Simulationsbaseret undervisning
På Københavns Professionshøjskole (KP) træner studerende deres professionsfaglige færdigheder i vores virkelighedstro simulationsmiljø.
I Praksis- og Innovationshuset har vi skabt autentiske og mangefacetterede rammer, der giver alle vores studerende de bedste muligheder for at træne, øve og udvikle deres færdigheder.
Simulationsbaseret undervisning anvender forskellige former for autentiske iscenesættelser af praktiske og realistiske scenarier.
Her træner de studerende i at koble teori og praksis, så de er forberedte på transitionen til deres professionelle virke, som de skal kunne varetage under deres praktikophold og efter endt uddannelse.
Simuleret praksis
Praksis- og Innovationshuset er opbygget, så det bedst muligt imiterer den praksis, de studerende kan forvente at møde.
Derfor er huset organiseret som simulationsmiljøer, der afspejler:
- Hospitalsafsnit (senge-, akut og fødestue)
- Et kontormiljø
- Et hjemmemiljø (lejlighed med badeværelse, toilet, stue, køkken og soveværelse)
- Snoezelrum (både til øget og sænket arousal)
- Genoptræning og rehabilitering
- VR-udstyr
Når vores brugere træder ind i huset, træder de samtidig ’ud i praksis’.
Huset rummer autentiske simulationsmiljøer med en række teknologier, som de studerende møder, når de er færdige med deres uddannelse.
I undervisningen anvendes nogle gange patient simulatorer, og i andre sammenhænge er det studerende, skuespillere eller ”rigtige” borgere, som agerer borgere/patienter.
I nogle scenarier anvendes dragter, som simulerer aldring, kronisk obstruktiv lungelidelse, halvsidig lammelse og overvægt.
Dragterne giver en realistisk simulation af disse somatiske tilstande – og de studerende opnår en kropslig læring, fremfor udelukkende en teoretisk forståelse.
Etiske hensyn i simulationsundervisning
- Fantomerne simulerer borgere/patienter. For at komme tættest på virkeligheden behandles alle fantomer som levende mennesker.
- Simulationsdragterne er ikke bare kostumer, men simulerer en virkelighed, som nogle mennesker lever under; alderdom, hemiparese, KOL og overvægt. Derfor skal dragterne bæres og behandles med respekt.
- Ved hjælp af videooptagelser af forskellige scenarier kan scenarierne og handlemåder tales igennem. Det er et meget brugbart redskab i undervisningen til den debriefing, som mange undervisere udfører med de studerende efter selve simulationen.
- Alle videooptagelser er kun til de studerendes egen brug i undervisningen og slettes efter brug.
Vil du høre mere?
Kontakt os for at høre mere om, hvordan vi kan samarbejde om at skabe innovative løsninger, der gør en forskel for både borgere og virksomheder.
Praksis- og Innovationshuset
praksishus@kp.dk