Konference: Social- og specialpædagogik i profession og uddannelse
Pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole og Socialpædagogernes Landsforbund Hovedstaden inviterer medlemmer, undervisere, samarbejdspartnere, interessenter og studerende til gratis konference om social- og specialpædagogik
Praktisk information
Dato
Torsdag d. 16. april 2026Kl. 09.30 - 15.30
Sted
Tilmeldingsfrist
5. april 2026
Pris
Gratis
Program
09.30
Ankomst, croissant samt kaffe, te og vand
09.45
Velkomst og præsentation af program
v. Sussie Nielsen, uddannelsesleder, Pædagoguddannelsen, KP samt Lars Petersen, formand, Socialpædagogerne Hovedstaden
10.00
Socialpædagogikkens kritiske potentiale
v. Bent Madsen, forsker og konsulent, Inklusionsakademiet
10.55
Kort pause
11.05
Dømmekraft i en digital tid – AI og etik i socialpædagogisk arbejde
v. Helene Ratner, professor og sektionsleder på DTU Management v. Danmarks Tekniske Universitet
12.00
Frokost
12.45
Workshops 1-4
Se særskilt program nedenfor
14.10
Pause – kaffe/te, frugt og kage
14.25
Handicapforståelser i praksis: Relationer, magt og muligheder
v. Emil Falster, handicapforsker
15.25
Tak for i dag
v. Thomas Svendsen, næstformand Socialpædagogerne Hovedstaden
Dagens oplægsholdere
Bent Madsen, forsker og konsulent, Inklusionsakademiet
Socialpædagogikkens kritiske potentiale
Oplægget undersøger, hvordan socialpædagogikken kan genetablere sin kritiske videnstradition for at forstå mistrivsel, udsathed og social eksklusion som grundlæggende vilkår i hverdagslivet. Vi ser på, hvordan det sociale livs betydning for dannelse, læring og udvikling kan åbne for nye refleksioner om professionens rolle og muligheder.
Helene Friis Ratner, professor og sektionsleder på DTU Management v. Danmarks Tekniske Universitet
Dømmekraft i en digital tid – AI og etik i socialpædagogisk arbejde
Oplægget undersøger, hvordan kunstig intelligens forandrer velfærdsarbejdets dokumentation, beslutningsprocesser og mødet med borgeren.
Vi ser på de muligheder, udfordringer og etiske dilemmaer, som teknologien rejser for dømmekraft, relationer og professionel praksis.
Emil Falster, handicapforsker
Handicapforståelser i praksis: Relationer, magt og muligheder
Oplægget undersøger, hvordan forskellige forståelser af handicap former professionelles problemopfattelser og relationelle praksisser. Handicap ses ikke kun som en individuel egenskab, men som et socialt og institutionelt fænomen, der forhandles i hverdagen.
Vi diskuterer, hvordan disse forståelser påvirker magtforhold, identitet og deltagelsesmuligheder.
Workshops
Hver deltager skal vælge én workshop ved tilmeldingen.
1 - Autisme i en neurotypisk verden - pædagogiske veje til øget trivsel (lokale K3.18) v. Rikke Møller Eriksen, kandidat i pædagogisk psykologi, fagperson og forfatter til bogen Autismepædagogik, teori og greb til praksis.
Workshoppen introducerer et moderne autismesyn, hvor autisme forstås som en del af menneskelig neurodiversitet.
Vi undersøger, hvordan den neurotypiske verden kan opleves af autistiske mennesker, og hvorfor stressreduktion og energiforvaltning er centrale i pædagogisk praksis.
Deltagerne får konkrete perspektiver og redskaber til at skabe tryghed, mening og trivsel i samarbejdet med autistiske børn, unge og voksne.
2 - Rettigheder, barrierer og deltagelse: Handicapkonventionen i praksis (Lokale K4.17) v. Hans Dabelsteen, chefkonsulent, institut for menneskerettigheder
Workshoppen giver et samlet overblik over FN’s Handicapkonvention og den handicappolitiske udvikling i Danmark, herunder centrale indsigter om levevilkår for mennesker med handicap.
Vi undersøger typiske barrierer i mødet med velfærdssystemet og drøfter, hvordan viden om rettigheder og ligebehandling kan omsættes til social- og specialpædagogisk praksis, der styrker deltagelse og nedbryder hindringer.
3 - Det specialiserede børne- og ungeområde (Lokale K5.19) v. Søren Skjødt, forstander, Børne- og Ungehjemmet Godhavn
Workshoppen giver et aktuelt indblik i det specialiserede børne- og ungeområde set fra et børne ungehjem.
Vi ser på, hvordan området har udviklet sig siden kommunalreformen, og hvilken type børn og unge der i dag visiteres til døgn-, behandlings- og specialundervisningstilbud.
4 - Socialpædagogerne på psykiatriområdet (Lokale K6.19) v. Gert Landergren Due, næstformand, Socialpædagogerne
Workshoppen giver et overblik over Socialpædagogernes arbejde på psykiatriområdet med udgangspunkt i den 10‑årige psykiatriplan og visionerne for at styrke socialpsykiatrien.
Der arbejdes dialogbaseret, og deltagerne inddrages i de faglige pejlemærker for en mulig psykiatriplan nr. 2.