Bedre veje gennem uddannelsessystemet

Tillykke til den nye regering og tak for et ambitiøst regeringsgrundlag, hvor det lille undselige ord merit har sneget sig ind. Det kan lyde kedeligt, men faktisk rummer det potentialet for en mindre revolution på uddannelsesområdet – nye og fleksible uddannelsesveje gennem hele livet.

Det er svært at vælge uddannelse.

Den unge står der på tærsklen til voksenlivet, og tænker at dette er den første store beslutning, der kan få betydning for hele ens fremtid. Selvom sammenhængen mellem uddannelse og arbejdsmarked er meget mindre lineær, så kommer vi ikke uden om, at de unge oplever det sådan. De oplever valget som skræmmende. Tanken om ”drømmeuddannelsen” fører til stress og karakterræs. De unge flokkes om få attraktive uddannelser – og livet kan synes nærmest slut, hvis man ikke kommer ind på netop den.

Hvad nu hvis vi gjorde valget mindre definitivt? Hvad nu hvis der var bedre mulighed for at gå ind ad en dør og ud af en helt anden? Lige netop merit rummer den mulighed.

I dag skifter ca. hver tredje ung retning under uddannelse.

De begynder på en uddannelse, fortryder, bliver klogere eller noget helt tredje. Heldigvis er der mere tale om omvalg end om frafald, da mange fuldfører en anden uddannelse, end de oprindelig gik i gang med. Det er dog ikke uden en pris. Hvor omvalget for den unge betyder alverden, fordi de ender på rette hylde, så er problemet, at omvalgene har store konsekvenser for samfundet.

Dansk Erhverv har lavet et forsigtigt skøn på, at der hvert år er 25.000 årsværk, der falder fra en videregående uddannelse. I runde tal koster et års uddannelse ca. 100.000 kr. til undervisning og SU. Skattebetalingen fra et års arbejde er ca. 175.000 kr. De unges omveje udgør således en temmelig betragtelig sum for såvel samfundet som for den enkelte.

I dag har vi i høj grad et uddannelsessystem, der hedder én indgang – én udgang. Vil man ud ad en anden dør, kan man pænt rykke tilbage til start. Al den viden, al den læring den unge har optaget på et studie, vurderes ofte til ikke at være meget værd hos naboen. De enkelte uddannelser har det lidt som katten og hønen i ’Den Grimme Ælling’ – hvis man ikke kan spinde eller lægge æg; så skal man ikke have en mening, når fornuftige folk taler!

Danmark har en lang tradition for at have fokus på den faglige progression i de videregående uddannelser. Det er der på mange måder grund til at glæde sig over. Det giver faglig dybde og højde i definerede forløb, men også på en række områder ret smalle indgangsdøre, hvor man på forhånd skal beslutte sig.

Det står i skærende kontrakt til de angelsaksiske lande, hvor de akademiske bacheloruddannelser er meget brede og derfor også bredt anvendelige på arbejdsmarkedet. Denne model er sandsynligvis bedre designet til et foranderligt arbejdsmarked, hvor man lever længere.

I Danmark har vi som nævnt en lang en tradition for at tænke i faglig progression, professioner og faggrænser. På minussiden giver det manglende fleksibilitet og den enkelte studerende ringere mulighed for i løbet af et uddannelsesforløb at blive klogere sig selv og egne præferencer og vælge om, uden det sætter dem flere år tilbage. Her er de få sætninger om merit i regeringsgrundlaget en spændende gave, som vi håber, for alvor vil blive pakket ud.

Ikke alene vil regeringen gøre studieskift lettere, de vil også lade erhvervserfaring fylde mere, når man sørger uddannelse. Hvis vi skal arbejde til op i 70’erne er det mildest talt spændende, men også nødvendigt, at vi kan bruge vores første uddannelse og vores erfaring fra arbejdsmarkedet til at opnå en ny uddannelse – og dermed en karriere 2.0, 2.5 eller endnu mere.

Det vil skabe bedre vilkår for at unge, midaldrende og ældre kan flytte sig derhen hvor de har interesse på et givet tidspunkt i livet, og hvor der ikke mindst er brug for dem på arbejdsmarkedet.

I det hele taget skal vi have et langt mere nuanceret blik på, hvad der er uddannelse og kompetence. Som det er i dag, så tæller alene den uddannelse, som er opnået i det formelle, ordinære uddannelsessystem. Vi bliver nødt til at arbejde med at finde måder at anerkende kompetencer opnået andetsteds. Det bliver ikke mindst vigtigt, når samfundsudviklingen tyder på, at vi sandsynligvis skal flytte os mere rundt på arbejdsmarkedet i fremtiden.

Vores nuværende tilgang til merit er dyr og ufleksibel for den enkelte og samfundet. Hvis vi for alvor går i gang, så kan samfundet frigive mange millioner kroner. De penge bør geninvesteres i vores uddannelsessystem, som vi fraregnet SU og i sammenligning med andre lande investerer alt for lidt i.

Det vil dog stille krav til nytænkning og udvikling af nye tiltag og måder at give merit på indenfor de enkelte uddannelsesområder og mellem dem. Det er afgørende at øget fleksibilitet og merit ikke indebærer kvalitetsforringelser, og at løsningerne ikke udvander den faglige specialisering på de enkelte uddannelser.

De sidste årtier er der opbygget stor erfaring med modulopbyggede uddannelser. De erfaringer er mange steder mindre positive, da modulisering ofte giver fragmenterede forløb med ringe mulighed for fordybelse og overfladisk læring. Modulopbyggede uddannelser er derfor oftest ikke løsningen, når der skal skabes øget fleksibilitet og meritmuligheder. Det kræver udvikling af nye modeller, fx særligt udviklede meritgivende udprøvninger.

Manglen på arbejdskraft er et altoverskyggende problem på både det offentlige og det private arbejdsmarked. Vi mangler sygeplejersker, pædagoger, lærere, it-specialister, økonomer og ingeniører for blot at nævne nogle få. Samtidig er der fortsat uddannelser, hvor der uddannes flere, end der umiddelbart er job til.

Vi skal have en bedre balance i uddannelsessystemet, så det bliver lettere at flytte sin viden og kompetencer, så den enkelte kan bidrage til fællesskabet. Større fleksibilitet og bedre merit er svaret på mange af de store udfordringer i uddannelsespolitikken.