Styrkede lærepladser på eud
Projektet undersøger, hvordan forskningsbaseret viden kan styrke kvaliteten af oplæring og læringsmiljøer på lærepladser gennem konkrete indsatser i virksomheder og erhvervsskoler.
Lærepladsen spiller en afgørende rolle for eud-elevernes læring, trivsel og gennemførelse af af deres uddannelse. Samtidig peger forskning på, at kvaliteten af oplæringsmiljøer varierer betydeligt mellem brancher og virksomheder. Selvom størstedelen af eleverne trives på deres lærepladser, viser undersøgelser også, at nogle lærlinge oplever udfordringer som hård tone og manglende inklusion.
Der er de senere år gennemført en længere række projekter om oplæring og læringsmiljøet på lærepladserne. Men der er behov for mere viden om, hvordan vidensgrundlaget kan bringes i spil og bidrage til udvikling på lærepladserne.
Projektet Styrkede lærepladser på EUD bygger derfor videre på eksisterende forskning og undersøger, hvordan forskningsbaseret viden kan omsættes til konkrete udviklingsindsatser på lærepladser og erhvervsskoler.
I samarbejde med 16 virksomheder fra 4 brancher
Projektet forventes at skabe ny viden om, hvordan forskning kan bidrage til at styrke oplæring og læringsmiljø på lærepladser. Det undersøges blandt andet, hvilke udviklingsmetoder og samarbejdsformer der er mest anvendelige, når virksomheder og skoler ønsker at arbejde systematisk og vidensbaseret med udvikling af kvalitet i oplæringen.
Inden for fire forskellige brancher udvikler og afprøver 16 virksomheder konkrete indsatser i samarbejde med vidensmiljøer, der understøtter udvikling af indsatserne og samtidig følger processerne tæt. Gennem samskabelse udvikles og afprøves forskellige indsatser. Følgeforskningen omfatter interview og observationer hos de deltagende lærepladser i projektet.
Projektet skal bidrage med indsigt i, hvilke forhold der understøtter eller hæmmer udviklingsarbejdet, herunder betydningen af virksomhedsstørrelse, branche, organisering og lokale læringskulturer.
Resultaterne skal både styrke kvaliteten af oplæringsmiljøerne og give viden om, hvordan samskabende samarbejder mellem forskere og praktikere kan styrke oplæringen og skabe bæredygtige tiltag på lærepladserne.
Fakta om projektet
Projektet Styrkede lærepladser på eud løber fra december 2025 – december 2027.
Deltagere fra KP er lektor, ph.d. Anne Katrine Kamstrup (projektleder), Luna Christine Christensen, Pernille Hjermov og docent Mette Pless fra Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) på Københavns Professionshøjskole.
Projektet finder sted i samarbejde med Arnt Louw og Katrine Vraa Justenborg fra Center for Ungdomsforskning (CeFU), Vibe Aarkrog, Aarhus Universitet samt Helle Marie Stoltenborg og Kristian Quistgaard Steensen fra Tænketanken DEA.
Projektet er finansieret af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) og midler fra Forskningsreserven 2025. Det gennemføres i regi af Center for Viden om Erhvervsuddannelser (CEVEU).