Daginstitutioner er ramt af coronaafmatning

‘Corona smittede institutionerne med nærvær’ lød titlen på et debatindlæg, vi skrev i Politiken i juni 2020.

Som en del af vores forskning interviewede vi dengang en række pædagoger om deres arbejde under coronapandemien, om, hvilke muligheder, forandringer og udfordringer de erfarede, og hvilken betydning restriktionerne havde for både børnenes hverdag og det pædagogiske arbejde.

Beretningerne om at befinde sig i pædagogisk undtagelsestilstand umiddelbart efter genåbningen var fælles, men de undtagelsesforhold, der viste sig, blev i stort omfang håndteret på måder, pædagogerne betragtede som meningsfulde (tingenes tilstand taget i betragtning), således at omsorgen for børnene fortsat kunne have højeste prioritet.

Hverdagen var en anden, men det gik alt i alt.

Den nye hverdag var i foråret præget af en fælles gejst og tro på, at man sammen kunne løfte opgaven, finde gode løsninger på de udfordringer, der løbende ville vise sig, og komme godt igennem krisen.

Den nye hverdag gav desuden ro og mulighed for at gå på faglig opdagelse i, hvad mindre børnegrupper kan bidrage med, og det gav anledning til kollegiale dialoger om, hvorvidt også den kommende hverdag kan profitere af mindre børnegrupper, faglig fordybelse og færre praktiske forstyrrelser.

Selv om der også var store forskelle i pædagogernes beretninger, mødte vi en lang række af fortællinger om, hvordan genåbningen viste nye muligheder i pædagogikken, og om, hvordan det pædagogiske råderum i nogle tilfælde ligefrem blev forstørret.

Andre vigtige forhold blev sat under pres. Det gjaldt f. eks. samarbejde med forældrene, der skulle foregå på afstand, og det gjaldt børnenes medbestemmelse og indflydelse på hverdagen, som blev udfordret af, at børnene skulle være i de samme mindre børnegrupper, de ikke selv havde valgt, dagen igennem.

Men der var samtidig en grundlæggende overbevisning om, at undtagelsestilstanden ikke ville vare ved. Hverdagen ville snart blive som før. Uanset om forstyrrelsen gav ro eller uro i pædagogikken, var der tale om en akut situation og ikke en ‘ ny normal’.

Det gav en vished om, at det nok skulle gå.

Først på vinteren talte vi igen med pædagogerne.

Her var det akutte og særlige ved foråret i flere daginstitutioner afløst af noget, der kan beskrives som en mere eller mindre permanent undtagelsestilstand.

Der skal stadig sprittes legetøj af, børnene skal tilbringe mest mulig tid udendørs – dog i vinterens blæst og kulde.

Som en pædagog fortæller: »Vi bliver alle, men særligt børnene, kolde og trætte, når vi er ude hele dagen. Og børn, der er ved at smide bleen, tisser igennem både den ene og den anden flyverdragt«. Børn som voksne skal fortsat opholde sig i mindre grupper. Det skal koordineres med et langt mindre personale end i foråret, hvor ekstra hænder kom til, og børnene var færre. De ekstra opgaver og de aktuelle betingelser for gruppestørrelser udfordrer fortsat hverdagen mange steder. Det er udfordringer, der i vid udstrækning overvindes og klares, men som også mange steder afstedkommer følelser af afmægtighed og afmatning.

Det står klart, at der er grænser for, hvor længe man kan holde til kontinuerligt at skulle omtænke og tilpasse sin hverdag. Selv om pædagogerne er tilpasningsparate, bevægelige og forandringsvillige, vil for voldsom (eller for langvarig) omstilling medføre et behov for forankring, stabilitet og en vis forudsigelighed, der også er mulig at videregive til børnene.

Hverdagen kan sagtens være omskiftelig, men den skal først og fremmest være genkendelig og tryg.

Denne dobbelte erfaring af forårets mestring, faglig autonomi og kreativitet på den ene side, og vinterens opslidning og delvise afmatning på den anden side, genfindes også i vores nordiske kollegers forskning.

Når den kendte pædagogiske hverdag bliver vendt på hovedet, ser vi, at det til trods for afmatning og fremmedgørelse bliver tydeligt, hvilke værdier der er centrale i de danske daginstitutioner.

På forskellig vis værnes der om børns indflydelse og medbestemmelse, også selv om det er svært, når der fortsat er meget, man ikke må og kan.

Forældrene er savnede, og de bliver værdsat som vigtige samarbejdspartnere på nye måder.

Kreativitet får nye udtryksformer, når legetøjet lægges væk for at skabe plads til børnenes påfund og opfindelser.

De ændrede organiseringer gør det nogle steder fortsat muligt at have børnene i mindre børnegrupper, fordi det giver mere overskuelighed og færre konflikter.

Coronasituationen har således både skabt udfordringer i daginstitutionerne, samtidig med at den har været en invitation til at genbesøge pædagogikken og de værdier, som det gode børneliv står på.

Der er grænser for, hvor længe man kan holde til kontinuerligt at skulle omtænke og tilpasse sin hverdag.