Docenter om ny uddannelse: Alt for ofte bliver quick-fix løsningen, når børn og unge har det svært

Debatindlæg bragt i Uddannelsesmonitor 19. 05.25

Af Crisstina Munck, Unni Lind, Ditte Maria Børglum Tofteng, Vibe Larsen, Helene Falkenberg og Mia Husted, docenter på Københavns Professionshøjskole

I det tidligere forårs buldrende nyhedsstrøm skete der noget, som få udenfor uddannelsesverdenen bemærkede, men som de fleste dog kommer til at mærke i fremtiden. Med en længe ventet reform af professionsuddannelserne, tog politikerne hul på det store arbejde, der ligger forude, med at sikre en bæredygtig fremtid for vores velfærdssamfund.

Med reformen blev der sat ord på nødvendigheden af kvalitet, praksisnærhed og relevans i uddannelsen af blandt andre fremtidens pædagoger, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker. Det er en lovende ambition. Med den fulgte også knap to milliarder kroner.
Der en god start på at nå de store mål, der er blevet sat.

Forhåbentlig kommer der tilmed løbende en investering i det lang seje træk med at håndtere de udfordringer, som også Trivselskommissionen pegede på i deres længe ventede rapport i vinter.

Hvor kommissionen efterlyste det, de kaldte en tidssvarende pædagogiske praksis, er vi som forskere og undervisere på den – snart nye – pædagoguddannelse dog mere lune på det, vi kalder for en problemsvarende praksis.

Quick-fix overser problemet

Alt for ofte ser vi nemlig, at quick-fix bliver løsningen, når børn og unge har det svært. I skoler, fritidstilbud og daginstitutioner bliver komplekse trivselsudfordringer mødt med simple, kompenserende tiltag. De skal løse problemet ’her og nu’.

Når vi f.eks,. følger tværfaglige møder, hvor børns trivsel i daginstitutioner drøftes, ser vi en tendens til, at bekymringer hurtigt oversættes til kompenserende løsninger. Børn, der har svært ved at finde fodfæste i børnefællesskabet, tilbydes sansekasser, kugledyner eller særlige skærmede aktiviteter.

Det samme er på spil i skoleverdenen. Elever, der har svært ved at navigere i de faglige og sociale krav i skoledagen, får støjreducerende høretelefoner, særlige pauser eller undervisning uden for klassen.

Tiltagene kommer ofte i bedste mening, men gennem dem opstår en risiko for at individualisere problemer, der i virkeligheden udspringer af sociale, relationelle eller kontekstuelle udfordringer.

I forsøget på at handle hurtigt og konkret, springes det mest centrale spørgsmål over: Hvad er det egentlig, barnet eller den unge forsøger at fortælle os gennem sin måde at deltage på – og hvad er det i omgivelserne, der gør det svært for barnet eller den unge at være med? Hvad er problemet?
Når vi tyr til quick-fix, før vi forstår problemet, risikerer vi at overse muligheden for at arbejde med fællesskabet og kollektive arenaer frem for blot individet.

De kompenserende tiltag handler ikke om manglende faglighed hos pædagoger og lærere. Tværtimod arbejder mange dygtige fagprofessionelle i dag under betingelser, der i stigende grad presser dem til at handle hurtigt og effektivt.

Krav om tidlig indsats og forventningen om at forebygge, før problemerne vokser sig større, kan gøre det vanskeligt at tage den nødvendige tid til at være undersøgende og nuanceret i forståelsen af, hvad der egentlig er på spil for barnet eller den unge – og for fællesskabet.
En travl hverdag med knappe ressourcer og store krav til dokumentation og evaluering kalder på konkrete løsninger, der retter sig mod individet. Ikke på grundige refleksioner og fælles pædagogisk udviklingsarbejde. Det er betingelser, der begrænser muligheden for at arbejde udforskende og kontekstuelt med børn og unges trivsel og deltagelse.

Men det er også et udtryk for, at vi med tiden har aflært os de langsomme løsninger, hvor mange deltager i længere drøftelser af problemets karakter, før vi begynder at løse.

Når ansvaret for børns trivsel individualiseres, skubber det samtidig blikket væk fra de fælles, offentlige rammer og velfærdsinstitutioner, som bør være det bærende fundament for børn og unges udvikling og dannelse.

I stedet kræver det en pædagogisk praksis, der hviler på professionel dømmekraft og evnen til at navigere i kompleksitet. Det står i skærende kontrast til de quick-fix-løsninger, der ofte dominerer den politiske dagsorden og den pædagogiske hverdag.

Problemsvarende pædagogik

Det vi har brug for i dag, er en problemsvarende pædagogik. En langsom pædagogik. Den handler om at styrke de institutionelle fællesskaber, hvor børn og unge ikke bare bliver mødt som enkeltindivider, men som en del af de større fællesskaber.

Ud med fokus på quick-fix og individuelle løsninger. Ind med daginstitutioner, fritidstilbud og skoler, der kan rumme den kompleksitet, som børn og unge lever i. Pædagogiske praksisser, der kan arbejde med børnene og de unge som kollektive grupper OG som individer. Det er en tematik, som vi og andre forskere indenfor feltet har peget på gennem flere år.

Trivsel, udvikling og læring er et fælles anliggende, der ikke kan løses af enkeltpersoner eller forældre alene. I stedet kræver det et kollektivt ansvar. Et ansvar, der formes af de betingelser, som skoler, fritidstilbud og daginstitutioner tilbyder fagprofessionelle i arbejdet med børnene og de unge.

Det er netop det, vi uddanner fremtidens pædagoger og fagprofessionelle til. De studerendes viden, kompetencer og faglige handlerepertoire er rettet mod at forstå og arbejde med de kollektive fællesskaber, børn og unge er en del af – både i institutionen og i den større sociale kontekst – og samtidig have blik for de aktuelle trivselsproblematikker.

Vi skal uddanne fagprofessionelle til at udvikle et problemsvarende beredskab, hvor de kan reagere fleksibelt og reflekteret i mødet med både almene og særlige problemer i børn og unges liv.

Det handler om at kunne tage hensyn uden at særliggøre og samtidig anerkende nogle børns udfordringer, uden at kategorisere eller udskille dem fra det fællesskab, de indgår i.

Det kræver både grundig teoretisk viden og solide praktiske erfaringer at håndtere den kompleksitet, der præger børns og unges hverdag. En pædagoguddannelse med høj kvalitet er det afgørende fundament for den udvikling.

Tid til at handle

Der er ikke brug for flere quick-fix. Hvis vi for alvor vil udvikle en problemsvarende pædagogik, må vi investere i de rammer, der gør det muligt for professionshøjskolerne at udvikle dygtige fagprofessionelle.

Det handler om at skabe uddannelser, der er drevet af nysgerrighed, forskning og tæt samarbejde med praksis. Og det handler om at sikre, at de studerende både får den nødvendige teoretiske ballast og de praktiske færdigheder til at navigere i komplekse og mangfoldige pædagogiske landskaber.

Samtidig kræver det, at vi som samfund fortsætter med at støtte op om de uddannelsesinstitutioner, der spiller en så central rolle i at forme og styrke vores velfærdssamfund.

Det indebærer et tæt og forpligtende samarbejde mellem praksisfeltet og uddannelsen, mellem pædagoger, studerende og undervisere. Dette kræver tid og faglighed. Det indebærer undervisning der både er professionsorienteret og forskningsinformeret.

Og det kræver undervisere der ikke blot kender til praksis – men er aktivt deltagende i professionsudviklings- og forskningsarbejdet i samarbejde med studerende og fagprofessionelle.

Nu går arbejdet i gang med at udvikle nye uddannelser, og vi ser frem til at skabe en problemsvarende pædagogik, der ikke blot reagerer på tidens udfordringer, men aktivt arbejder for en bedre fremtid for børn, unge og vores fælles samfund.