Der er masser af udkants-Danmark i København

I en årrække har man kunnet forstå, at Danmark var ved at blive revet midt over.

København løb med det hele. Der skulle derfor i første ombæring udflyttes statslige arbejdspladser, der typisk har mange akademiske medarbejdere. Det gjorde Løkkes regeringer i henholdsvis 2015 og 2018.

Den nuværende regering fulgte med en meget bred aftale i Folketinget i sommeren 2021 op på Lars Løkke-regeringens udflytning af uddannelsespladser i 2018, der var overordentlig godt finansieret i modsætning til regeringens plan fra sommeren 2021. Alle de fire store byer skulle nu reducere uddannelsespladser, så centraliseringen af Danmark kunne stoppe.

Man kan kun have sympati for ambitionen om et helt og sammenhængende Danmark, som regeringen har argumenteret standhaftigt for.

Der var i min optik en rimelig kritik af ideerne om, at fremtiden tilhørte den veluddannede, kreative klasse, der boede i de store byer, havde et globalt mindset, elskede multikulturalisme, innoverede i ny teknologi og eksperimenterede med deres livsformer.

En ny klasse, der jonglerede med symboler, dyrkede fitness om natten, nød den rene luft i et fritids-og arbejdsliv, der smeltede sammen, medens produktion, forurening og fysisk nedslidning flyttede til Kina og Indien. Bevares, det er sat på spidsen, men vidensamfundets mentalitet var en betydelig sociologisk og politisk tendens fra 1990′ erne og frem. Den tendens gør regeringen op med.

Den tager også livtag med et andet mønster, som den kalder centraliseringen af Danmark, som det bl. a. er sket i 2000′ erne med kommunalreform, domstolsreform, politireform, ændringer af sygehusstrukturen etc.

På det pressemøde i maj 2021, hvor regeringen fremlagde sin plan ‘ Tættere på’, understregede man, at det navnlig var de sidste tyve års centralisering, man ville stoppe og lave om på. En centralisering, der var foregået af uddannelsespladser, der nu skulle fordeles mere fair og sikre et Danmark i balance.

Urbanisering er ikke en naturlov, men politisk besluttet og kan derfor laves om, hvis man anerkender politikkens primat er melodien.

Den aftale, som regeringen og de fleste af Folketingets partier indgik i sommeren 2021, er endog meget kompliceret, selvom den overordnet har nogle enkle mål for de forskellige sektorer i de videregående uddannelser. Universiteterne, der har stort set alle deres studiepladser i en af de fire store byer, skal reducere deres optag her med op til 10 pct. inden 2030, enten ved at lukke eller udflytte.

Professionshøjskolerne, der ligger 38 steder i Danmark, skal fraflytte pladser på pædagog-, lærer-, sygeplejerske-og socialrådgiveruddannelser ud af de store byer i meget stor stil. Disse fire uddannelser udgør 20 pct. af det samlede optag på de videregående uddannelser.

Derudover skal professionshøjskolerne reducere eller udflytte al anden uddannelsesaktivitet med 10 pct. i de store byer. Endelig nedlægges på professionshøjskolerne stort set al aktivitet på engelsksprogede uddannelser, der tiltrækker mange udenlandske studerende. Det sidste rammer en række af mine kolleger meget betydeligt.

Den politiske aftale har mødt en del kritik – særligt efter kommunalvalget i 2021, hvor Socialdemokratiet tabte et betydeligt kontingent af vælgere i navnlig de store byer. Det meste af kritikken handler om, at universiteterne skal reducere deres optag i de fire store byer. Der, hvor de unge gerne vil bo, hedder det.

Lad mig tillade et andet perspektiv, der ikke så meget handler om, at mange unge gerne vil bo i en af de fire store byer; heller ikke om regeringens tiltag svækker væksten og forsyning af dygtige medarbejdere til den private sektor.

Ikke at jeg synes det er uvæsentligt, men som rektor for Københavns Professionshøjskole, der har en lovfæstet forpligtelse til at forsyne hovedstadsregionen med dygtige sygeplejersker, pædagoger, lærere, socialrådgivere, radiografer, jordemødre, bioanalytikere etc., er mit udgangspunkt et andet og mit fokus i høj grad på den offentlige sektor og dens rolle over for borgerne.

København er nemlig også udkant. Ja, hovedstadsregionen, som bebos af 1/3 af alle i Danmark, har de største uligheder, man kan forestille sig.

Alene i Storkøbenhavn har flere indbyggere end Region Midt. Der er områder med kolossal rigdom, enklaver med galopperende boligmarkeder og pragtfulde kulturinstitutioner.

Alene i Københavns Kommune, hvor der bor væsentlig flere end i hele Region Nordjylland, er forskellene markante.

Og de glemmes.

Hvem vidste f. eks., at i Bispebjerg-området, hvor der bor flere mennesker end på Lolland, er der en noget lavere gennemsnitsindkomst end netop Lolland. Eller at middellevealderen på Nørrebro kravler lige over niveauet i Rumænien.

Tag Aldersrogadekvarteret på Nørrebro i København. Der bor næsten lige så mange mennesker som på Langeland. 36 pct. har her grundskolen som højeste uddannelsesniveau, ledigheden er meget høj. Der er masser af ghettoer, og kriminalitetsniveauet er langt over landsgennemsnittet i Københavns Kommune. 9 ud af 10 kommuner med de fleste anmeldelser og sigtelser i straffelovssager ligger i hovedstadsregionen.

Hovedstadsregionen er med andre ord nok Danmarks vækstmotor, politiske centrum osv., men er også udkant, når det omhandler borgere med behov for støtte. Dem er der masser af.

Og få steder i Danmark mangler der så mange sygeplejersker som i Storkøbenhavn og hovedstadsregionen. Det samme, når det omhandler pædagoger og skolelærere.

Kun dele af Sjælland har så lav en andel af uddannede lærere i skolerne som kommunerne i den nordvestlige del af hovedstadsregionen.

Sidste år opslog Københavns Kommune 1.100 pædagogstillinger.

Kun halvdelen kunne besættes med en pædagog. Omtrent halvdelen af sygeplejerskestillingerne i Storkøbenhavn kunne i 2021 ikke besættes med en sygeplejerske.

Sådan kunne man blive ved. Samtidig bliver der langt flere plejekrævende ældre medborgere over 80 år. Alene i Ishøj Kommune fordobles antallet i 2030. Der bliver også flere små børn, der har brug for godt uddannede pædagoger og lærere i skolerne.

Velfærdsniveauet i et hovedstadsområde kommer imidlertid ikke primært til at afhænge af penge, men af uddannede medarbejdere, der trives og gør fyldest i deres gerning og dermed ikke forlader den, før tid er. Men de bliver færre.

For ansøgningstallet til lærer-og pædagoguddannelserne falder. På KP havde vi alene i efteråret 2021 omtrent 1200 ledige pladser på de to uddannelser. På sygeplejerskeuddannelsen er der fortsat flere ansøgere end pladser, men desværre ikke praktikpladser nok, selvom manglen på sygeplejersker er stor.

Med den politiske aftale svækkes Københavns Professionshøjskole mærkbart og dermed vores evne til at tiltrække og uddanne tilstrækkeligt med dygtige medarbejdere til sundhedsområdet, til dagtilbud og skoler, til bosteder og fødeafdelinger.

Men KP er jo en stor og stærk, prominent professionshøjskole i København, som en topembedsmand sagde til mig i efteråret 2021. Efter i nogle sekunder at have labbet smigreren i mig undrede jeg mig.

KP er en trængt professionshøjskole, heldigvis med fantastiske medarbejdere og studerende og gode samarbejdspartnere, en klar strategi og en stærk udviklingskapacitet.

Ingen særbevillinger på de årlige finanslove, ingen udkantssympati, men tværtimod i massiv konkurrence om de uddannelsessøgende unge, der i hovedstadsregionen kan vælge stærke tilbud hos vore kolleger på universiteterne.

I 2014 havde vi 24 pct. af 1. prioritetsansøgerne i hovedstadsregionen. Det er gået støt ned siden, og i 2030 er vi næsten nede på det halve, hvis tendensen holder. Ingen professionshøjskoler har så svag en søgning fra de almene gymnasier som KP.

Ovenikøbet tiltrækker vore kolleger på Sjælland flere studerende fra hovedstadsregionen, end KP tiltrækker fra Sjælland.

Ikke just det, man forestiller sig i fortællingen om København, der støvsuger provinsen for talent.

Modsat hvad de fleste ville tro, har vi haft en negativ udvikling i antal medarbejdere.

Havde vi haft en vækst som den mest ekspansive institution i sektoren, var vi i dag ikke 1800 medarbejderårsværk, men ca. 3.400 medarbejdere. Havde vi haft de øvrige institutioners gennemsnitlige vækst, var det blevet til små 2600 årsværk.

Samtidig er der ingen institutioner blandt professionshøjskoler, universiteter og erhvervsakademier, der uddanner så effektivt til beskæftigelse som KP.

Trods færre medarbejdere uddanner vi flere og har de seneste ti år reduceret kraftigt på administration og har færre ledere. Ser man på relevante kvalitetsparametre er der intet, der tyder på at vi leverer dårlig uddannelseskvalitet. Vi har effektiviseret med 30 pct. Trods betydelig mere statslig styring. Det modsatte af, hvad regeringen ofte ynder at antyde, når man kommenterer store, fusionerede institutioner, hvor der angiveligt har sneget sig mange mellemledere ind.

KP er med den nuværende aftale og regeringens beslutninger tvunget til følgende: vores radiografuddannelse beskæres med 30 pct. Der er ingen ledige i radiografer i hovedstadsregionen, men regeringen ønsker at flytte pladserne til Næstved.

Vores jordemoderuddannelse skal beskæres med 10 pct., da der skal laves en tilsvarende uddannelse i Slagelse. Enhver ved vist, at det ikke er ledige jordemødre, der findes flest af i hovedstadsregionen.

Vi sigter derudover til at flytte årligt omkring 120 pladser på sygeplejerskeuddannelsen i København til Hillerød. Det svarer til flytning af en mellemstor sygeplejeskole fra de gode gamle dage og med stor risiko for, at der optages færre studerende, da helt så mange erfaringsmæssigt ikke vil søge ind i Hillerød samtidig med, at der uddannes færre til Storkøbenhavn, der skriger på sygeplejersker.

Hertil kommer, at vi skal flytte socialrådgivere til Hillerød, etablere en helt ny læreruddannelse med udgangspunkt i Hillerød, hvor vi i forvejen har et velfungerende campus-og uddannelsesmiljø, men desværre ikke plads til flere studerende.

Bl. a., fordi vi har udvidet antallet af uddannelsespladser i Hillerød betydeligt de senere år; faktisk har KP mere end fordoblet den relative andel, der optages i Hillerød i forhold til Storkøbenhavn.

Lad mig understrege, at KP selvsagt både respekterer de demokratiske beslutninger, og med al magt og kreativitet søger at finde mening i aftalen, og at vi vil gøre alt for at lykkes. Men det bliver ikke nemt, for aftalen er dramatisk underfinansieret for KP.

For en række af mine kolleger indebærer den et gedigent økonomisk løft af bevillingerne på op mod 83 mio. kr. i perioden 2021-2025. Uden meraktivitet. De penge er dem mere end velundt, og de er tiltrængte. For KP indebærer aftalen i samme periode et tab i bevillingerne på 51 mio. kr., svarende til 8 pct. af bevillingerne i 2020.

Et nyt omprioriteringsbidrag. Og vi rammes særlig hårdt, fordi vi uddanner til beskæftigelse, da finansieringen er strikket sådan sammen, at man gør indhug i institutionernes resultattilskud, der er større jo mere man uddanner til beskæftigelse.

Noget bagvendt logik for en regering, der gerne vil uddanne til arbejde. De store tab er her, inden der overhovedet er afholdt omkostninger til leje af lokaler, etableret ny studieservice, ordentlige studentermiljøer, ansat medarbejdere etc.

Regningen bliver således langt større end de anførte 8 pct. Det har vi gjort opmærksom på hele vejen igennem. Til ordførere, ministre og embedsmænd. Ingen med indsigt i bevillingssystemet har anfægtet vores beregninger, som har været lagt åbent frem.

Men kære Hermann, vi ønsker et Danmark i balance, og din sektor har centraliseret og lukket uddannelser i provinsen, har det været hævdet igen og igen af regeringsrepræsentanter.

Det er en sandhed med modifikationer.

De sidste tyve år er der kommet 12 flere udbud af enten læreruddannelsen, pædagoguddannelsen, socialrådgiveruddannelsen eller sygeplejerskeuddannelsen uden for de fire store byer.

Bevares, der er lukket uddannelser nogle steder, men andre er dukket op. Og andelen af studerende uden for de fire store byer på disse uddannelser er ikke faldet de sidste tyve år. Den er steget, endda pænt, fra professionshøjskolerne blev dannet i 2008. Fra 41 pct. til i dag 51 pct. Samtidig har befolkningsvæksten i de fire store byområder været på 24 pct. siden 2000, medens den i resten af Danmark var 5 pct.

Det er lidt en tilsnigelse at kalde det en centralisering af uddannelsespladser, at man laver flere udbud, optager relativt flere studerende uden for de store byer samtidig med, at der er massiv tilgang af borgere i de store byområder. Derfor har jeg og mine kolleger i øvrigt også ganske konsekvent sagt til regeringen, at vi mangler studerende, ikke primært uddannelsessteder.

Man kan blive sygeplejerske i Danmark 23 steder. Pædagog 23 steder. Lærer snart 20 steder. Socialrådgiver 13 steder.

Konsekvenserne af den politiske aftale forekommer mig ganske klar. Den risikerer at forstærke en tendens med tilbagegang i optaget til en række af vores uddannelser, formentlig forværre manglen på medarbejdere, og dermed ikke bidrage med den bedste løsning på de betydelige udfordringer, vi finder på dagtilbud-, skole- og sundhedsområdet: nemlig dygtige medarbejdere.

Hovedstadsregionen vil efter alt at dømme få færre radiografer og jordemødre, pædagoger, lærere og sygeplejersker, og dem, de vil få vil være dårligere uddannet. Hermed vil kvaliteten i dagtilbud og folkeskoler, sundhedstilbud mv.

falde. Det vil først og fremmest gå ud over de borgere, som har mest behov. Uddannede pædagoger og lærere vil nemlig vælge de offentlige institutioner fra, hvor vilkår og borgere er mindst attraktive.

Middelklassen og den øvre middelklasse vil formentlig flittigt i videre omfang benytte sig af selvejemuligheder, og segregeringen vil forstærkes. Samfundskontrakten vil knække. Det vil først ske i Københavnsområdet.

Og det vil næppe heller være godt for erhvervslivet med ringere dagtilbud eller folkeskoler.

Regeringen bør derfor sikre, at aftalen hænger sammen økonomisk, ikke mindst for de institutioner som Københavns Professionshøjskole, der har vanskelige vilkår, og som samtidig straffes urimelig hårdt. Dernæst afblæse reduktionen af optaget i Storkøbenhavn, men finansiere nye pladser uden for.

For det tredje bør den igangsætte et arbejde med en national rekrutteringsplan for de store fag og professioner, der har tabt attraktion, og hvis uddannelser ingen for alvor har ville satse på de sidste tyve år (om end et omslag synes på vej), hvor flere og flere har valgt de universiteter til, som politikerne til gengæld satsede på og investerede i.

Regeringen kunne passende tage det udgangspunkt, at når Danmark skal hænge sammen, er det en god idé at tage udgangspunkt i borgerne og deres behov og ikke kun anskue virkeligheden med en geografisk linse, og hvis man gør, indstille linsen skarpt.

Jeg er vokset op i Skive, men har boet i København i mere end 20 år. Ikke et eneste år har København haft en ledighed, der var under niveauet i Skive. I 2021 var ledigheden i København dobbelt så stor som i Skive.