Forskningsfestival 2026

Antallet af ældre med udviklingshandicap på bosteder er stigende.

Da langt de fleste bliver boende på bosted hele deres liv, medfører forandringer i beboergruppens behov og funktionsvariationer nye krav til den professionelle omsorg og praksis, og til de professionelles forståelser af arbejdet med beboergruppen.

I den forbindelse bliver det (ekstra) tydeligt, at socialpædagogisk arbejde foregår i spændingsfeltet mellem individualitet og fællesskab, og at fællesskabet i nogle sammenhænge må træde i baggrunden.

I denne workshop præsenteres centrale indsigter fra forskningsprojektet Samarbejde som tidlig indsats, hvor vi interviewede forældre, pædagoger, ledere og tværprofessionelle aktører.

Workshoppen sætter særligt fokus på de erfaringer og dilemmaer, der opstår i spændingsfeltet mellem familiers hverdagsliv og de professionelle samarbejde – både med forældrene og på tværs af fagligheder.

Workshoppen vil åbne en fælles undersøgelse af, hvordan vi kan forstå og udvikle tidlig indsats som et samarbejde, så det tager udgangspunkt i forældres oplevede hverdagslivsproblematikker.

Workshoppen veksler mellem korte oplæg, konkrete cases fra interviewmaterialet og fælles refleksion i grupper. Deltagerne inviteres til at bringe egne erfaringer i spil og arbejde med, hvordan indsigterne kan omsættes i deres egen praksis

Børn er ikke kun på vej til at blive noget – de er allerede nogen.

Når vi arbejder med børns perspektiver, handler det derfor ikke alene om at forberede børn til fremtiden, men også om at tage deres erfaringer, oplevelser og stemmer alvorligt her og nu.

At inddrage børns perspektiver kan være en måde at styrke deres deltagelsesmuligheder og derigennem adgang til fællesskaber.

I denne session præsenteres og diskuteres forståelser af børneinddragelse, herunder hvorfor inddragelse af børns stemmer er en vigtig del af den pædagogiske praksis.

Gennem workshoppen præsenteres metoder, der er udviklet gennem flere forskningsprojekter, med henblik på at give børn stemmer.

Metoderne er oprindelig udviklet til børn i skolen, og der vil i sessionen være fokus på sammen at dele erfaringer med børneinddragelse og i den forbindelse drøfte, hvordan de præsenterede metoder kan udvikles – også med fokus på børneinddragelse i dagtilbud.

Denne workshop inviterer til fælles faglige refleksioner over fænomenet ”tydelige legezoner”.

Hvor kommer fænomenet fra, hvilke forståelser af børn og leg bygger det på, og hvordan påvirker det pædagogisk praksis? Med afsæt i vores artikel ”Tydelige legezoner – nye syn på børn og leg” undersøger vi, hvordan arbejdet med legezoner hænger sammen med aktuelle kvalitetsforståelser i dagtilbud.

Artiklen peger på, at tydelige legezoner ikke blot organiserer leg, men også kan være med til at forme forestillinger om, hvad der tæller som god leg, og hvem der fremstår som kompetente legebørn.

Sammen drøfter vi de muligheder, dilemmaer og blinde vinkler, der kan opstå, når bestemte former for leg og deltagelse får forrang frem for andre.

Pædagogikken er et mikrokosmos for samfundet – og den er medskaber af samfundet.

Pædagogikken bygger på visioner om fællesskaber, deltagelse, samt etablering og udvikling af det gode liv. Den indeholder dermed en demokrati- og samfundsorientering.

Vi præsenterer nogle fund og erfaringer fra vores forskning i det pædagogiske felt, hvor vi har arbejdet med aktionsforskning og fremtidsværksteder. V

i sætter fokus på utopiarbejdet og viser, hvordan det åbner for nogle spændende perspektiver på pædagogikkens bidrag til det gode liv.

På workshoppen afprøver vi i fællesskab værkstedsmetoden. Denne gang går vi særligt i dybden med utopifasen og diskuterer, hvad den kan bringe med sig, og hvordan den kan berige pædagogisk udviklingsarbejde.

Workshoppen er relevant for deltagere, uanset hvilket pædagogisk felt, man beskæftiger sig med.

Hvilken betydning har kroppen for vores måde at lære, deltage og være sammen på?

I denne workshop sætter vi fokus på samspillet mellem krop, bevægelse, leg og læring i pædagogisk praksis. Med afsæt i forskning i bevægelse og læring undersøger vi, hvordan kroppen ikke blot er noget, der skal aktiveres ved siden af det pædagogiske arbejde, men kan være en aktiv del af børns muligheder for at engagere sig, sanse, forstå og deltage.

Workshoppen veksler mellem korte faglige oplæg, konkrete eksempler og mindre involverende aktiviteter og refleksioner. Fokus er ikke på bevægelse for bevægelsens egen skyld, men på hvordan leg, krop og bevægelse kan tænkes meningsfuldt ind i pædagogiske situationer.

Undervejs inviteres deltagerne til at koble perspektiverne til egen praksis og diskutere, hvornår kropslige og legende tilgange faktisk tilfører noget, og hvornår de ikke gør.

Workshoppen tager primært afsæt i dagtilbud og indskoling, men perspektiverne er relevante på tværs af pædagogiske sammenhænge.

Hvad sker der, når en ung siger: “Det er ikke for sådan nogle som mig”? Og hvordan påvirker vores pædagogiske praksis, hvilke fremtider unge overhovedet oplever som mulige?

Workshoppen bygger på forskning fra et ph.d.-projekt om unge i specialpædagogiske grundskoletilbud og deres overgang til videre uddannelse og ungdomsliv.

Med afsæt i unges egne fortællinger undersøger vi, hvordan ønsker, håb og bekymringer formes i mødet med professionelle forventninger, støtteformer og uddannelsessystemets krav.

Vi følger samtidig nogle af de unges fortællinger på tværs af overgangen og ser på, hvad der sker, når støtte, som var meningsfuld eller muliggjorde deltagelse i grundskolen, møder nye krav til blandt andet fremmøde, prøver, selvstændighed og deltagelse.

Sammen undersøger vi, hvordan pædagogisk støtte kan skabe deltagelse her og nu og samtidig bidrage til erfaringer, handlemuligheder og fremtidsforestillinger, som den unge kan bære med sig videre.

Workshoppen giver begreber og konkrete refleksionsspørgsmål til arbejdet med transitioner: Hvilke fremtider gør vores praksis tænkelige?

Hvad åbner vores støtte, hvad risikerer den at lukke, og hvad efterlader den hos den unge, når næste overgang begynder? Undervejs arbejder vi med konkrete cases fra forskningen og med situationer fra deltagernes egen praksis.

På denne workshop præsenterer jeg, hvordan spil kan fungere som både pædagogisk aktivitet, didaktisk redskab og genstand for analyse og refleksion i undervisning.

I workshoppen præsenterer jeg forskellige modeller for spildidaktik, og vi diskuterer hvordan spil kan anvendes til at planlægge, gennemføre og udvikle pædagogiske aktiviteter og undervisningsforløb.

Workshoppen giver desuden mulighed for at afprøve et In Real Life Game, som illustrerer centrale spildidaktiske principper i praksis.

Spillet hedder Den grå leg og indeholder blandt andet elementer af stikbold, kodebrydning og ressourceindsamling, derfor anbefales tøj, der giver mulighed for bevægelse.

Formen er en kombination af forskningsbaseret oplæg, fysisk aktivitet og fælles diskussion.

Workshoppen er relevant på tværs af pædagogiske felter, herunder dagtilbud, skole- og fritidsområdet samt social- og specialområdet. Derudover vil den være relevant for alle med interesse for spil i professionsuddannelser.

I denne workshop præsenterer jeg teoretiske og empiriske nedslag fra mit igangværende forskningsprojekt om pædagogstuderendes omsorgsrelaterede læreprocesser under praktik.

Jeg introducerer nogle af de centrale psykosociale og pædagogiske begreber, som jeg anvender i min undersøgelse – herunder min egen analytiske betegnelse omsorgskapacitet.

Jeg lægger op til en fælles drøftelse af studerendes muligheder og betingelser for omsorgsudøvelse under praktik i dagtilbud med udgangspunkt i både min egen empiri og workshopdeltagernes erfaringer fra pædagogisk praksis i dagtilbud.

Workshoppen henvender sig primært til praktikvejledere, pædagoger, ledere og konsulenter på dagtilbudsområdet med interesse for omsorgsperspektiver og læreprocesser.

Hvordan påvirker krig og konflikter børn og unges hverdagsliv og får betydning for deres relationer, fællesskaber og oplevelse af tryghed? Og hvad betyder det for pædagogisk praksis, når verdens konflikter bliver nærværende i de børn, unge og familier, der mødes i institutionerne?

Workshoppen sætter fokus på, hvilken rolle pædagogikken kan spille, når børn og unge møder en verden præget af krig, konflikter, ulighed og forskellighed. Med afsæt i oplægget inviteres deltagerne til at reflektere over, hvordan pædagogiske fællesskaber kan skabe rum for spørgsmål, forskellige perspektiver og svære samtaler.

Workshoppen er relevant på tværs af pædagogiske områder, hvor børn og unge indgår i fællesskaber.

Hvordan skaber unge håb, tilhør og fællesskab i en tid præget af forskellighed og polarisering?

Hvilken rolle spiller pædagoger og det ungdomspædagogiske arbejde? Denne workshop præsenterer indsigter fra tre aktuelle forskningsprojekter om unge og ungdomspædagogisk arbejde i Danmark og Sverige.

Først sættes fokus på, hvordan unge i superdiverse bymiljøer gennem fælles engagement udvikler håbefulde praksisser, der udfordrer gængse forestillinger om integration og marginalisering.

Dernæst belyses, hvordan diskrimination påvirker minoritetsetniske unges muligheder for deltagelse og tilhør, og hvordan professionelle kan styrke inkluderende fællesskaber gennem udvikling af dømme- og handlekraft.

Endelig præsenteres erfaringer med pædagogisk arbejde omkring køn, seksualitet og LGBTQ+-unge i ungdomspædagogiske institutioner i Danmark og Sverige.

Workshoppen består af tre korte oplæg efterfulgt af en fælles drøftelse, hvor deltagerne inviteres til at reflektere over de udfordringer, dilemmaer og muligheder, som kendetegner ungdomspædagogisk arbejde i dag og hvor vi i fællesskab kan tegne konturerne af det aktuelle ungdomspædagogiske arbejde.

I denne workshop interesserer vi os for neurodivergente dimittender fra pædagoguddannelsen.

Trods øget forskningsmæssigbevågenhed på neurodivergens i uddannelse og arbejde ved vi i dag ikke ret meget om, hvordan neurodivergente pædagoger oplever deres første skridt ind i professionen og ud i pædagogisk praksis – hvilke barrierer oplever de og hvorfor har mange tilsyneladende svært ved at bevare en langvarig tilknytning til deres arbejdsplads?

Med denne workshop åbner vi derfor op for muligheden for at kvalificere et endnu ikke færdig formuleret forskningsprojekt, der har til hensigt at skabe ny viden om netop dette emne.

Workshoppen kombiner oplæg, der formidler eksisterende viden om overgange fra uddannelse til arbejde og brug af inkluderende ledelse, med input fra deltagere, der giver deres bud på, hvad der skal til for at styrke rekrutteringen og fastholdelsen af alle slags pædagoger

Med afsæt i feltarbejde fra forskningsprojektet Ulighedens sorte boks undersøger vi, hvordan pædagoger arbejder med børn, de er bekymrede for.

Når pædagoger bliver alvorligt bekymrede for et barn, igangsættes ofte en lang række tiltag, som rækker ud af daginstitutionen: De samarbejder fx med andre myndigheder og andre fagpersoner for at igangsætte støtteforanstaltninger.

I denne workshop viser vi, hvordan pædagoger samtidig også arbejder med bekymringerne inden for daginstitutionen, hvor de arbejder for at skabe og fastholde deltagelsesmuligheder i hverdagens fællesskaber.

Vi viser, at dette pædagogiske arbejde indebærer løbende vurderinger, justeringer og uenigheder om, hvad barnet har brug for, og hvad konkrete situationer kalder på.

Samtidig retter vi blikket mod de betingelser, som pædagogerne har for arbejdet i krydspresset mellem tværprofessionalitet og pædagogik Workshoppen indledes med et kort empirisk og analytisk oplæg og fortsætter med fælles diskussion.

Udgangspunktet er dagtilbud, men problemstillingerne har relevans på tværs af pædagogiske felter.

Hvordan husker nordiske pædagoger tiden med ’krisepædagogik’ under covid-19?

Hvilke erfaringer er der i den ’kriserygsæk’, som pædagoger udviklede under pandemien, og som de – måske – kan trække på ved fremtidige kriser og uforudsete situationer?

Denne workshop er baseret på interviews med dagtilbudspædagoger i Sverige, Norge, Island, Finland og Danmark. Baggrunden er det nordiske forskningsprojekt EXPECT, der undersøger småbørnspædagogikkens betingelser og muligheder under pandemien.

Workshoppen er bygget op omkring interaktive cases, som er baseret på forskningsprojektets datamateriale; deltagerne må sammen håndtere dilemmaer, der sætter den pædagogiske dømmekraft på spil.

Forvent derfor at møde frem til et involverende værksted, hvor fokus er på fælles refleksioner og drøftelser af konkrete handlemuligheder.

Pædagogisk arbejde foregår gennem hverdagens tilbagevendende situationer: måltidet, garderoben, modtagelsen, overgangen, og de små møder i korridorerne mellem mennesker. Men hvordan bliver en hverdag over tid genkendelig, sammenhængende og mulig at deltage i?

I workshoppen introduceres begrebet social kadence som et begreb for, hvordan relationer, rutiner, rum og gentagelser spiller sammen og skaber kontinuitet og muligheder for deltagelse, dannelse og tillid.

Social kadence skabes ikke af den enkelte pædagog alene, men gennem fælles pædagogisk organisering, hvor medarbejdere koordinerer deres handlinger, overleverer viden og sammen viderefører eller forandrer hverdagens pædagogiske praksis.

Workshoppen veksler mellem et forskningsbaseret oplæg og et involverende værksted, hvor deltagerne undersøger egen praksis.

Workshoppen er relevant på tværs af pædagogiske felter.

Hvordan kan pædagogisk personale undersøge og producere viden om egen praksis som en del af hverdagen? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for denne workshop, hvor vi præsenterer erfaringer fra et netop afsluttet praksisforskningsprojekt om omsorg.

Projektet var bygget op omkring det, vi kaldte en husforskerordning – en organiseringsform, hvor medarbejdere på skift indtog rollen som husforskere og udforskede hverdagssituationer med fotografier som afsæt for fælles analyser med kolleger og forskere.

Målet med ordningen var at gøre undersøgelsesarbejde og samarbejde med forskere meningsfuldt og muligt i en travl institutionshverdag og at positionere pædagogiske medarbejdere som vidensproducenter.

Til workshoppen deler vi erfaringer med arbejdsformens muligheder og udfordringer og afprøver sammen udvalgte elementer af den.

Afslutningsvis lægger vi op til drøftelse af, hvordan husforskerordningen kan bruges i andre pædagogiske sammenhænge.

Hvordan integreres sang i det daglige pædagogiske arbejde.

Dette spørgsmål har Sangens Hus og Vallensbæk kommune sat sig for at afprøve. I perioden 2024-2026 gennemførte Sangens Hus et lærings- og udviklingsforløb (Sangglad Mini) med samtlige dagplejere og alt vuggestuepersonale og børnehavepersonale i Vallensbæk Kommune.

Formålet var at klæde personalegrupperne på til at integrere sangaktiviteter i det daglige pædagogiske arbejde.

Vi er en gruppe forskere og undervisere fra KP, der har fulgt i projektets spor og gennemført et kvalitativt følgeforskningsprojekt, hvor vi blandt andet undersøgte. hvordan personale og ledelse oplevede at indgå i forløbet.

På denne workshop vil vi afrapportere fra dette projekt. Vi vil lave en mindre ’sangsamling’ inspireret af metoder fra Sangglad Mini og dermed give et indblik i forløbets aktivitetsbaserede tiltag og vi vil vise resultater fra følgeforskningen.

Deltagerne vil blive inviteret ind i drøftelserne om fund og resultater blandt andet med udgangspunkt i deres egne erfaringer med denne slags forløb eller med erfaringer med sang og musik i pædagogikken.

I forskningsprojektet NAVADA samarbejder pædagoger og forskere om at udvikle sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer, der kan gribe børns naturfaglige nysgerrighed.

I denne workshop får du indblik i, hvordan billedkunst bruges i projektet som værktøj til at understøtte refleksion over samspilspraksisser mellem børn og pædagoger.

Vi havde en ambition om at udvikle refleksionsværktøjer, som var følsomme over for de processer, relationer og samspil, som er vigtige i pædagogisk arbejde.

Billedkunsten viste sig at være et spændende bud på dette, som kunne visualisere betydningsfulde øjeblikke og nuancer i barn-voksen samspillet, som ellers var svære at få øje på og sætte ord på.

Workshoppen veksler mellem oplæg og fælles øvelser med brug af billedkunst som refleksionsværktøj.

I dette oplæg præsenterer jeg mit ph.d.-projekt om, hvilken rolle følelser spiller i en skolestart og i overgangen fra barn til elev.

Jeg foreslår, at arbejdet med børnenes relationer og følelsesregulering kan forstås som struktureret og reproducerende af sociale forskelle.

Mit projekt tager udgangspunkt i et observations- og interviewstudie med professionelle tilknyttet en 0. klasses årgang.

I oplægget vil jeg fremlægge analyser, der viser, hvordan arbejdet mod et harmonisk klassefællesskab giver anledning til at udpege og forstå nogle børns følelsesliv som udfordrende og indsatskrævende.

Herigennem bliver kategorier som diagnoser, køn og etnicitet betydningsfulde for hvem, der kan føle hvad.

I oplægget viser jeg på denne måde, hvordan skolens logikker og kategoriseringspraksisser

Denne workshop tager udgangspunkt i forskningsprojektet UTA (Ungdomspædagogisk Transformativt Arbejde) og sætter fokus på pædagogens rolle, når unges oplevelser med etnisk andetgørelse og/eller frustrationer over krigen i Palæstina fylder i de pædagogiske rum.

Vi præsenterer projektets foreløbige resultater og dykker ned i, hvordan man i hverdagen kan møde og rumme de unges svære følelser på en konstruktiv måde. Vores tilgang er dybt praksisnær, og vi viser, hvordan et kreativt og æstetisk ’fælles tredje’ – i form af musik og skriftlige læserbreve – kan bruges til at vende afmagt til fællesskabelse af fælles processer og produkter, der både videreformidler vigtig kritik og skaber kollektive former for anerkendelse.

Deltagerne kan forvente et involverende værksted, der veksler mellem korte faglige oplæg, afspilning af en sang og aktiv gruppediskussion.

Ved bordene arbejder vi med konstruerede cases, hvor vi sparrer, deler strategier fra hverdagen og diskuterer pædagogens positionering og kollektive handlemuligheder. Workshoppen har fritids-, klub- og ungdomspædagogik samt socialpædagogisk arbejde som sit særlige felt, men grebene om inklusion, andetgørelse og kreative fællesskabende processer er relevante på tværs af pædagogiske felter.

Børn lever det meste af deres liv i institutioner, hjem og fritidsaktiviteter. Men mange børn har også et nært forhold til steder, naboer, legepladser og foreninger i lokalsamfund.

Workshoppen fokuserer på, hvordan pædagogiske institutioner kan orientere sig mod lokalsamfundets steder og fællesskaber, så de kan være en ressource i hverdagen og styrke forbindelser i børns hverdagsliv.

Workshoppen tager afsæt i forskning om børns liv i udsatte boligområder og samarbejder mellem lokale institutioner, forældre, boligsociale projekter og civilsamfund.

Forskningen viser blandt andet, at samarbejder med lokale foreninger, beboere og steder i lokalsamfundet kan skabe nye deltagelsesmuligheder for marginaliserede forældre og børn, og bidrage til at bygge bro mellem institutioner og lokalsamfund.

Workshoppen kombinerer et forskningsbaseret oplæg med praksisnære refleksionsøvelser, hvor deltagerne kortlægger deres eget lokalsamfund og erfaringer med at inddrage det i praksis.

Formålet er at inspirere hinanden og reflektere over, hvordan institutioner kan arbejde med at inddrage lokalsamfundet som pædagogisk ressource, og samtidig undersøge hvilke barrierer, der kan opstå, når familier og lokale fællesskaber engageres på tværs af forskellige erfaringer, ressourcer og forventninger.

Deltagerne inviteres til at bidrage med egne erfaringer, perspektiver og idéer til fremtidig praksis.