytter til udsagnene.

Bevares, der er også mange lyspunkter. Men ikke desto mindre: En offentlig sektor, der i fremtiden skal frisættes og løse opgaverne på et kvalitetsniveau, som politikere og borgere rimeligvis kan forvente, er helt afhængig af tilstrækkelig og kompetent arbejdskraft.

Ikke mindst hvis man vil frisætte er man dybt afhængig af medarbejdere, der kan bruge deres professionelle dømmekraft i mødet med borgeren; og det naturligvis langt mere, end når man snører alt ind i regler, rutiner og koncepter, der kan følges uden robust håndværk, et godt etisk kompas og analytisk formåen. Havde man lagt op til markante prioriteringer i den offentlige sektor, ville spørgsmålet muligvis se anderledes ud. Men det er der ikke mange tegn på i regeringsgrundlaget.

Hvis den stille revolution er et opgør med overfladisk akademisering og et stop for nidkær styring og bureaukrati bør det bydes velkommen lige som det er helt afgørende at styrke erhvervsuddannelserne. Men at stå sammen om Danmark er ikke kun at sikre Produktionsdanmark gode vilkår, men også at passe på og styrke de institutioner, som mere end noget andet holder nationen sammen demokratisk og kulturelt, økonomisk og socialt. Det gøres ikke alene med lønstigninger og færre regler.

Det afhænger helt og holdent af, at de er befolket og besjælet af dedikerede professionelle. De mangler i stigende grad derude. Og deres uddannelser i den grad i regeringsgrundlaget. Det er med andre ord ikke nok at have fokus på arbejdsudbud, men man er også nødt til at se på hvilke kompetencer, der er brug for og hvilke der kan undværes, digitaliseres eller hentes udefra.

Jeg håber, at regeringen her vil overraske positivt. Fraværet af en helhedsplan i regeringsgrundlaget, når det angår dette og andre nøgleproblemer er måske en invitation til, at vi andre kommer med gode ideer, kritisk og konstruktivt. Stykvise, adskilte reformer uden samlende eller sammentænkt perspektiv bliver nemt til slingrekurs og hoppen fra tue til tue med oppustet retorik. Det er nemmere, men virker dårligere.

Mit gæt vil være, at såvel professionshøjskoler som universiteter og de andre sektorer, fagforeninger og arbejdsgivere, studerende og medarbejdere og mange andre egentlig ville byde en ny sammenhængende tænkning og reformarkitektur fra regeringens side velkommen. Og ivrigt bidrage til den.