Den historiske triumf for dansk håndbold er en sejr for krigens møde med pædagogikken

Sent søndag aften besejrede dansk talent og spilleglæde, omtanke og uforudsigelighed fransk råstyrke, organisation og erfaring. Det var samtidig et tronskifte, hvor Mikkel Hansen og Niklas Landin for første gang i mere end et årti ikke var de afgørende figurer. Det var derimod Simon Pytlick og Rasmus Lauge, der erobrede scenen og guldet for Danmark.

Danmark har med sejren over Frankrig på 34-29 vundet VM i herrehåndbold tre gange i træk. Det er aldrig sket før. Hermed kulminerer det danske landsholds præstationer siden EM-guldet i 2008, og Danmark har nu teten i den tvekamp med franskmændene, som har stået på de seneste 15 år.

Starten på kampen var for Danmark flyvende. Simon Pytlick og Mathias Gidsel viste alt det, de kunne – denne gang mod det mest vindende håndboldhold nogensinde. Unge Simon Pytlick alene med syv mål i første halvleg. Målmand Niklas Landin strålede indledningsvist med en stribe af sikre redninger, men falmede som halvlegen skred frem.

Helt uvant var det også, at Mikkel Hansen alene agerede spilfordeler og afleveringsspiller. Han havde ikke et skud de første 25 minutter, men dog kirurgisk præcise assists.

Danmark var ikke på et eneste tidspunkt bagud, men franskmændene åd sig ind og havde sjældent problemer med at komme til fornuftige afslutninger og virkede aldrig rådvilde. Og enhver iagttager af det danske herrelandsholds kampe mod franskmændene de sidste ti år må have fornemmet, at dette kunne tippe, at danskerne ville blive gjort møre. Det gjorde det ikke.

Danmark vandt – klart og fortjent i en pragtkamp, der bød på smukt spil og finurlige detaljer, fair play og al den spænding og raffineret brydekamp, håndbold også er.

Udover to forfriskende og eksplosive scoringer af Mads Mensah var det Rasmus Lauge, som i anden halvleg løftede Danmark og afgjorde kampen. Lauge har været skadet i hele turneringen og et mulehår fra hjemsendelse til sygesengen, men træner Nikolaj Jacobsen satsede og Rasmus Lauge kvitterede med ti mål og satte det tempo og det pres, som Mikkel Hansen ikke fik gjort i første halvleg. Rasmus Lauges præstation skriver sig med sin kraft og mod, sin effekt og variation, ind i håndboldhistorien.

I Danmarks turneringssucces og verdensmesterskab stråler ikke mindst stortalentet Simon Pytlick, der med kolossalt gåpåmod har brugt sine kvaliteter klogt. Han har stærke løbemønstre, er fintestærk, hurtig og skyder hårdt og præcist, uanset om varianten er løbeskud, underhånd eller hopskud. Han har nem adgang til sit talent som Klaus Rifbjerg engang sagde om sig selv og sin skrivekunst.

Mathias Gidsel har skudt og slanget sig igennem det ene forsvar efter det andet – og han blev VM’s topscorer, endda med en utrolig høj effektivitet. Han er samtidig en spiller til tiden, en spiller formet af sin kontekst. Perfekt i matchet med nye regler for spilstart og en hårdere dommerkurs over for spillets brutale forsvarsspillere.

Mikkel Hansen har turneringen igennem vist sig som tilrettelægger, mere analytisk og mindre skudlysten. I finalen var han grænsende til passiv og uden sin sædvanlige karisma. I turneringen som sådan dog altid skudstærk og farlig, men eminent i sine pasninger, sine elegante og præcise indspil til stregen.

Træfsikkerheden i Hansens afleveringer har været en signatur tidligt i hans enestående karriere. Han var ikke stor som ung, og det tillod ham at udvikle et teknisk niveau, som ikke har sin lige i international tophåndbold. Næste år kan han deltage i sit femte OL, og uagtet en sjældent skyggefuld VM-finale er han allerede en af de største i håndboldhistorien.

Nikolaj Jacobsen bruger sin intuition

En del af det danske holds uomtvistelige succes skyldes selvsagt Nikolaj Jacobsen, der selv var blandt sin generations absolutte bedste spillere. Jeg har prøvet at spille mod ham. Kontant og uhyre fræk, ikke nogen diplomat på banen i hverken ord eller gerning. Teknisk stærk og med evne til hele tiden af aflæse spillet, mulighederne og faserne.

Det har han også gjort som landstræner i denne turnering – ikke bevæbnet med regneark og data, men med erfaring, kløgt og determination. Direkte i sine meldinger til spillerne under timeout og fra bænken.

Suppleret af assistenttræner Henrik Kronborg og målmandstræner Michael Bruun (Jacobsen spillede på ungdomslandsholdet med begge) har Jacobsen udfoldet klare koncepter for spillet, og han har satset på en stamme med Pytlick, Hansen og Gidsel i angrebet og Henrik Mølgaard og Magnus Saugstrup i forsvaret. Jacobsen er ikke til data og tabeller, men stoler på sin intuition. Og satsede træfsikkert med Rasmus Lauge og Mads Mensah i finalen. Det var taktisk mesterligt.

Den måske mest positive organisatoriske overraskelse i turneringen har været det danske forsvar. I forsvarets centralakse har Magnus Saugstrup og Henrik Mølgaard udgjort et bevægeligt murværk. Forsvaret har ofte været Danmarks akilleshæl, men det virkede og var nøglen til at slå Frankrig. Danmark vandt i går stort set uden kontraspil. Ligesom ved OL i 2016. Der er med andre ord mere at komme med. Og en ny generation af spillere er på vej til at tage over i en formentlig glidende transition.

Nye spillere bydes velkommen

Et interessant element ved det danske holds mentale anatomi er, at spillerne kerer sig om fællesskabet, om hinanden. Nye spillere bydes velkommen, støttes og integreres. Bevares, hierarkiet på banen er der ingen tvivl om, men det virker, som om det ikke overføres til scenen uden for banen.

I en dansk pædagogisk tradition kan det virke naturligt, at fællesskaber er inkluderende, præget af rummelighed og tolerance, men det har historisk ikke været figuren i elitesportens verden for at sige det mildt. Det skyldes formentlig spillerne, men også Nikolaj Jacobsen vil mit gæt være. Selv om han næppe har den store hang til evindelige møder og selvtematiseringer af fællesskabet, er han rundet af efterskolen og trænergerningens pædagogiske identitet. På sin egen særegne måde.

Dermed viderefører og udvikler han traditionen for, at de store danske trænere i håndbolden altid har haft det ene ben i pædagogikken og det andet i spillets krigsmaskine, haft blik for kollektivets muligheder og individualisternes nødvendighed, for elitens skønhed – og breddens nødvendighed. Det er her sejren ligger.