Didaktisk inspirationsmateriale om helhedsorienteret undervisning
Et nyudviklet inspirationsmateriale tilbyder erhvervsskolelærere en guide til at designe helhedsorienteret undervisning.
Med baggrund i en bevilling fra Novo Nordisk Fonden har NCE siden 2021 arbejdet med et bredt anlagt forskningsprojekt, der har haft til formål at belyse, hvordan erhvervsskolerne gennem en helhedsorienteret og praksisnær didaktik kan løfte elevernes motivation i de STEM-relaterede grundfag.
Projektet har været delt i to etaper. I første etape, undersøgelsesfasen, blev fokus rettet mod de erfaringer grundfagslærere og lærere i de uddannelsesspecifikke fag havde med at tilrettelægge og gennemføre helhedsorienteret og praksisnær undervisning. Erfaringerne blev samlet op og analyseret i en forskningsrapport, der blev publiceret i 2022.
I den anden etape blev disse erfaringer lagt til grund for en række praktiske eksperimenter med at videreudvikle didaktikken i helhedsorienteret og praksisnær retning. 23 lærerteams landet over har gennem en bred vifte af eksperimenter skaffet sig nye erfaringer med at arbejde helhedsorienteret med de STEM-relaterede grundfag, som ofte er udfordrende for såvel lærere som elever i erhvervsuddannelserne.
Publikation af inspirationsmaterialet
Erfaringerne fra de 23 lærerteams arbejde er nu analyseret og har resulteret i en publikation, hvor centrale greb, ideer og overvejelser er formidlet i et let tilgængeligt format. Hensigten med publikationen er, at lærere og ledere i erhvervsuddannelserne kan finde inspiration til at skabe det fundament, der kan gøre det muligt i praksis at realisere helhedsorienteret og praksisnær undervisning.
Publikationen er bygget op, så man kort introduceres til hvad tankegangen bag helhedsorientering og praksisnærhed er. Herefter følger en guide, der i otte trin beskriver de faser, man med fordel kan bevæge sig igennem, når man som lærergruppe på tværs af STEM-relaterede grundfag og uddannelsesspecifikke fag kaster sig ud i at planlægge helhedsorienteret undervisning.
Til hvert trin i guiden er knyttet en række refleksionsspørgsmål, der kan understøtte planlægningsarbejdet. Som supplement til guiden er der afslutningsvis en oversigtsmodel, der i kort form illustrerer den samlede proces.
Forskningsprojektet afsluttes senere i 2024 med publiceringen af projektets evalueringsrapport.
Den 28. august 2024 er NCE vært ved en konference, der præsenterer projektets resultater.
Kontakt
Yderligere oplysninger om det didaktiske inspirationsmateriale kan fås ved henvendelse til: