Akademikere tilbydes en ny vej ind i pædagogfaget
Københavns Professionshøjskole har ansøgt Uddannelses- og Forskningsministeriet om at oprette en ny meritpædagoguddannelse, hvor akademikere kan få løn under uddannelse, mens de uddanner sig til pædagog i hovedstadsområdet
20. august 2020
Daginstitutionerne i hovedstadsområdet kæmper med ubesatte pædagogstillinger, mens antallet af ledige akademikere er tårnhøjt. Alene i Københavns Kommune viser de seneste tal, at 6.100 akademikere er arbejdsløse, mens ni ud af ti nyuddannede pædagoger fra Københavns Professionshøjskole er i job inden for tre måneder.
Hvis nogle af akademikerne går med tanken om at lave et sporskifte, så er der en ny meritpædagoguddannelse i støbeskeen. Københavns Professionshøjskole har ansøgt Uddannelses- og Forskningsministeriet om at oprette en meritpædagoguddannelse på godt to år, hvor man kan få løn under uddannelse. Adgangskravet er en videregående uddannelse på minimum bachelorniveau, forklarer dekan Annegrete Juul fra Det Pædagogiske og Samfundsfaglige Fakultet på Københavns Professionshøjskole.
”Der er store rekrutteringsudfordringer i hovedstadsområdet, når det handler om at få ansat pædagoger i daginstitutionerne. Derfor er vi nødt til at tænke nyt og skabe flere veje ind i pædagogfaget, og denne nye sporskiftemodel målrettet folk med en videregående uddannelse giver rigtig god mening og vil også tiltrække andre profiler til det pædagogiske område”, forklarer Annegrete Juul.
Den nye sporskiftemodel er som sagt ikke godkendt endnu, men uddannelsesordfører Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet siger torsdag morgen til DR København, at regeringen har en ambition om at uddanne og ansætte flere pædagoger i landets daginstitutioner, og Københavns Professionshøjskoles nye bud på en meritpædagoguddannelse kan være et skridt i den rigtige retning.
Københavns Professionshøjskole har i forvejen en anden meritpædagoguddannelse, hvor adgangskravet er minimum to år relevant erhvervserfaring. Den er typisk målrettet pædagogmedhjælpere, der har arbejdet i en daginstitution, skole eller fritidsinstitution og gerne vil videreuddanne sig til pædagog.
Den nye meritpædagoguddannelse kræver ikke relevant erhvervserfaring, da uddannelsen kommer til at ske i tæt samarbejde med praksis, fortæller Annegrete Juul.
”I den nye meritpædagoguddannelse vil man være 27 timer om ugen i en daginstitution, mens man følger undervisningen ved siden af her på skolen eller som fjernundervisning. Så hverdagen med børnene kommer til at fylde rigtig meget, og det er også nødvendigt, når man ikke nødvendigvis har erfaring inden for det pædagogiske område”.
Ansøgningen om den nye meritpædagoguddannelse sker i samarbejde med Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Ishøj Kommune og Helsingør Kommune. Sporskiftemodellen på meritpædagoguddannelsen får også støtte fra de faglige organisationer for pædagoger, BUPL og LFS.
Hvis ansøgningen om en ny meritpædagoguddannelse bliver godkendt, ventes Københavns Professionshøjskole at kunne optage de første studerende til februar 2021.
For yderligere oplysninger:
Annegrete Juul, dekan for det Pædagogiske og Samfundsfaglige Fakultet, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 51 63 24 84
Michael Duus Andersen, pressechef, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 23 44 53 83