800 lærerstuderende besøger museer og kulturinstitutioner og afprøver undervisningsforløb
I disse uger får 800 førsteårs-lærerstuderende undervisning på museer og andre kulturinstitutioner som del af en tværfaglig uge om kreative og æstetiske læreprocesser. Det omfattende forløb er resultatet af et nyt praksissamarbejde mellem læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole og Skoletjenesten - videncenter for eksterne læringsmiljøer
26. november 2021
Et nyt praksissamarbejde mellem Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer og læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole sender i disse uger hele årgangen af førsteårs-lærerstuderende ud på ni forskellige kulturinstitutioner. Her skal de studerende deltage i undervisningsforløb, som var de selv elever, og efterfølgende reflektere over de kreative og æstetiske læreprocesser, de har afprøvet.
”I Skoletjenesten er vi glade for at bidrage med konkrete undervisningsforløb, hvor lærerstuderende i praksis kan undersøge, hvordan genstande og rum kan bruges pædagogisk”, siger Lise Sattrup, pædagogisk udviklingskonsulent i Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer.
Besøgene på de ni kulturinstitutioner skal både udfolde, hvordan man kan arbejde med genstande og rum i undervisningen og styrke de studerendes kendskab til undervisningsmuligheder uden for skolen.
De ni kulturinstitutioner tæller Arbejdermuseet, ARKEN Museum for Moderne Kunst, Dansk Arkitektur Center, Københavns Museum, KØS – Museum for kunst i det offentlige rum, Musikmuseet, Naturcenter Amager Strand, Thorvaldsens Museum og Vikingeskibsmuseet.
Stederne dækker både områderne kunst, kultur og natur, og de lærerstuderende deltager i eksisterende undervisningsforløb. Efter undervisningsforløbet reflekterer de studerende over de kreative og æstetiske læreprocesser, de netop har afprøvet sammen med forløbets underviser.
”Når de lærerstuderende deltager som om de var elever, tager den efterfølgende refleksion udgangspunkt i konkrete erfaringer, og de studerende kan lettere forholde sig til, hvad der var motiverende eller demotiverende ved undervisningen. Forløbet opleves altså på egen krop, hvilket desuden giver plads til de sanselige aspekter i diskussionen om læringsudbytte og -potentialer”, forklarer Sofie Andreassen, undervisnings- og udviklingsansvarlig i Skoletjenesten KØS – Museum for kunst i det offentlige rum.
Nyt styrkende praksissamarbejde
Det er i alt 30 hold lærerstuderende, der møder kulturinstitutionerne som en del af et tværfagligt ugeforløb om kreative og æstetiske læreprocesser på KP. Tidligere i år blev forløbet afprøvet i et pilotprojekt med fokus på bl.a. museumsundervisning for ti hold lærerstuderende.
Her besøgte de studerende seks forskellige museer og afprøvede eksisterende undervisningsforløb. Samarbejdet mellem Skoletjenesten og Københavns Professionshøjskole skal styrke praksissamarbejde som en del af læreruddannelsen.
”Formålet med forløbet var i første omgang, at de studerende skulle få kendskab til skoletjenestens tilbud, og få en erfaring med at bruge eksterne læringsmiljøer som en ressource. Efter forløbet stod det klart, at de studerende havde fået et meget stort udbytte ud af opgaven, og at de havde fået blik for de centrale læreropgaver der følger med, når man vil bruge eksterne læringsrum på en givende måde”, fortæller lektor Lissi Wiingaard Thrane fra læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.
”Når de lærerstuderende afprøver undervisningsforløb på museerne, er det som en del af en større opgave, hvor de skal lave aktiviteter inden, under og efter besøget – på den måde oplever de et eksemplarisk forløb, hvor undervisningen på museet ikke står alene, men er koblet til indholdet på uddannelsen”
For yderligere oplysninger:
Lise Sattrup, pædagogisk udviklingskonsulent i Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer, mail: ls@skoletjenesten.dk
Sofie Andreassen, undervisnings- og udviklingsansvarlig i Skoletjenesten KØS – Museum for kunst i det offentlige rum, mail: san@koes.dk
Lissi Wiingaard Thrane, lektor ved læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, mail: liwt@kp.dk
Citater fra lærerstuderende:
Udvalgte citater fra lærerstuderende, der har gennemført uddannelsesforløbet – og som har forholdt sig til spørgsmålet: Hvad er det vigtigste du har lært om at anvende museumsundervisning som en ressource for dig som kommende lærer?
- At benyttelsen af eksterne læringsrum er med til at gøre abstrakte begreber mere konkrete og “håndgribelige” for elever i alle aldre
- Ekstern læring er en fantastisk mulighed for at give eleverne en lidt mere spændene hverdag, og der behøves ikke blive gjort særlig meget fra lærens side, for at opfylde det.
- At det er et afbræk fra den daglige, vante skolegang, som faktisk ikke er spild af tid og bare “leg” (som jeg tidligere har set det som), men rent faktisk om noget giver eleverne mulighed for at lære tingene endnu bedre.
- De pædagogiske koblinger var et nyt begreb for mig, og det er et meget vigtigt element i undervisningen ved jeg nu.
- Eleverne kommer også hinanden ved på en anderledes måde. Det er mange slags forskellige elever og måder der kan komme i spil i stedet for den klassiske undervisning.
- Det vigtigste har nok været, at det er en god viden at have til når jeg skal ud og undervise mine kommende elever. Det er godt at vide at mulighederne for at styrke et forløb i skolen kan blive hjulpet af et museum for eksempel.
- Det har en større virkning på mine kommende eleverne. Det er noget som de vil have tillid til, anvende samt huske en del bedre end hvis jeg læste noget op fra bogen.