Gå til indhold

5.737 ansøgere tilbydes studieplads på Københavns Professionshøjskole

Uddannelser som laborant, bioanalytiker, radiograf og sygeplejerske har tilbudt flere ansøgere en studieplads på Københavns Professionshøjskole i forhold til sidste år. Der er dog stadig mange ledige pladser på lærer- og pædagoguddannelsen

5.737 ansøgere har natten til den 28. juli fået tilbudt en studieplads på Københavns Professionshøjskole. Det er en fremgang på 121 studiepladser i forhold til niveauet i 2019, hvor 5.616 ansøgere blev tilbudt en plads.

Det er især sundhedsuddannelserne og de teknologiske uddannelser, der trækker fremgangen. Sygeplejerskeuddannelsen går 31 pladser frem, laborantuddannelsen stiger med 50 pladser, 16 ekstra pladser på bioanalytikeruddannelsen og 8 på radiografuddannelsen.

”Vi er glade for, at vi kan tilbyde flere ansøgere en studieplads på mange af de uddannelser, som har været særligt i fokus under coronakrisen. Vi har stort set ingen ledige pladser tilbage på vores sundhedsfaglige fakultet, så det er meget positivt”, forklarer rektor Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole.

Omvendt kritisk ser det ud på lærer- og pædagoguddannelsen, hvor man er gået henholdsvis 10 og 24 studiepladser tilbage. Umiddelbart en mindre tilbagegang, men det skal ses i lyset af, at begge uddannelser i forvejen har hårdt brug for flere ansøgere. Københavns Professionshøjskole har i alt 1.414 ledige studiepladser, hvoraf lærer- og pædagoguddannelsen tegner sig for hele 1.321 af pladserne.

”Læreruddannelsen og pædagoguddannelsen er stadig to af vores største og mest søgte uddannelser, men der skal altså uddannes langt flere lærere og pædagoger i hovedstadsområdet de kommende år for at følge med børnetallet. Situationen er kritisk”, siger Stefan Hermann.

”Derfor kommer vi til at arbejde hårdt på efteroptaget på begge uddannelser de kommende uger og måneder. Mange unge har jo i nat modtaget et afslag på deres førsteprioritet, og her er det så vores opgave at få fortalt, at både lærer- og pædagoguddannelsen er et godt og meningsfuldt alternativ, hvis man vil gøre en forskel for børn og unge”.

Pædagoguddannelsen har 628 ledige studiepladser, men læreruddannelsen har 693 ledige studieplader. For pædagoguddannelsens vedkommende er der dog fyldt helt op denne sommer, så alle de ledige studiepladser er med studiestart til vinter. Læreruddannelsen har dog en akut udfordring med hele 438 ledige studiepladser denne sommer.

De mange ledige studiepladser på Københavns Professionshøjskole står i skærende kontrast til andre dele af uddannelsesområdet, hvor flere uddannelser på universiteterne har oplevet en stor fremgang i antallet af ansøgere denne sommer på grund af coronakrisen. Ifølge Stefan Hermann er der brug for en langsigtet investeringsplan fra Christiansborg, hvis velfærdsuddannelserne på professionshøjskolerne skal tiltrække flere ansøgere.

I år har Københavns Professionshøjskole modtaget 26.209 ansøgninger, heraf 7.956 førsteprioritetsansøgninger til vores 20 professionsuddannelser.

For yderligere oplysninger:

Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole, tlf.: 26 13 73 97

Michael Duus Andersen, pressechef på Københavns Professionshøjskole, tlf.: 23 44 53 83

Læs mere om de ledige studiepladser på Københavns Professionshøjskole