Gå til indhold
Campus Bornholm - Studerende

Der er behov for flere nuancer i opfattelsen af børns udsathed

Debatindlæg i Bornholms Tidende den 25. maj 2022 af lektor Anja Frimand fra pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole, Bornholm

I Bornholms Tidende kan man den 23. maj læse, at antallet af underretninger er støt stigende på Bornholm. Ikke mindre end over 80 underretninger i gennemsnit per måned i første halvdel af 2022. Dette høje tal kan ikke forklares alene med henvisning til de mange familier, der er socioøkonomisk i udsatte positioner eller i stigningen af psykiatriske diagnoser, men kalder på et mere komplekst svar, der involverer en granskning af, hvordan vi institutionelt rammesætter børns hverdagsliv og hvordan vi professionelt møder børn i det hele taget.

Der er brug for, at vi begynder at tale om udsathed som en relationel og kontekstuel størrelse og afviser idéen om, at udsathed bor inde i barnet. Alle børn er forskelligt psykisk konstitueret og bor i forskellige familier, der giver dem forskellige deltagelsesforudsætninger i institutionslivet, ligesom de rammer, der tilbydes i dagtilbud og skole er med til at forme børns deltagelse.

Børn og familier kan være i udsatte positioner af mange forskellige årsager, der dels kan handle om belastninger i familien pga. både fysisk og psykisk sygdom eller handikaps samt økonomisk og social afmagt. Udsatheden er sjældent permanent, da udsathed som fagbegreb dækker over den grad af belastning, man oplever og som for de flestes vedkommende heldigvis oftest er periodisk.

Vi har alle perioder i vores liv, hvor belastninger såsom stress, sygdom eller sorg kan stække os og påvirke vores trivsel. I de perioder, er der desto mere brug for, at især børn støttes pædagogisk relevant og tålmodigt i vores institutioner. Hvis de institutionelle miljøer er af høj pædagogisk kvalitet, fungerer de som en beskyttelsesfaktor, der kan mindske og reducere graden af udsathed.

Er de pædagogiske miljøer omvendt af dårlig kvalitet, kan de i sig selv være en belastning, der er medskaber af mistrivsel.

En fælles forståelse af udsathed, som en kontekstuel størrelse, er derfor afgørende for, at vi i både dagtilbud og i skoler kan arbejde professionelt med tidlige indsatser, hvor både børn og familier oplever omsorg, nærvær og støtte og hvor de professionelle ikke skriver sig selv ud af ligningen.

Når børn, der er i mistrivsel og som er belastet enten socialt eller psykisk, mødes med krav om adfærdsregulering i form af irettesættelser eller sanktioner, så øges utrygheden og afmagten hos barnet og udsatheden forstærkes. Hvis vi vil tage den tidlige indsats alvorlig, er der m. a. o. brug for, at børn – uanset deres adfærd – tilbydes trygge læringsmiljøer, hvor de professionelle møder børn med tålmodighed, accept og forståelse samt en villighed til at justere i egne krav og forventninger, så alle får erfaringen af at kunne deltage og mestre hverdagen i fællesskab med andre mennesker med de forudsætninger, de nu en gang har at gøre godt med.

Børns trivsel og mistrivsel hænger med andre ord unægtelig sammen med den pædagogiske kvalitet og kalder derfor på læringsmiljøer, der understøtter trivsel gennem positive forventninger, en bred vifte af deltagelsesmuligheder og professionelle, der forstår værdien af medbestemmelse, som er nysgerrige på børns intentioner og følelsesmæssigt afstemmende fremfor adfærdsregulerende.

Vi, på pædagoguddannelsen, har selvsagt også et ansvar for at skabe refleksion og handlekompetence hos de studerende. Vi har derfor et fokus på at skabe undervisning, der gør de studerende i stand til at bidrage professionelt til læringsmiljøer, der ikke forstærker, men kompenserer for og reducerer udsathed.