Gå til indhold

Årets æresalumne på KP: Madkundskab er skolens vigtigste fag

Stefan Hermann overrækker Helle Brønnum Carlsen prisen som årets æresalumne 2023
Foto: Svend Rossen

”Årets æresalumne tildeles Helle Brønnum Carlsen for hendes store arbejde med faget madkundskab, som hun har været med til at sætte på dagsordenen i folkeskolen såvel som på læreruddannelsen. […] Helle er en ildsjæl og et fagligt fyrtårn, der brænder for sit fag – i skolen, på læreruddannelsen og i samfundet.”

Sådan lød det, da Helle Brønnum Carlsen modtog prisen som årets æresalumne 2023 på KP. Helle underviser blandt andet i madkundskab på læreruddannelsen på KP, og så har hun ikke alene sat faget på dagsordenen; hun er en drivende kraft i udviklingen af faget.

Mad i fokus

Da hjemkundskab i 2014 blev omdøbt til madkundskab og grundlæggende ændrede indhold, var det i høj grad Helles fortjeneste. ”Jeg havde lobbyet for det i 10 år, og det var virkelig stort, at det lykkedes, og at jeg blev inviteret til at beskrive det nye fag, hvor fokus er på mad og ikke på at holde et hjem”, fortæller Helle.

Portræt af Helle Brønnum Carlsen
Foto: John Bentsen

Nu med eksamen

Madkundskab er skolens vigtigste fag, hvis man spørger Helle, og derfor var det i hendes øjne endnu en stor sejr, da faget i 2019 blev et eksamensfag. Faget blev samtidig revideret med Helle som faglig spydspids. ”Faget har altid skullet forsvare sig, men det hjalp, da det blev et eksamensfag. Det undrer mig virkelig, at faget er blevet set som et hyggefag. For det med mad er jo liv eller død. Det kan man ikke sige om ret mange andre af skolens ellers vigtige fag”, mener Helle.

Hårdt brug for uddannede lærere

På mange skoler er madkundskab gennem tiden blevet varetaget af ikke-uddannede undervisere, fordi det netop er blevet set som et hyggefag, men med status som eksamensfag er der brug for nye boller på suppen. Og Helle ser da også efteruddannelse af lærere som et af de vigtigste fokusområder for faget i disse år. ”Det har aldrig været vigtigere, at faget varetages af veluddannede lærere. Vi aner jo efterhånden ikke, hvad vi putter i munden, og hvor det kommer fra”.

Bæredygtighed er også holdbarhed

Et væsentligt omdrejningspunkt for madkundskab anno 2023 er bæredygtighed. Det er hele tiden til stede i faget, og det handler om mere end råvarer, der er produceret bæredygtigt. ”Det handler blandt andet også om holdbarhed. Jeg har både på KP og i skolen indrettet køkkenerne, så de er funktionelle, atmosfærefyldte og meget holdbare”, fortæller Helle. Hun synes til gengæld, at KP halter bagud, når det kommer til affaldssortering. ”Det er fx besværligt at komme af med de store mængder glasaffald, som vi genererer i madkundskab. Det fører til, at de studerende ikke sorterer korrekt”.

Det er interessen for den gastronomiske udvikling, der driver Helle, og hun gør meget ud af at have fingeren på pulsen, så hun rammer noget aktualitet i sin undervisning. ”Mad skal være tidssvarende og velsmagende, og det at lave mad skal være fyldt med lyst og glæde. Fra det udgangspunkt kan vi tale om etik og bæredygtighed”.

Faget ændrer ens liv

Søgningen til madkundskab som fag på læreruddannelsen er stigende, faget er det mest populære praktisk-musiske valgfag i grundskolen, og KP har for første gang oprettet et aftenhold i madkundskab på åben uddannelse. ”Danmark er blevet et gastronomisk foregangsland, og det smitter af på faget. Kønsfordelingen er også mere lige nu, og jeg oplever, at der er meget mere nørderi omkring forskellige teknikker, og det er superfedt”, siger Helle. Når hun får nye studerende i madkundskab, starter hun altid med at sige, at de skal være indstillede på at arbejde hårdt og på, at faget vil ændre deres liv. ”Ofte er der faktisk en eller to, der går, når jeg siger det. De troede, de skulle hygge sig. Og det gør vi bestemt også, men man kommer aldrig til at se på mad på samme måde igen. Og det er besværligt, men det giver også en stor glæde”.

Om Helle Brønnum Carlsen

Helle er ph.d. og mag.art. og uddannet lærer fra Zahles Seminarium. Hendes CV er langt og omfatter blandt andet lærer ved N. Zahles Seminarieskole, lektor på Københavns Professionshøjskole, forfatter til undervisningsmaterialer og udvikler af fagets teori, didaktik og metodik, medskriver af fællesmål og kompetencemålene for sit fag, foredragsholder, skribent og anmelder.