Gå til indhold

Debatarrangement om forskellighed og professionsetiske dilemmaer

Hvordan arbejder vi fagligt med forskellighed og professionsetik på KP – i undervisningen, blandt vores studerende og blandt de borgere, som vi kommer til at møde i praksis under og efter uddannelsen?

Sådan lød oplægget, da KP i denne uge inviterede til debatarrangement på Campus Carlsberg – om forskellighed og professionsetiske dilemmaer. Med et veloplagt panel der repræsenterede skole, dagtilbud, hospitaler, jobcentre – og ikke mindst vores studerendes perspektiv.

Anne Vang Rasmussen, rektor på Københavns Professionshøjskole

KP-rektor Anne Vang Rasmussen var vært og ordstyrer, mens selve panelet var Line Kjær Christensen, forperson Studenterrådet på KP og pædagogstuderende, Yasar Cakmak, skoleleder Herstedvester Skole, Signe Færch, forperson Dansk Socialrådgiverforening, Dennis Danielsen, dagtilbudschef Frederiksberg Kommune og Charlotte Hess, chef for Enhed for Uddannelse, Center for HR, Region H.

Her følger en række nedslag fra debatten.

Charlotte Hess:

På sundhedsområdet er etik ikke noget, der kan standardiseres. Vi er nu ellers ret gode til standarder i sundhedsvæsenet, men der er ikke altid et rigtigt valg”

”Som meduddannere har vi et ansvar for at danne de studerende, men vi skal også sætte grænser for de studerende og fortælle, hvad der er rigtigt og forkert”

Charlotte Hess, chef for Enhed for Uddannelse, Center for HR, Region H

Dennis Danielsen:

”På dagtilbudsområdet har det i mange år været lidt ’The Wild West’, da vi ikke har haft en stærk professionsidentitet”

”Det handler jo om den professionelle dømmekraft, men hvis du ikke har nogle værktøjer eller teoretiske overvejelser, så bliver det lidt tilfældigt. Der skal være tid og plads til faglig refleksion”

Dennis Danielsen, dagtilbudschef Frederiksberg Kommune

Signe Færch:

”Det er vigtigt for vores profession at være reflekterende over for egen praksis. Især fordi vores fag er meget politiseret. Vi skal som socialrådgivere altid være bevidste om vores egne forudsætninger, holdninger og bias. Det gælder både køn, alder, kultur, etnicitet og religion”

”Men jeg bryder mig ikke om den debat, der kørte sidste år, hvor flere socialrådgivere følte sig mistænkeliggjort alene på grund af deres religion. Alle skal reflektere over egen praksis – uanset hud- og hårfarve”

Signe Færch, forperson Dansk Socialrådgiverforening

Yasar Cakmak:

”Man skal forholde sig til mangfoldighed og forskellighed på en folkeskole. Og det kan give overskud og sorte tal på bundlinjen, hvis det bliver håndteret rigtigt. Mens en forkert håndtering af forskellighed giver konflikter”’

”Lærerfagligheden skal altid være det bærende. Stærke professionsværdier som man møder børn og forældre med. Det kommer altid før personlige holdninger”

Yasar Cakmak, skoleleder Herstedvester Skole

Line Kjær Christensen:

”Når jeg som pædagogstuderende er i praktik, så kan jeg godt savne et facit. At det bliver mere tydeligt, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til børnene. Vi skal ikke mødes af synsninger og følelser”

”Vores undervisning skal være et trygt øverum, hvor vi som studerende kan være sårbare og øve interaktioner. Og lave fejl og blive klogere både etisk og fagligt, mens vi stoler på hinanden og vores undervisere”

Line Kjær Christensen, forperson Studenterrådet på KP og pædagogstuderende

Anne Vang Rasmussen

Rektor

+45 70 89 09 90

Michael Duus Andersen

Pressechef

+45 23 44 53 83

Kirsten Brandt Sørensen

Chefkonsulent

+45 51 38 02 87