Hvordan kan elever forberedes til deltagelse på fremtidens foranderlige arbejdsmarked?
Større Skriftlig Opgave (SSO), fagkombination: Samfundsfag.
Emnebeskrivelse
Som folkeskolelærer er noget af det vigtigste at give eleverne forudsætninger for, at de kan tage en uddannelse og i sidste ende finde et job og en karriere, der passer ind i deres ønskede livsstil.
Det er vigtigt at give eleverne en forståelse for:
- Hvad et arbejde er
- Hvorfor det er vigtigt for mennesket at arbejde
- Hvordan arbejdsmarkedet er indrettet.
Det er også vigtigt, at eleverne lærer at forholde sig til forholdet mellem fritid og arbejde – samt hvordan ens arbejde kan spille sammen med de værdier og ønsker, man har i sit liv.
Arbejdsmarkedet er i konstant udvikling, og de kompetencer, der er brug for i dag, er der måske ikke brug for i morgen.
Denne tilstand kan gøre det vanskeligt for eleven at træffe et uddannelsesvalg. Elevernes indblik i og forståelse for arbejdsmarkedet har betydning for deres uddannelsesvalg.
Eleverne skal både lære om arbejdsmarkedet, fordi det er et centralt emne i samfundsfag, men også fordi de i slutningen af folkeskolen skal begynde at forholde sig til, hvad de vil efter 9. klasse, og om der er dele af arbejdsmarkedet, de finder mere interessante end andre.
Forslag til problemformulering og vinkler
Hvordan kan man i undervisningen i samfundsfag i folkeskolen lære eleverne om arbejdsmarkedet og give dem kompetencer, der vil være efterspurgt på fremtidens arbejdsmarked?
- Redegør for elevers forestillinger om uddannelse, fremtidigt job og arbejdsmarked. Anvend bl.a. CeFU’s undersøgelse: Uddannelsesvalg, vejledning og karrierelæring i et ungeperspektiv (2016).
- Undersøg regeringsgrundlaget: Ansvar for Danmark – Det politiske grundlag for Danmarks regering, december 2022, og forklar, hvilke udfordringer regeringen mener, der er på arbejdsmarkedet, og hvilke løsninger de foreslår.
- Vurdér, hvordan folkeskolen skal indrettes, så den forbereder eleverne på fremtidens arbejdsmarked. Inddrag regeringens politik og andre kilders syn på fremtidens arbejdsmarked.
Materiale
Bøger
- Henriksen, Per (2023 – på vej): Arbejde og arbejdsmarked – i et samfundsfagligt perspektiv. Forlaget Columbus.
- Sørensen, Jacob Graves (2022): Økonomiens kernestof. Forlaget Columbus.