COVID-19: Københavns Professionshøjskole hjælper med at lave visirer
Danmark mangler masker, handsker og håndsprit i kampen mod COVID-19. Københavns Professionshøjskole (KP) har allerede tømt alle lagre for værnemidler og sendt dem til Nordsjællands Hospital. Step 2 handler om at skabe værnemidler selv. Derfor donerer KP materialer til at lave visirer samt udlåner 3D printere, de kan printes på
2. april 2020
Rasmus Emil Hauge Thomsen er lærerstuderende på Campus Carlsberg. Og han er ikke en helt. I hvert fald ikke hvis man spørger ham selv; jeg hjælper jo bare til, siger han ganske ydmygt. Men faktum er, at han pt. har syv 3D-printere stående hjemme i sin 60 m2 store lejlighed. De kører på højtryk alle døgnets vågne timer og spytter visirer ud til bl.a. Rigshospitalet og resten af Region Sjælland.
“Københavns Professionshøjskole har lånt mig alle de 3D printere, jeg kunne finde stik til derhjemme. Jeg har fordoblet min elregning, men det er fuldstændig lige meget. Det handler bare om at hjælpe”, siger Rasmus.
Og Rasmus er ikke alene. Lasse Remmer, konsulent ved Center for Undervisningsmidler på KP, har også sat gang i hjemmeproduktionen – og det samme gælder seks andre kollegaer.
“Det er rart at kunne give en hånd med hjemmefra i denne her mærkelige tid, hvor jeg alligevel arbejder hjemme med at vejlede lærere ift. fjernundervisning”, fortæller Lasse.
Løfter i flok – hver for sig
Initiativet om at printe visirer er opstået i et samarbejde mellem DK Makers og Cph FabLab, hvor Rasmus arbejder frivilligt. Sammen har de sat gang i en bevægelse på FB-siden DK Makers mod Corona, der opfordrer alle med en 3D printer til at sætte gang i hjemmeproduktionen af visirer til det pressede danske sundhedsvæsen. Pt. resulterer det i, at der dagligt printes over 2000 visirer.
“Vi er mange om at løfte denne opgave. Over tusind mennesker printer hjemmefra lige nu. Derudover er projektet afhængigt af donationer, så vi har noget at lave visirerne af”.
For at skaffe materialer skrev Rasmus en mail til rektor ved KP, Stefan Hermann, og spurgte, om skolen ville donere A4 folie og filament til visirerne. Han svarede med det samme ja. Og derefter gik det stærkt med at samle det hele sammen.
KP har doneret samtlige A4-folieplast og filament, som skolen har kunnet finde – i alt ca. 10.000 stk. A4 folie ark og mere end 30 kg filament. De indgår nu i produktionen af nye visirer, som Rasmus har været ude at aflevere på Rigshospitalet.
“Det var så fint og low key. Vi stillede visirerne hos receptionisten, som takkede. Stille og roligt. Det var så fedt. Det er jo ikke os, der er heltene. Vi hjælper bare til”, slutter Rasmus.
For yderligere oplysninger
Mette Marie Rasmussen, kommunikationskonsulent, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 30 30 45 44