Corona smittede institutionerne med nærvær

I 1960’erne og 70’erne herskede de mere substantielle diskussioner om betydningen af børns ophold i vuggestuer og børnehaver. Det blev diskuteret, om det nu var godt for børn at være der, og politisk var man optaget af at finde frem til, hvor længe børnene kunne tåle at være i institution. Man var ikke i tvivl: Der var grænser for, hvor længe børnene skulle være afsted.

Erfaringerne efter genåbningen af daginstitutionerne har igen sat ild i debatten om, hvad et godt børneliv er. Det har været tydeligt, når vi over de seneste måneder som en del af vores forskning har interviewet pædagoger, institutionsledere, pædagogiske konsulenter og studerende om daginstitutionernes genåbning efter coronanedlukningen.

Genåbningen af daginstitutionerne er historisk enestående. Pædagogiske, sundhedsfaglige og politiske forståelser af pædagogisk praksis har skullet fungere side om side. Sundhedsstyrelsens retningslinjer for hverdagen i daginstitutionerne betød store mængder af sprit, ekstra håndvaske, skillevægge og neonfarvet afspærringsbånd på legepladsen. Der fandt omorganiseringer af både rum og børnegrupper sted for, at det overhovedet kunne lade sig gøre at få børnene forsvarligt tilbage.

Krav om hygiejne, afstand og regler for, hvem og hvor mange børn der må lege sammen, kolliderer dog ikke alene med den praktiske hverdag i vuggestuer og børnehaver. Det kolliderer med kerneelementer i institutionernes pædagogiske grundlag.

For et barn i en dansk daginstitution er det afgørende at blive inddraget i hverdagens beslutninger. Medbestemmelse og indflydelse er kernebegreber og giver barnet gode betingelser for at gøre sig nødvendige erfaringer. Det sker blandt andet i legen, hvor børnene øver sig på deres samspil med andre. De forhandler sig selv i børnefællesskabet og arbejder ubevidst med deres muligheder og positioner i legen.

Børn bevæger sig derhen, hvor legen og vennerne er, og derfor får det betydning, hvis de væsentligste forhandlinger bliver med de voksne og kommer til at handle om, hvad man må, og hvor man må være.

Den pædagogiske kreativitet har været stor, når det har handlet om at klare den udfordring. Der er tydelige grænser for, hvad pædagogerne fagligt kan og vil tilsidesætte for bestemmelser om hygiejne. Der er fundet løsninger, der kan forsvares pædagogisk og i stedet for at støde sammen med nye regler om afstand og hygiejne, er hverdagen blevet tilrettelagt med fokus på børnene nu blot med nye rammer.

Nærværet har været i centrum. De første uger efter genåbningen var normeringen exceptionel god – nogle steder 2 voksne til 5 børn. Der faldt hurtigt ro på. Møder og projekter var aflyst. Pædagogerne skulle først og fremmest være der for deres lille børnegruppe. Det gav mulighed for at følge børnenes initiativer og for at blive sammen med dem. Man skulle ikke gå fra hele tiden.

Med et snuptag fik vi mulighed for at se, hvilken forskel mindre børnegrupper og voksne med tid til nærvær gør for børnenes trivsel og hverdagens sammenhæng. Tid og nærvær gavner alle børn.

Der er naturligvis børn, der ikke har profiteret af at være hjemme med mor og far, som måske kæmper med egne problemer, eller hvor familien har været udfordret af at være lukket inde sammen i døgndrift. Dem skal vi have særlig opmærksomhed på. Men vi må også tale om, at mange børn tilsyneladende vendte tilbage med fornyet overskud efter fire uger hjemme.

Når vi interviewer personalet i børneinstitutionerne, hører vi om børn, der har udviklet sig både sprogligt, motorisk og socialt. Vi hører om børn, der er mere rolige, har færre konflikter og har nemmere ved at koncentrere sig. Mange børn ser med andre ord ud til at være blevet tanket op i tiden derhjemme og trives nu i en hverdag, hvor mange daginstitutioners reducerede åbningstid har budt på en anden fordeling mellem antallet af timer i daginstitution og hjemme.

Således aktualiserer genåbningen de gamle diskussioner om det gode børneliv. Forholdet mellem daginstitution og hjem, dagens længde i vuggestue og børnehave og antallet af voksne pr. børnegruppe, og det rækker ind i nødvendige overvejelser om børnefamiliers daglige vilkår i Danmark.

Samtidig understreges vigtigheden af, at vi har dygtige pædagoger, der først og fremmest har øjnene på børnene og i øvrigt har gode vilkår for at bruge deres professionelle dømmekraft i forhold til at beslutte, hvad der er det rigtige og vigtige at gøre lige nu og her.