Gå til indhold
Ole Bjørke, lektor på Sygeplejerskeuddannelsen, Københavns Professionshøjskole (Privatfoto)

Advarsel: Regeringens udflytningsplan gør stor skade på uddannelsessektoren i hovedstadsområdet

Lektor Ole Bjørke fra Sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole har undervist sygeplejerskestuderende i over 30 år. Han kritiserer politikerne på Christiansborg for at lave en udflytningsplan, der ikke tager højde for, at Region Hovedstaden adskiller sig markant fra resten af landet

Tekst: Journalist Michael Duus Andersen

I disse uger forhandler en lang række partier på Christiansborg om den endelige udflytningsplan af uddannelsespladser, som betyder, at der enten lukkes eller flyttes studiepladser ud af de fire største byer.

Københavns Professionshøjskole har tidligere denne måned sendt den endelige institutionsplan ind til Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor man peger på Sygeplejerskeuddannelsen som en af de uddannelser, der skal rykke flest studiepladser ud af København. I alt 120 pladser rykkes fra Campus Tagensvej på Nørrebro til Campus Hillerød.

Lektor Ole Bjørke fra Sygeplejerskeuddannelsen på Campus Tagensvej undrer sig dog meget over, hvorfor politikerne har så travlt med at rykke studiepladser væk fra København, når regeringen efter eget udsagn ønsker at etablere studiepladser tæt på de uddannelsessøgende.

”Det er jo ikke mange år siden, at politikerne gjorde det stik modsatte. De ønskede at etablerede større og større uddannelsesinstitutioner: Først sammenlægninger af de faglige uddannelsesinstitutioner som for eksempel lokale sygeplejerskeuddannelser, så sammenlægninger i CVU’er og siden i endnu større professionshøjskoler. De har nu virket i godt 10 år”

”Nu ønsker politikerne altså at gå den anden vej. Men man har ikke taget højde for, at de administrative enheder, regionerne i Danmark, er meget forskellige i demografisk og geografisk henseende. Når der nu er så store regionale demografiske forskelle, så opstår der urimeligheder. Befolkningstætheden er for eksempel meget forskellig i hovedstadsområdet i forhold til resten af landet”, siger Ole Bjørke.

Ole Bjørke, lektor på Sygeplejerskeuddannelsen, Københavns Professionshøjskole (Privatfoto)
Ole Bjørke, lektor på Sygeplejerskeuddannelsen, Københavns Professionshøjskole (Privatfoto)

Ole har undervist i over 30 år

Han blev selv uddannet sygeplejerske tilbage i 1981 fra Bispebjerg Sygeplejeskole. Ole Bjørke har undervist på Sygeplejerskeuddannelsen siden 1989 og har derfor været med hele vejen fra sammenlægningerne af de lokale Københavnske Sygeplejerskeuddannelser i 1990’erne til implementeringen af Danmarks største Sygeplejerskeuddannelse ind i professionshøjskoleregi.

Ifølge Ole Bjørke har regeringen slet ikke forstået den betydning og tiltrækning, som København som Danmarks hovedstad og klart største by har for unge uddannelsessøgende.

”I Region Sjælland ligger der mange mindre byer, og der ligger kun én større by i Roskilde, som er Danmarks 14. største by. Derfor giver det god mening at sikre lettere adgang til uddannelse på en anden måde i Region Sjælland end i Region Hovedstaden. Men for os i hovedstadsområdet betyder udflytningsplanen, at man fjerner uddannelsespladserne fra storbyen, hvor de fleste uddannelsessøgende bor – for at bygge dem op i et opland, hvor søgningen er ukendt. Politikerne ved jo ikke, hvor mange de eventuelt vil tilgodese i de tyndt befolkede nordligste dele af Nordsjælland. Mit gæt er, at det er ganske få. Imens vil antallet af ubesatte sygeplejerskestillinger i hovedstadsområdets sygehuse og hospitaler stige støt”.

Det er ikke kun frygten for de manglende ansøgere til Sygeplejerskeuddannelsen, som Ole Bjørke hæfter sig ved i politikernes udflytningsaftale. Også økonomien volder bekymringer, fordi der ifølge den nuværende udflytningsaftale kun ydes ekstra tilskud til flytninger og etableringer af uddannelsestilbud udenfor storbyerne.

”Og så mange storbyer har vi altså heller ikke i Danmark. I Region Hovedstaden udgøres halvdelen af regionen jo af Storkøbenhavn, hvor vi efter regeringens plan ikke må etablere flere tilbud – altså tvinges Københavns Professionshøjskole til at lave tilbud i det nordligste Nordsjælland. Regeringen mishandler med sin plan vores uddannelsessektor og gør stor skade på Københavns Professionshøjskole, som p.t. er en veldrevet og god arbejdsplads og uddannelsesinstitution”, slutter Ole Bjørke, der også har været tillidsmand i over 25 år.

For yderligere oplysninger:

Ole Bjørke, lektor på sygeplejerskeuddannelsen, Københavns Professionshøjskole, mail: olbj@kp.dk