Gå til indhold

Lige før døden – om den eksistentielle psykologi og lidelse og lindring tæt på døden

Større Skriftlig Opgave (SSO), fagkombination: Psykologi.

Emnebeskrivelse

Du skal skrive om dette emne, hvis du vil vide mere om lidelse og lindring ved overgangen mellem liv og død – og hvis du vil have indsigt i, hvordan sygeplejersker kan støtte mennesker, som er tæt på døden.

I dokumentarfilmen ”Lige før døden” fra 2022 viser Anne Regitze Wivel det liv, som findes i dagene før døden, på en palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital. Denne afdeling var rammen om hendes mands, Svend Aukens, 12 sidste dage op til hans død i 2009.

Sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, som arbejder med palliation (dvs. lindring), støtter mennesker med alvorlig sygdom, både i dagene op til døden og eventuelt også tidligere i deres sygdomsforløb, for at hjælpe dem til øget livskvalitet (Videnscenter for Rehabilitering og Palliation, uden dato).

Den eksistentielle psykologi er en af de psykologiske retninger, som beskæftiger sig med dødens psykologi og forberedelsen til døden. Den eksistentielle psykologi har bl.a. fokus på oplevelsen af mening med tilværelsen, og på hvad mennesker kan gøre for at gøre tilværelsen meningsfuld. Retningen lægger vægt på menneskets mulighed for at forme dets liv og personlighed gennem valg, dvs. at vi ikke kun formes af vores arv og miljø (Dansk Psykoterapeutforening, uden dato).

Bo Jacobsen er blandt de psykologer som har beskæftiget sig med menneskers forhold til døden i et eksistentialpsykologisk perspektiv. I flere værker diskuterer Bo Jacobsen de psykologiske reaktioner på, og forberedelser til, at skulle dø. Diskussionen sker på baggrund af interviews med mennesker som har været tæt på at dø, med mennesker som arbejder med døende og på baggrund af andre forskeres arbejde (f.eks.: Jacobsen, 2011).

Forslag til problemformulering og vinkler

Døden i den eksistentielle psykologis perspektiv

  • Hvilke vinkler og indsigter kan eksistentielle psykologi bidrage med i forhold til døden som menneskeligt grundvilkår?
  • Redegør for udvalgte elementer i Bo Jacobsens syn på dødens psykologi.
  • Eventuelt (udfordrende!): Redegør kort for, hvordan udvalgte filosoffer og psykologer har bidraget til udviklingen af eksistentialismen og den eksistentielle psykologi (f.eks. Kierkegaard, Nietzsche, Heidegger og Sartre).

Lige før døden

  • Beskriv sygeplejerskers, og andre sundhedsprofessionelles, arbejde med palliation i filmen ‘Lige før døden’ af Anne Regitze Wivel.
  • Hvordan kan udvalgte dele af filmen fortolkes med udgangspunkt i den eksistentielle psykologi?

Perspektiver i forståelsen af døden som menneskeligt grundvilkår

  • Vurder om perspektiverne på døden i den eksistentielle psykologi og filmen ”Lige før døden” kan have værdi i andre livsfaser?
  • Vurder om vi kan leve vores liv fuldt ud (autentisk), hvis vi aldrig tænker på døden?
  • Vurder om døden får en anden betydning, når man som professionel er nødt til at forholde sig til den i sit arbejde?

OBS: det vil ikke være muligt at rumme alle delelementerne i én SSO.

Materiale

  • Jacobsen, Bo (2009): Livets dilemmaer, kapitel ‘Dødsangst og livsengagement’ (s. 126-153). Hans Reitzels forlag