Børneforskere: Skoler, børnehaver og vuggestuer kører på pumperne, og det går ud over børnene

Børnene skal på dagsordenen ved det kommende folketingsvalg. Både til højre og til venstre for den politiske midte luftes ideer til nye ministerier.

Skal det være et trivsels-, et børne- eller måske endda et familieministerium? Det er ingen hemmelighed, at mange danske børn – både store og små – mistrives, føler sig ensomme og har det svært i hverdagen. Det skal vi gøre noget ved. En del af dette arbejde handler om at give de voksne, der har deres daglige gang omkring børnene, bedre vilkår for at være nærværende og til stede.

Skal børn og unge have et godt hverdagsliv, skal de voksne omkring dem have ordentlige betingelser. Det betyder, at vi nødvendigvis må tale om forældre, pædagoger og læreres vilkår.

Tager vi forældrene først, handler det for eksempel om, at vi ikke har en reel familiepolitik og dermed en politik, der støtter op omkring familiers hverdagsliv. I Danmark har vi i efterhånden mange år talt om, at forholdet mellem familie-og arbejdslivet skal være i balance. Det har handlet om den daglige arbejdstid og om, at man skal have mulighed for at passe sine børn, når de er syge. Men det er blevet ved snakken, og løsninger er der ikke skabt mange af.

Ministerier og kommissioners arbejde til trods: På Christiansborg har man frasagt sig ansvaret og ment, at løsningerne skal findes enten hos arbejdsmarkedets parter eller i den enkelte familie gennem såkaldte »frie valg«. Fortællingen om, at det er mor og far, der tilrettelægger familiens »gode hverdag« har været så massiv, at man har overset, at det ikke er alting, forældrene kan bestemme selv. Herunder arbejdstid, -sted og vilkår.

Det betyder, at mange familier fortsat har svært ved at få den almindelige hverdag til at hænge sammen. Dette gælder både i hverdagen og i særdeleshed når børnene bliver syge. Danske forældre er verdensmestre i krumspring. Det giver pressede forældre, og det kan børnene fornemme.

At lytte til pædagoger og lærere er ikke en almindelig praksis, når det kommer til udvikling af politik, der tager børns mistrivsel alvorligt. Fra politisk hold er man gennem de seneste 25 år gået ganske tæt på, hvad pædagogerne skal gøre i deres daglige arbejde med børn i førskolealderen og hvilke faglige mål, som skoleundervisningen skal sikre. Men man har ikke været lydhøre i forhold til de professionelles udfordringer og erfaringer, og det de efterspørger, når de skal løfte opgaven.

Det betyder, at mange vuggestuer, børnehaver og skoler kører på pumperne og mangler alt fra uddannet personale og fagligt råderum til tid. Både til det enkelte barn og til de fællesskaber, som vi ved, er så vigtige for børns trivsel uanset alder.

En del af arbejdet med at etablere bedre vilkår for børnene handler således om vilkår og betingelser i de institutioner, vi betragter som samfundsbærende. Lad det blive et tema i den kommende valgkamp.