Gå til indhold
En microbit, en mikrocomputer, holdes i to hænder, der viser hvor lille den er

Top-10-liste: Sådan skaffer du adgang til teknologi til teknologiforståelse

Få nemt adgang til teknologier, som understøtter din undervisning i teknologiforståelse

Forsøget med teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning er slut, men erfaringerne og forsøgsfagligheden fra det treårige projekt lever videre.

På forsøgsskolerne – og andre skoler, som fortsat satser på at få teknologiforståelse på skoleskemaet – arbejder lærere og elever nysgerrigt videre med at forholde sig kritisk og konstruktivt til teknologier og forstå produkternes betydning. Og derved danne, udvikle og forberede eleverne til en tilværelse, hvor de er aktive medskabere af fremtidens digitale samfund.

Hvordan får jeg adgang til nye teknologier til teknologiforståelse?

Med et fortsat fokus på fagligheden bag ’teknologiforståelse’, er der også et fortsat behov for at få adgang til teknologier, hvor man kan sætte fagligheden ’teknologiforståelse’ i spil – men hvad, hvordan og hvor meget teknologi skal den enkelte skole have tilgang til, før det er muligt at udvikle eller udvide et undervisningsforløb?

Tekforsøget.dk har talt med en række forskellige skoler, fagudviklere og konsulenter – alle aktører, som har deltaget i forsøget med teknologiforståelse i folkeskolen. Du kan læse hele artiklen på tekforsøget.dk. Her vil vi opsummere nogle af de tanker, disse udviklere og skoler har gjort sig i forhold til, hvordan man får kendskab til, vurderer og ikke mindst skaffer adgang til relevante digitale teknologier til undervisningen.

Er du lærer, leder eller ressourceperson og fortsat nysgerrig på teknologiforståelse? Få her et overblik over, hvordan du nemt kan skaffe adgang til teknologier til din undervisning.

Top-ti: Sådan skaffer du adgang til teknologier:

1. Kig i gemmerne

Hvad har I allerede liggende i depoter og kælderrum? Måske ligger der noget, I slet ikke bruger. Hvad har I liggende i andre fag, som måske kan bruges – hvad har I for eksempel allerede liggende i natur/teknologi, i fysik/kemi, i håndværk & design?

2. Lav et breakerspace

Lad børn (og voksne) tage ting med, der skal smides ud. Tag dimser med, der er gået i stykker – de kan skilles ad og undersøges.

3. Ultra:bit

Brug micro:bit – Kom godt i gang med micro:bit eller et af de mange forløb på: https://www.dr.dk/ultrabit

4. Tag på prøve

Lån det. Kræv en prøveperiode fra leverandøren, så I kan nå at prøve tingene af sammen med eleverne.

5. Køb nogle få

Køb et par stykker og prøv dem af, før I køber til alle. Det er sjovere at have adgang til flere forskellige teknologier, end at alle skal arbejde med den samme type dims, og så bliver I også klogere på, hvad den kan bruges til, og om det giver mening at have flere.

6. Tag den lille model

Start med den lille model i stedet for at investere i den store model med alle udvidelsessættene til. Den lille model vil ofte give en god idé om, hvad netop denne teknologi kan bruges til og give et fingerpeg om, hvorvidt der skal investeres i mere af samme slags.

7. Lån af naboskolen

Hør naboskolen, om de har noget, I kan låne. Måske har I endda noget, de kan låne – så kan I bytte. Hvis naboskolen er eksperter i Mindstorm, kan det være, I skal være eksperter i Raspberry Pi, og så kan I låne ud – eller besøge hinanden.

8. Køb det sammen

Tal om det i kommunen (teknologibibliotek, xlab) eller gå sammen med naboskolen – eller flere skoler. Lav hvert jeres speciale med de dyrere ting, fremfor at alle skoler skal investere i alt.

9. Brug lokalsamfundet

Gå sammen med erhvervsliv og foreninger. Brug andre typer uddannelsesinstitutioner i nærområdet. Eller søg forskellige fonde – der er flere fonde, som støtter projekter inden for teknologiforståelse, maker spaces og lignende.

10. Lån det på CFU

Brug dit lokale CFU. De har allerede en masse materialer, som også kan bruges til teknologiforståelse. Så skynd dig ind på mitcfu.dk og søg efter ”teknologiforståelse”.

Du er også meget velkommen til at komme forbi CFU’s Future Classroom Lab på Campus Carlsberg og få rådgivning og vejledning om forskellige teknologier, inden din skole køber ind.

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at vide mere om, hvordan du kan videreuddanne dig inden for ’teknologiforståelse’ og styrke din undervisning, viden og dine kompetencer? Så se her:

Københavns Professionshøjskole tilpasser efter- og videreuddannelsesaktiviteter, så de passer bedst muligt til kommunale strategier og den lokale praksis. Få skræddersyet et særligt forløb, så det passer til jeres behov for kompetenceudvikling.

Faglig kontaktperson

Mads Middelboe Rehder

Lektor

+45 41 89 70 78